Artikel top billede

(Foto: unsplash)

Sådan vinder du på fremtidens digitale arbejdsmarked: "Intet barn drømmer om at blive revisor, men de bedste revisorer i verden flyver på første klasse og er gift med folk, der ser bedre ud end dem selv"

Hvordan begår man sig på et stadig mere digitalt arbejdsmarked, hvor store giganter som Amazon, Apple, Google og Facebook spiller en stadig større rolle?

Det er en modsætningsfyldt verden, vi lever i.

For hvis du tilhører den mest talentfulde del af verdens befolkning, så er du bedre stillet, end du vil have været på noget andet tidspunkt i verdenshistorien.

Omvendt ser det ud, hvis du er som folk er flest.

For der har aldrig været et dårligere tidspunkt i verdenshistorien at være gennemsnitlig, mener den amerikanske professor Scott Galloway.

”Takket være LinkedIn er vi alle på det globale jobmarked hele tiden. Hvis du er exceptionel, er der tusindvis af virksomheder i hele verden, der er parate til at hyre dig, men hvis du bare er god, er du i konkurrence med mange millioner andre gode kandidater,” skriver han i bogen The Four, der handler om hvordan Amazon, Apple, Google og Facebook er i gang med at ændre vores verden.

Galloways analyse er helt i tråd med den, som den danske professor Carsten Sørensen ved London School of Economics tidligere er kommet med i et et interview med Computerworld.

Læs interviewet her: Det danske arbejdsmarked står overfor store forandringer - vi har ikke brug for gennemsnits-mennesker

Her vurderede Carsten Sørensen, at den omfattende digitalisering betyder, at der opstår en polarisering på arbejdsmarked, hvor de job der ikke kan automatiseres bliver ekstremt værdifulde, mens de resterende job vil miste værdi.

Med andre ord er arbejdsmarkedet under hastig forandring, og i 'The Four' kommer Scott Galloway med en række håndgribelige råd til, hvordan du bedst begår dig på fremtidens arbejdsmarked.

Vi har samlet de bedste og mest konkrete af dem herunder.

1. Få en prestigefyldt universitetsuddannelse

En prestigefyldt universitetsuddannelse giver dig ikke bare en god uddannelse og et bevis på, at du er dygtig. På disse universiteter har du også en unik mulighed at skabe et værdifuldt netværk, som du kan gøre brug af senere i karrieren.

Kan du ikke komme ind på de bedste universitet, så anbefaler Scott Galloway, at du søger om optagelse på et universitet, hvor du med garanti kan komme ind og herefter søger om at blive overflyttet på et senere tidspunkt. For det er altid lettere at komme ind på de følgende semestre, hvor de første folk er sprunget fra og der igen er plads på holdene.

Er en universitetsuddannelse ikke noget for dig, så bør du ifølge Galloway sørge for at få en anden form certifikation, der gør, at du kan skille dig ud fra mængden.

2. Flyt til en storby

Engang troede vi, at digitaliseringen ville gøre det muligt for os at arbejde over alt i verden, men faktum er, at 80 procent af verdens bruttonationalprodukt skabes i byerne.

Leder du efter en indikator på hvor succesrig en person er? Så kan du ifølge Scott Galloway blot kigge på, hvor lang tid det har taget en person at flytte til den største by i sin region og herfra videre til den største by på kontinentet.

3. Få medarbejder-aktier

Når du forhandler løn, skal du sørge for, at få medejerskab i den virksomhed, hvor du arbejder.

Ifølge Scott Galloway vil du aldrig for alvor blive rig af en almindelig løn.

Vejen til en formue kræver, at du lever både lever med mådehold og samtidig sikrer dig, at du har ejerskab i et aktiv, der skaber værdi. Og det aktiv kan meget vel være din arbejdsplads.

Målet bør være, at aktier kommer til at udgøre mellem 10 og 20 procent af din lønpakke.

Her vil nogen måske indvende, at de tvivler på at et medejerskab i deres arbejdsplads vil skabe nogen værdi af betydning i fremtiden.

I så fald er Scott Galloways råd soleklart: Find dig et nyt job, og vælg en virksomhed i vækst.

Læs også: Nu offentliggører giganten Amazon også sine lønninger: Og det er i en helt anden liga end Facebook

4. Skab en serie-monogam karriere

Udefrakommende ansatte vil typisk tjene 20 procent mere end veteraner i virksomheden, der er på samme niveau. Det er på trods af, at de udefra kommende typisk præsterer på et lavere niveau og er mere tilbøjelige til at skifte job.

Løsningen er derfor en slags karriere-mæssig seriemonogami. Scott Galloways råd lyder, at du dediker dig til én arbejdsplads i tre til fem år, hvor du samler erfaringer, opbygger kompetencer og relationer, og i den periode bør du ikke bruge ressourcer på at søge efter nye græsmarkeder.

Får du et bedre tilbud og er du glad for din arbejdsplads, så vær ærlig og fortæl din chef om det og giv vedkommende en mulighed for at matche tilbuddet.

5. Vær loyal mod mennesker, ikke organisationer

Virksomheder forsøger ikke sjældent at gøre krav på de ansattes loyalitet. Men du skal ikke være loyal overfor virksomheder.

I stedet bør du investere i dit forhold til mennesker, der i modsætning til organisationer rent faktisk sætter pris på loyalitet.

På samme måde opfordrer han til, at du giver dig tid til at hjælpe andre, der befinder sig på et tidligere stadie i din karriere end dig selv. Ikke kun fordi det er god stil, men også fordi du kan så nogle frø, som du kan høste på et senere tidspunkt.

6. Følg ikke din passion, følg dit talent

Find ud af, hvad du er god til, og arbejd herefter hårdt på at blive fremragende til det.

Mange vælger at følge deres passion, men ifølge Scott Galloway er det vigtigt at indse, at du ikke behøver at elske dit arbejde fra dag et. Du skal bare ikke hade det.

Vælger du et arbejde, som du har talent for, så vil kærligheden helt naturligt komme i takt med, at arbejdet giver afkast i form af velstand og anerkendelse

Som Scott Galloway siger – ingen børn drømmer om at blive revisorer, men de bedste revisorer i verden flyver på første klasse og er gift med folk, der ser bedre ud end dem selv.

Læs også:Danske iværksættere afslører: Disse spørgsmål stiller vi, når du kommer til jobsamtale

The Four: The Hidden DNA of Amazon, Apple, Facebook and Google. Forlaget Penguin. Af Scott Gallow. Bogen kan købes som paperback for 169,95 på danske Saxo, mens Amazon sælger den i en Kindle-udgave for 19,93 dollar eller lige knap 120 kroner.