Klumme: Forleden skulle jeg til lægen, men i stedet endte jeg i 1700-tallets Rusland.
Det sker tit for mig og skyldes en lykkelig barndom udlevet mellem computere, historiebøger og J.R.R. Tolkiens værker. Senere opdagede jeg heldigvis øl, men det er en anden historie.
Egentlig skulle jeg bare have fulgt op på en blodprøve og forsøgte derfor endnu en gang at bruge min læges online-baserede tidsbestillingssystem.
Kender du ikke Aftalebogen, kan jeg afsløre, at det er det mest optimistiske it-system i universet - i hvert fald i min ellers kyndige læges it-hænder.
I systemet er der altid tid til patienterne. Allerede fra i morgen kan jeg møde op på klinikken og stolt fremvise mine skavanker. I teorien altså ...
Det er her, omvejen til Rusland kommer ind.
I 1787 drog Kejserinde Katharina 2. af Rusland på tur til det ludfattige Krim med et følge, der blandt andet talte udenlandske diplomater, som Katharina havde behov for at imponere.
Imidlertid er det generelt svært at imponere nogen med udsultede bønder i et krigshærget land, så forsvarsminister Potemkim fik, ifølge myten, konstrueret en række flotte nymalede landsby-samlesæt. Potemkim-landsbyerne var nemme at opføre, nedtage, flytte frem på de adeliges rejserute og genopføre.
Dermed kunne både Katharina og de udenlandske diplomater med egne øjne se fremskridtene i de nyerobrede russiske landområder.
At historien sandsynligvis er en myte, er en anden ting. Som med alle populære myter er historien god nok til, at vi ville ønske, den var sand.
Under alle omstændigheder var det Potemkim og hans falske landsbyer, jeg kom til at tænke på, da jeg for tredje gang i streg bookede en ledig tid via online-systemet for blot at modtage en afvisning af min booking et par dage efter.
Når it fejler
En oplagt konspirationsteori ville være, at systemet i virkeligheden er en slags femtekolonne-løsning fra Dansk Sygeplejeråd, der skal sikre fuld og evig beskæftigelse til de medlemmer, som tager telefonen, når jeg i afmagt ringer for at reservere en tid.
Det kunne også være, at der i virkeligheden er tale om en slags live-kunstinstallation, der skal bevise, at den omsiggribende automatisering ikke nødvendigvis vil føre til massearbejdsløshed.
Måske. Eller også er jeg bare tvunget over på it-platform, som er tænkt og/eller anvendt forkert. Det er trods alt set før.
I virkeligheden burde jeg nok være taknemmelig over systemets konstante påmindelse om, at en løsning uden reel service er en halv løsning.
Det vil jeg minde mig selv om, mens jeg sidder i telefonkøen næste gang.