Artikel top billede

Foto: Povl D. Ramussen

Ny bog om dansk iværksætterfænomen er et venligt og imødekommende portræt - men fejler på ét afgørende punkt

Anmeldelse: I en ny bog om den danske serie-iværksætter Morten Strunge kommer vi tættere på personen og får et glimrende rids af telebranchen. Men bogen fejler på et afgørende punkt.

Morten Strunge blev landskendt, da han i 2011 i en ganske ung alder solgte teleselskabet Onfone til TDC for omkring 300 millioner kroner.

Selskabet havde i længere tid været en torn i øjet på den etablerede telebranche og havde bidraget helt afgørende til den store priskrig, der hærgede de danske teleselskaber.

Siden har Morten Strunge haft succes med e-bogstjenesten Mofibo og senest et salg af teleselskabet Plenti.

Den stadig unge iværksætter har haft succes med flere af sine investeringer, og nu bliver hele historien om ham rullet ud i en ny bog, der går tæt på Morten Strunge fra de tidligste år til i dag, hvor han har købt et hus i Italien med egen vinproduktion.

Læs mere her: Mofibo-stifter efter million-salg: "Jeg er for ung til at trække mig tilbage og blive champagne-drukkenbolt"

I bogen møder vi en meget ung Morten Strunge, der i 2002 sælger mobiltelefoner hjemme fra drengeværelset i Birkerød.

Vi hører om hans opvækst og hans tidligere virksomhedseksperimenter med at sælge rengøringsydelser, og vi hører om et hårdt møde for den unge Strunge med det engelske skolesystem.

Vi følger ham tæt i hele Onfone-forløbet, hører om hans tanker og overvejelser med hensyn til investorer og samarbejdspartnere. Og vi følger ham igennem det nærmest spontane Mofibo-eventyr og frem til det seneste salg af Plenti i september sidste år.

Læs mere her: Morten Strunge scorer 120 millioner på Onfone

Et venligt portræt

Over bogens 200 sider kommer vi tæt på Morten Strunge, og som læser fornemmer man et gennemtænk greb fra forfatterens side, der ønsker at fremhæve Strunges udvikling - og det lykkes.

Som læser ser man Morten Strunges udvikling på tæt hold. Fra han som ung med fuld fart farer ind i en momsfælde, til han senere får strategisk vejledning og til sidst velovervejet etablerer Plenti efter erfarent at have spottet et hul i markedet.

Man mærker, hvordan det hårde forretningsliv hærder den mobilglade dreng og skaber en velovervejet og strategisk tænkende forretningsmand.

Læs mere her: Efter salget af Plenti til TDC: Nu ulmer de kritiske røster - skabte Plenti reelt noget værdi på markedet?

Men billedet af Morten Strunge males i høj grad ensidigt.

Vi hører om tidligere partnere, der føler sig en kende snydt i Onfone-forløbet, men Morten Strunge får lov at sige, at han var uheldig med valget af dem, og der stilles ikke just mange yderligere spørgsmål.

Vi hører til gengæld i stor stil hyldesttaler fra folkene omkring Strunge.

Folk som Preben Damgaard og Strunges kone får i flotte vendinger rigeligt med plads til at fortælle om Strunges store forretningstalent og kapaciteter som et familiemenneske, der har både Bentley og en kæmpevilla, men ikke lader det stige sig til hovedet.

Det ville have klædt bogen med lidt mere bid, som den kunne have fået ved at udfordre Strunge lidt mere.

Læs mere her: Solgt efter stor vækst og blodrøde regnskaber - Mofibo har altid handlet om volumen, volumen, volumen

Den vidende forfatter

Der er dog ingen tvivl om, at forfatter Jakob Skouboe er den rigtige til at skrive denne bog.

Han viser gentagne gange sin store viden om netop telebranchen. En branche, som han i dag skriver om på ITWatch, og som han tidligere også har fulgt i sit virke på Dagbladet Børsen.

Hans indre fagjournalist styrer læseren sikkert igennem en fortælling, der for den forsvarsløse læser kan virke teknisk, knudret og fyldt med nøgletal og konkurrenceparametre.

Læs mere her: TDC køber Plenti og de 90.000 mobilkunder for stort millionbeløb

Bogen undgår heldigvis at falde i en ellers sædvanlig fælde for bøger om erhverslivet, der ofte fanges i tekniske detaljer til fordel for historien, men det er altså ikke tilfældet her.

Blandt andet på grund af en høj deltaljegrad i andre sammenhænge end den erhvervsmæssige. Vi hører om morsomme og mindre morsomme episoder helt ned til detaljer. For eksempel at Onfone-makkerparret indkøbte sorte jakkesæt med orange slips, hvilket kan lyde lidt komisk i dag.

Fejler på afgørende punkt

Bogens afsluttende kapitel er en samling gode råd fra Morten Strunge til kommende iværksættere, og her opfylder bogen ikke sit enorme potentiale.

For hvad kunne vel være mere inspirerende end at få overdraget den succesfulde iværksætters bedste råd? Desværre skuffer denne del af bogen overordentligt.

Det, der kunne vise sig at være en guide til iværksætterspirer formuleret af en af tidens ikoner, viser sig i højere grad at være en udbredelse af almindeligheder, som næppe tjener som brugbar drejebog.

Og det er synd. For i en kultur, hvor iværksætterne i '10'erne har overtaget kokkenes rolle som 00'ernes superstjerner, ville en brugbar håndfuld råd fra Morten Strunge kunne have stået som noget helt særligt.

Læs mere her: Tre vigtige pointer om TDC's køb af Plenti: Hver mobilkunde har kostet 822 kroner

Det er dog tvivlsomt, hvor langt man som ung og håbefuld iværksætter kan komme med den samling floskler og banaliteter, der er samlet i bogens bagerste del.

Her er et lille udpluk af de gode råd:

"Du skal have en idé, du ikke kan lade være med at føre ud i livet"

"For en iværksættervirksomhed er idéen 10 procent af din vej til succes, de resterende 90 procent handler alene om din evne til at eksekvere - altså at føre ideen ud i livet"

"Du får ikke andre til at løbe en risiko for din idé, hvis du ikke selv er gået forrest"

Og når du så står med pengene i hånden, så er rådet, at du skal "klappe dig selv på skulderen".

Det er simpelthen for letbenet, og det er bestemt ikke for denne del, man skal købe bogen.

Derimod er bogen bestemt værd at læse, hvis man vil blive klogere på, hvordan Morten Strunge fik opbygget sit iværksætterimperium og derudover få et godt indblik i det danske mobilmarked og dets farverige aktører.