Artikel top billede

(Foto: Kim Stensdal)

Nyt stort underskud på 367 millioner kroner til EG: Rammes hårdt af katastrofalt kommunalt it-projekt

Mægtige EG kommer ud af 2017 med et dundrende underskud på mere end 367 millioner kroner og et fald i omsætningen på syv procent. Har nu indført ny model til risiko-vurdering.

EG kommer ud af 2017 med et flammende underskud efter skat på 367 millioner, et underskud i drifts-resultatet (EBITDA) på 14,4 millioner kroner og et fald i omsætningen på syv procent til 1,9 milliarder kroner.

Det fremgår af selskabets netop offentliggjorde årsregnskab, som du finder her

EG har ellers haft omsætnings-fremgang i de senere år, men har løbende rapporteret underskud.

Siden 2013 har EG således samlet tabt 792 millioner kroner.

Selskabet, der blev grundlagt i Herning i 1977, er et af de helt store it-firmaer herhjemme med i dag omkring 1.700 medarbejdere.

“Resultatet for 2017 er påvirket af nedgang i salget i dele af serviceforretningen og nedskrivninger i forbindelse med KY-projektet,” lyder det fra EG.

Omsætning falder

Konkret er omsætningen i selskabets største division, EG Vertical Business Solutions, faldet med 2,9 procent til 1,31 milliarder kroner, mens salget i den langt mindre EG Business Ready Solutions er steget med 19,5 procent til 312,8 millioner kroner.

Omsætningen i EG Citizen Solutions er faldet med 27,6 procent til 338 millioner - primært på grund af det katastrofale KY-projekt.

KY står for Kommunernes Ydelsessystem, og EG trak i 2017 i nødbremsen, efter det stod klart, at selskabet havde kurs direkte mod en ny offentlige it-skandale, og Kombit truede med at opsige samarbejdet på grund af voldsomme forsinkelser.

EG skulle ifølge aftalen have leveret Kommunalt Ydelsessystem til kommunerne i slutningen af i år, men indtil videre vil leverancen tidligst finde sted i midten af 2019.

Selskabet fyrede derfor i sommer 26 medarbejdere og indgik samarbejde med konkurrenten Netcompany i et forsøg på at få projektet til 300 millioner kroner på ret kurs igen.

Samtidig betalte EG en kompensation på 50 millioner til kommunerne på grund af forsinkelsen.

Det kan du læse mere om her: EG kæmper for at undgå kommunal it-skandale: Fyrer ansatte og får hjælp fra Netcompany.

EG fik for halvandet år siden ny topchef i skikkelse af Mikkel Bardram, der afløste den mangeårige topchef, Leif Vestergaard.

Bardram igangsatte omgående en stor oprydning og kurs-regulerende indsat i selskabet.

Det kan du læse mere om her: Ny EG-direktør drosler ned for selskabets vilde opkøbstogter: Her er EG's nye kurs

Grundlag for organisk vækst

Ifølge selskabet skyldes det store underskud for 2017 således ikke mindst bestræbelserne på at sikre organisk vækst i fremtiden og på at reducere risikoen i produktporteføljen efter en periode med mange opkøb.

EG har siden 2009 købt 27 virksomheder, og 2017 er således blevet brugt på konsolidering og klargøring til den fremtidige forretning.

Disse bestræbelser har kostet, og det har ikke været ‘muligt at undgå negativ indvirkning’ på resultatet af dette arbejde, lyder det fra EG, som nu vil bruge 2018 på yderligere konsolidering og fokusering.

“For at reducere risikoen i produktporteføljen indgik [vi] en aftale om en ændret leverancemodel, hvilket betød en afskrivning på 193 millioner kroner på et projekt vedrørende Kommunernes Ydelsessystem,” lyder det i regnskabet.

Samtidig er EG blevet mere forsigtig med at tage nye opgaver på sig.

“Vi har desuden valgt at være mere påpasselige med at påtage os nye projekter inden for vores serviceforretning, blandt andet ved at indføre en ny metode til risikovurdering af projekter. I første omgang betyder dette tiltag en midlertidig nedtoning i EG's vækst for visse områder. Til gengæld sikrer vi fokus på leverancesikkerhed for vores kunder, en lavere finansiel risiko og en øget indtjening for EG,” lyder det fra selskabet.

Ifølge EG står 2017 nu til at blive grundlaget for den fremtidige vækst.

“Alt i alt er EG nu klar til et 2018, hvor vi for alvor høster de finansielle fordele af et marked i vækst,” lyder det fra selskabet.

Læs også:

Ny EG-direktør har en plan: Sådan skal EG vokse sig større og endnu mere profitabel

Fejlslagent kommunalt it-projekt koster EG næsten kvart milliard kroner

EG's bestyrelsesformand: Derfor skifter vi Leif Vestergaard ud som direktør trods masser af vækst og fremgang




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere


AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere


Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere