Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Du kan stadig forvente cookies i massevis på trods af GDPR / Danmarks bedste e-handelsfirma kåret / Er Netcompany for dyr på børsen?

Du kan stadig forvente cookies i massevis på trods af GDPR. Danmarks bedste e-handelsfirma kåret. Se hvem der har købt politiske annoncer på Facebook. Uber lukker program for selvkørende biler efter døds-ulykke. Er Netcompany for dyr på børsen? Skanderborg Festival og IBM indleder samarbejde.

Godmorgen fra Computerworld. Her kommer overblikket over it-nyhederne fredag morgen v/ morgen-briefing-bestyrer Dan Jensen.

Du kan stadig forvente cookies i massevis på trods af GDPR

Selv om GDPR træder i kraft i dag, kan du fortsat godt regne med at blive bombet til med sporingscookies, som bliver leveret til din computer, når du besøger websites, skriver Version2.

Det er nemlig stadig langt fra defineret, hvor grænsen går, når det handler om at indsamle data via cookies, som deles med tredjepart.

“Det er meget svært at vide, hvor tæt man må gå på uden det her samtykke. Det ved vi ikke så meget om endnu, og vi finder først ud af det, når EU-Domstolen går i gang med at udtale sig, og der kan gå flere år før det sker,” siger advokat i advokatfirmaet Integra, Heidi Højmark Helveg.

Danmarks bedste e-handelsfirma kåret

FDIH uddelte torsdag aften E-handelsprisen 2018 til en række glade vindere.

Den store Guldprisen gik til Nemlig.com, som altså blev kåret som Danmarks bedste e-butik, mens prisen som årets nye e-handelsvirksomhed gik til Too Good To Go.

“Nemlig.com er et fyrtårn i dansk e-handel. De er super dygtige til at involvere brugerne, de har styr på logistikken og de har masser af gå-på-mod og tænker stort. Jeg er ikke i tvivl om, at de inspirerer andre virksomheder til også at hæve barren endnu højere, og derfor er det fortjent, at nemlig.com vinder Guldprisen,” lyder det fra foreningens direktør, Niels Ralund, om kåringen.

FDIH uddelte en række andre priser - eksempelvis for bedste app, bedste omnichannel-virksomhed, bedste e-handelsværktøj og lignende.

Du kan se hele række af vindere samt jury-begrundelserne ved at klikke her.

Er Netcompany for dyr på børsen?

Er Netcompany for dyr på børsen, spørger Børsen, efter selskabet har meddelt, at det bliver børsnoteret 7. juni med en forventet pris på mellem 135 kroner og 165 kroner per aktie.

Det er ikke til at vide. Sikkert er det dog, at noteringen tegner til at blive den dyreste herhjemme siden finanskrisen.

Og Børsens analyse viser, at nye børsselskaber ofte falder i pris efter år som børsnoteret selskab.

Du kan finde tallene her.

Og du kan læse mere om Netcompanys børsnotering her: Tredje gang de tre stiftere sælger Netcompany: Så meget har de scoret på at sælge selskabet.

Skanderborg Festival og IBM indleder samarbejde

Smukfest - det tidligere Skanderborg Festival - og IBM indleder samarbejde om at skabe det, som de kalder for ‘morgendagens festivaloplevelse.’

Centralt i samarbejdet står kunstig intelligens, big data og Internet of Things-teknologier fra IBM, som skal anvendes til at indsamle og behandle data fra festivalpladsen i bøgeskoven uden for Skanderborg.

Partnerne vil “kombinere alle de data, der allerede eksisterer (eks. fra festivalens chiparmbånd, fra salg i barerne, fra billetsalget og salget af overnatninger) med nye data om eksempelvis vejret, musikprogrammet, festivalhistorien og trafikken rundt på festivalpladsen,” hedder det.

Du kan læse mere om planerne her.

Uber lukker program for selvkørende biler efter døds-ulykke

Uber lukker sit test-program for selvkørende biler i den amerikanske delstat Arizona ned.

Det sker to måneder efter, at en selvkørende Uber-bil under en testkørsel ramte en fodgænger, som blev slået ihjel i sammenstødet.

Fremover vil Uber nu istedet fokusere på begrænsede test af selvkørende biler i Pittsburgh samt to byer i Californien, lyder det.

Arizona bliver ellers regnet for at have optimale forhold til at teste selvkørende biler med lange, lige veje, gode vejrforhold, minimal regulering og ikke så meget trafik.

Se hvem der har købt politiske annoncer på Facebook

Facebook åbner dørene helt op for gennemsyn af de politiske annoncer på sitet, skriver Reuters.

Det sker i kølvandet på den overvågningsskandale, der i de seneste måneder har ramt selskabet, efter det er kommet frem, at millioner af brugere har fået skrællet deres data i forbindelse med den amerikanske præsident-valgkamp.

Facebook åbner nu for sit arkiv for amerikanske, politiske annoncer. Det betyder, at alle får adgang til at se, hvem der har betalt for annoncerne, hvornår de er blevet bragt og en række andre detaljer.

Desuden indfører Facebook en regel om, at det på alle politiske annoncer på både Facebook og Instagram skal fremgå, hvem der har betalt for dem på et pristag.

Klikker man på dette tag, vil man blive ført til en detaljeret infoside med oplysninger om køber, budget, antallet af sidevisninger samt andre detaljer.

Og så ønsker vi god GDPR-dag:-)

Du er selvfølgelig klar over, at EU's persondataforordning træder i kraft i dag efter mere end to års forberedelse.

Aviser, nyhedsbreve, mailingslister, sociale medier og meget andet har været fyldt med nyt om GDPR, der jo har skabt visse udfordringer mange steder - og i de seneste dage er det væltet ind i indbakkerne med oplysninger om opdaterede persondata-politikker.

Selvfølgelig læser vi alle alt, hvad der står - også det med småt. Det skal vi jo.

Nu begynder en ny tid med GDPR på bagsmækken.

Læs mere om her det: Velkommen til en ny tid: GDPR er kommet for at blive - og det bliver (nok) strammere endnu.

Og god GDPR-dag.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Jobindex Media A/S
Salg af telemarketing og research for it-branchen, it-kurser og konferencer

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere


AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere


Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere