Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: MobilePay sætter rekord: Runder en milliard kroner om måneden / TDC overtager syv erhvervscentre i Jylland / Freddy Blak kan fortsætte i regionsråd trods dom i Atea-sag

MobilePay sætter rekord: En milliard kroner om måneden. TDC overtager syv erhvervscentre i Jylland. Freddy Blak kan fortsætte i regionsråd trods dom i Atea-sag. Vækstfonden går ind i MapsPeople. TDC på jagt efter nye vækstområder. Danske gymnasieelever får ‘computional thinking’ på programmet. Mere end 1.300 kryptovalutaer derude. Unge mennesker bruger en tredjedel af fritid foran skærme.

Godmorgen fra Computerworld. Her kommer overblikket over it-nyhederne torsdag morgen v/ morgen-briefing-bestyrer Dan Jensen.

MobilePay sætter rekord: En milliard kroner om måneden

MobilePay sætter rekord med en milliard kroner i betalinger for en måned, skriver Børsen. 

MobilePay har nemlig rundet den runde milliard i både november og december, og 2018 kan blive året, hvor løsningen for første gang giver overskud.

Der er ellers krig på kniven på markedet for mobilbetalinger for tiden, hvor spillerne er i fuld gang med at positionere sig.

Det kan du læse mere om her: Markedet for mobilbetalinger er glohedt: Nu omdøber Microsofts sin betalingstjeneste - hvad er planen?

TDC overtager syv erhvervscentre i Jylland

TDC Erhverv overtager syv TDC-erhvervscentre i Jylland, som hidtil har været drevet af selskabet Telesikring.

Erhvervscentrene er butikker, hvor lokale erhvervsdrivende har kunnet få rådgivning om tele- og digitaliseringsløsninger.

TDC kalder overtagelsen af de syv butikker med i alt 46 medarbejdere for en ‘hjemtagelse.’

"Vi har været glade for samarbejdet med Telesikring gennem de sidste seks år, men vi vil gerne endnu tættere på vores gode kunder i Jylland, så vi kan sikre kundeoplevelsen hele vejen rundt. Vi skal i endnu højere grad være den lokale rådgiver, der kan hjælpe virksomhederne i gang eller videre på den digitale rejse, som alle skal igennem,” lyder det fra Marina Lønning, koncerndirektør i TDC Erhverv.

Du kan læse hele meddelelsen fra TDC Erhverv her.

TDC opsagde for et par år siden 60 partneraftaler med erhvervscentrene, der dengang lukkede på stribe.

Det kan du læse mere om her: Konkursbegæringer på stribe hos dødsdømte TDC Erhvervscentre.

De syv TDC Erhvervscenter-forretninger, som TDC nu 'hjemtager,' ligger i Esbjerg, Rødekro, Kolding, Aalborg, Herning, Aarhus og Hjørring.

Freddy Blak kan fortsætte i regionsråd trods dom i Atea-sag

Politikeren Freddy Blak (S) kan fortsætte i regionsrådet i Region Sjælland, vurderer Valgbarhedsnævnet, skriver Altinget

Nævnet har haft Freddy Blak til vurdering, fordi han i november i Retten i Næstved blev idømt 10 dagbøder a 500 kroner for at have lækket oplysninger i form af en fortrolig rapport om den store Atea-bestikkelsessag.

Han har tidligere anført, at han ikke mente, at rapporten var fortrolig, da den alligevel lå ude hos ‘alle andre medier,’ ligesom han har bedyret, at sagen mod ham var ‘spild af skatteydernes penge.’

Freddy Blak fik i øvrigt 6.283 personlige stemmer ved valget - en stigning på 50 procent i forhold til det forrige valg i 2013 - så man må sige, at dommen ikke er gået ud over hans popularitet.

Du kan læse mere om dommen her: Politikeren Freddy Blak (S) idømt bøde for at lække oplysninger i Atea-sagen.

Vækstfonden går ind i MapsPeople

Vækstfonden træder ind i nordjyske MapsPeople, der i samarbejde med Google udvikler løsninger til indendørs navigation. 

Vækstfonden skyder ifølge Børsen 15 millioner kroner ind i selskabet. Det udløser en ejerandel på 23 procent.

Pengene skal anvendes til øget ekspansion i USA og hurtig udvikling i selskabet, der vokser hastigt. Ifølge avisen er omsætningen steget med 250 procent på blot tre år.

MapsPeople har for tiden 29 ansatte, men har 12 åbne stillinger, og regner med at have omkring 60 ansatte ved udgangen af 2018.

TDC på jagt efter nye vækstområder

TDC’s omsætning og indtjening er under pres, og selskabet skal næste år stabiliseres, skriver Finans.

"Når indtjeningen sidste år faldt 10 procent står TDC selvfølgelig i en svær situation. Det markante prisfald på erhvervsmarkedet og de strukturelle udfordringer med udfasning af fastnettelefoni gør, at TDC skal genopfinde sig selv i en tid, hvor konkurrencen aldrig har været større," siger Peter Kurt Nielsen, teleanalytiker i det norske finanshus ABG Sundal Collier, til avisen.

Her henvises der til, at C20-indekset er steget 40 procent i de seneste tre år. I samme periode er TDC faldet med 18 procent.

Peter Kurt Nielsen peger på, at TDC har været vant til at tjene langt flere penge end konkurrenterne. Nu skal selskabet til at ‘finde et nyt niveau,’ som han siger.

Danske gymnasieelever får ‘computional thinking’ på programmet

Eleverne på seks gymnasier i det sønderjyske og fynske får ‘computional thinking’ på skemaet. 

Gymnasierne er Rosborg, Middelfart, Rødkilde, Munkensdam, Nordfyns og Tornbjerg. Hertil kommer FabLab Spinderihallerne, FabLab Odense, SDU Maker Lab og Center for Computational Thinking ved Aarhus Universitet.

De får glæde af en pulje på 12 millioner kroner fra Region Syddanmark, som skal bruges på at undervise 1.650 gymnasieelever i it.

Ifølge regionen kommer faget til at bestå af undervisning i dekomposition, mønstergenkendelse, abstraktion og algoritmer.

Du kan læse hele meddelelsen fra Region Syddanmark her.

Mere end 1.300 kryptovalutaer derude

Der har været meget skriveri om kryptovalutaerne i den seneste tid - mest bitcoin, der er steget eksplosivt.

Men der findes mere end 1.300 forskellige kryptavalutaer, skriver Finans med bitcoin som den største fulgt af ethereum, ripple, bitcoin cash, litecoin, cardano, IOTA, dash, NEM og monero.

Ifølge avisen har en række kendte musikere indledt samarbejde med Monero om køb af deres musik,.

“Nogle af dem [kryptovalutaerne, red] har nogle interessante egenskaber for eksempel monero, der skulle være lidt mere anonymt at overføre. Kryptovalutaerne prøver hver især at have lidt forskellige egenskaber, men primært er de store bitcoin og ethereum. De små har ikke rigtig vist deres langtidsholdbarhed i forhold til dem, og her er bitcoin klart mest udbredt og har været i markedet længst tid," siger Michael Grønager, direktør i Chainalysis til avisen.

Unge mennesker bruger en tredjedel af fritid foran skærme

Unge briter bruger i gennemsnit 14 timer om ugen foran skærme - enten smartphones, laptops eller tablet-computere, skriver Financial Times.

Det svarer en tredjedel af al deres fritid hver uge. Unge mænd - som defineres som mænd under 25 år - bruger 35 procent af deres fritid, mens unge kvinder bruger 29 procent, hedder det.

Ifølge britiske Office for National Statistics bruger langt de fleste skærmtiden på hobbier, computerspil og lignende, mens de færreste ‘slapper af.’

‘Afslapningen’ kan ifølge ONS ‘inkludere søgninger og chatting.’

Ifølge tallene er færre briter i dag interesserede i at tilbringe tid med deres venner end tidligere - i hvert fald fysisk.

Ja, så ved vi det.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Brother Nordic A/S
Import og engroshandel med kontormaskiner.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Compliance og strategisk it-sikkerhed efter DORA

Finansielle koncerner har i snit 85 sikkerhedsløsninger i drift – men er i snit op til 100 dage om at opdage et igangværende cyberangreb. Ydermere viser øvelser, at det typisk tager 4-6 uger at rense og genetablere sikker drift af centrale systemer efter et stort angreb. Fokus for dagen vil derfor være på henholdsvis governance samt om, hvordan du som it-leder i den finansielle sektor skal kunne håndtere fremtidens cybertrusler og arbejde effektivt med sikkerhed på et strategisk niveau.

04. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

16. april 2024 | Læs mere


IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere