Hos Ubisoft har det sjældent været ambitionsniveauet der har manglet, og uanset om man kigger i retningen af deres Watch Dogs, Assassin’s Creed eller nu The Crew serier, synes hvert nyt afsnit at være større, voldsommere og mere omfattende end det sidste.
I The Crew 2, efterfølgeren til racingspillet der forsøgte at imponere med en stor åben verden og masser af frihed, synes alle ambitions-rammer at være blevet sprængte, hvilket betyder at man nu kan drøne løs i en simuleret version af hele USA – sådan da.
Det er naturligvis ikke hver eneste strækning, bagvej eller boligblok der her bliver gengivet, men som baggrund for et racingspil er det imponerende detaljeret, og eksempelvis at kunne deltage i væddeløb fra New York til San Francisco hvor man selv kan vælge sine ruter undervejs giver en unik form for frihed.
Ivory Tower, udvikleren bag det hele, er tydeligvis stolte over deres enorme spilverden, hvilket betyder at de allerede fra starten giver spilleren frihed til at gribe det hele an som man ønsker.
Med et begrænset budget, en uudtømmelig benzintank og mod på ræs slippes man således løs i en spilverden hvor alle øjensynligt udelukkende lever for at sætte nye fartrekorder.
Det hele er pakket ind i en historie som er så ulidelig at stort set alle der er ældre en 14 år, aktivt vil benytte sig af muligheden for at springe enhver form for dialog over. Tematisk er ”ekstreme” udfordringer, pangfarver og et sprogbrug som får voksne mennesker til at lyde som noget fra en pre-teen Youtube-video. Heldigvis er der ikke noget essentielt indhold i nogen af dem, og i stedet fungerer de udelukkende som et forsøg på kontekst for at trykke speederen i bund.
Men selv med fart på hjernen er det dog ikke helt lige meget hvilken udforing du giver dig i kast med, for som noget nyt introducerer The Crew 2 flere slags fartøjer. Således er det denne gang muligt at ræse både til lands, til vands og i luften.
Bilerne har med andre ord fået følgeskab af både og flyvere, og på snedig vis er skiftet mellem dem sjældent længere væk end et hurtig tryk på controlleren, medmindre man altså selvfølgeligt befinder sig i en udfordring som er låst til en disciplin.
Den slags giver variation, men desværre virker integreringen af de nye fartøjer en smule halvhjertet. De halter begge efter bilerne i ren spilleglæde, og det er et problem fordi heller ikke bilerne rammer helt plet. Bilfysikken vil gerne smage af arkaderæs, men er alt for tung til at man problemløst powerslider rundt i sving eller på anden vis let udlever sin indre actionhelt.
Langt bedre fungerer den omkringliggende verden, hvilket til dels skyldes at den gives liv af andre spillere fra hele verden. Det er tydeligt at The Crew 2 har draget inspiration fra MMO-verdenen, og derfor er store dele af det simulerede USA også fyldt med andre levende kombattanter som naturligvis kan udfordres til et væld af forskellige konkurrencer.
Belønningen for at vinde disse udfordringer er også lånt fra MMO-genren, og derfor vil lysende loot-kasser af forskellige farver (alt efter sjældenhed) pludseligt vise sig foran dit fartøj, hvorefter de sendes til dit digitale værksted hvorfra de kan bruges til at opgradere forskellige detaljer af fartøjs-flåden.
De fleste af de ideer som der introduceres i The Crew 2 er faktisk gode, men problemet er at ingen af dem synes at være helt gennembagte.
Verdenen er enorm, men foruden et par særlige løb der benytter sig af de store distancer, vil man inden længe bruge menuerne til hurtigt at teleportere sig fra løb til løb fordi det er langt mere praktisk, hvorefter hele charmen ved størrelsen går tabt.
Ligeledes er opgraderingssystemet og de forskellige fartøjer gode ideer på papiret, men opgraderinger føles sjældent specielle fordi de blot tilføjer lidt bedre statistikker til det valgte fartøj, mens de følelsen af fart og kontrol er mangelfuld uanset om man drager til ræs i et fly, båd eller bil.
Man kunne have ønsket sig at Ivory Tower havde dedikeret sig fuldt ud til at perfektionere eksempelvis bilfysikken, og satset på at levere toppen af fuldblods-arkaderæs. I stedet står man tilbage med en lun oplevelse med et stort, og desværre uforløst potentiale.