Artikel top billede

Motorola Moto G6 Plus byder på et godt kamera, fin software og rimelige ydelse til under to tusinde kroner (Foto: Niels de Boissezon)

Studieguide: Følg disse råd og få mest smartphone for pengene - disse fire smartphones er de bedste køb lige nu

En ny, velfungerende smartphone behøver ikke at koste alverden. Sådan får du masser af mobil til få penge.

Med et nyt studieår presser behovet for bolig, transport, nye bøger den i forvejen stramme studiebudget. Dertil kommer behovet for ny elektronik, når billeder skal tages, noter skal gemmes, og apps skal bruges.

Desværre løber en high-end smartphone, som iPhone X, op over den forkerte side af 10.000 kroner. Heldigvis kan meget mindre gøre det, hvis du shopper snusfornuftigt. Det gør du ved at følge rådene nedenunder.

Andre, som skulle være på udkig efter en god, billig smartphone, må i øvrigt også godt læse med.

Læs også: Studieklar PC til små penge: Her er 11 tips til den perfekte, prisvenlige bærbar

1. Hvilket styresystem?

Valget er sådan set enkelt: Skal det være iPhone eller Android? I Danmark falder befolkningen i to lige store lejre: Nemlig dem, der har en iPhone, som kører iOS, og dem der har en Android-baseret mobil.

I takt med at begge styresystemer er blevet mere modne, er forskellene ikke længere så markante, som de var engang.

De to styresystemer synes at have lånt de gode features fra hinanden, hvilket giver stadigt mere tilfælles mellem de to.

Er du dog vant til det ene eller det andet system, skal du stadig regne med en uges tid til at omprogrammere hjernen lidt.

Har du købt mange applikationer inden for den ene eller den anden lejr, kan skiftet være ufordelagtig. Det er dumt og dyrt at købe en app, som man i forvejen ejer på en anden platform.

Se også: Ny lønstatistik: Disse danske it-uddannelser giver den bedste løn

2. Den rette skærmstørrelse

Skærmens størrelse styrer, hvor nemt du kan betjene mobilen med en hånd, eller hvor meget biografoplevelse du får, når du streamer din yndlingsserie på mobilen.

Omkring de fem tommer eller mindre er lommevenligt, mens 5,5 tommer og opefter plejer at kræve to hænder for så til gengæld at give albuerum til apps og spil.

Bemærk at der i det seneste års tid er kommet et hav af mobiltelefoner med ekstra aflange displays.

En mobil som Samsung Galaxy S8/S9 med 5,8 tommer 18,5:9 display er eksempelvis væsentlig smallere og nemmere at betjene end de klassiske 5,5 tommer telefoner i 16:9 format.

3. Hvor meget power?

Det er lidt af en jungle at orientere sig i markedet for mobilprocessorer, hvor visse dual-core processorer kan være hurtigere end octa-core processorer til trods for, at sidstnævnte har fire gange flere processorkerner ombord.

Som udgangspunkt er du bedst tjent med Apples A9 eller nyere, Qualcomms Snapdragon 630 eller højere samt Samsungs Exynos 7872 eller højere.

Mht. RAM skal der være mindst 2GB ombord på en iPhone, mens Android-mobiler fungerer bedst med 3GB eller mere.

Lagerpladsen skal du holde nøje øje med. Blandt de billigste telefoner finder du bare 8GB eller 16GB lagerplads, som knap nok levner plads til andet end styresystemet og en håndfuld apps.

Her er 32GB efterhånden et minimum, mens 64GB bliver mere komfortabelt.

Mange Android-telefoner kan samtidig udvides via et micro-SD kort, hvilket kan blive en kærkommen opgradering på den længere bane.

Læs også: Nokia og Motorola i økonomi-duel: Vi kårer den bedste budget-mobil fra de to selskaber

4. Kæmpeforskel på kameraet

Når en budgetmobil skal skæres, bliver de bedste kameramoduler ofte skåret fra, når der skal spares på komponenterne.

Samtidig sigter flere producenter på at levere på papiret imponerende kameraer fremfor at levere gode optiske egenskaber og gode resultater i mørke.

Du kan altså ikke regne med, at ntallet af megapixels garanterer et godt resultat. De enkelte test af telefonerne skal granskes.

Som tommelfingerregel er færre, men bedre pixels bedst – især hvis de er akkompagneret af en optisk stabilisering. Gå efter 1,25µm eller større.

Fire skarpe bud

Ud fra ovenstående råd anbefaler Computerworld at gå efter et af følgende bud på en prisvenlig smartphone.

De leverer alle sammen gode egenskaber til prisen med hvert deres sæt af fordele.

Xiaomi Mi A1 32GB – Set til 1.400 kroner

Kinesiske Xiaomi er ikke særlig kendt på disse kanter, men har igennem en årrække vundet store markedsandele i Asien med sine yderst prisstærke produkter.

Selskabets første telefon tiltænkt det europæiske marked er en stærk debutant, der leverer både storskærm, et godt dobbeltkamera med optisk zoom og fin ydelse til en skarp pris.

Telefonen kører endda Android One 8.1 Oreo, hvorfor den er garanteret opdateringer i nogen tid endnu. For halvanden hundrede kroner ekstra kan du få dobbelt op på lagerpladsen til 64GB.

Motorola Moto G6 Plus 64GB – Set til 1.900 kroner

Motorolas G-serie har i lang tid været garant for godt med valuta for pengene. Seneste topmodel i den serie, Plus modellen lever op til den arv ved at tilbyde gode funktioner, smart Android-software og lækkert design til under 2.000 kroner.

Når displayet samtidigt er stort og lækkert, og kameraet tager fine fotos med portrætfunktioner, får man meget for pengene.

iPhone SE 32GB – Set til 2.000 kroner

Det er dagens eneste bud på en iPhone til under 3.000 kroner, men selvom den ikke er helt ny længere, byder den stadigt på ganske unikke features.

Den største svaghed, dens diminutive størrelse, kan nemlig også være dens største styrke. Den er uhyre kompakt, men yder stadig godt og kameraet er stadigvæk konkurrencedygtigt med, hvad du finder i prislejet.

Batteriet er ikke stort, men det holder faktisk bedre, end det gør i den større iPhone 6 og 7 modeller.

Google Pixel 128GB – 2.400 kroner

Googles første smartphone under det nye Pixel-brand er ikke helt ny længere, men er i dag at få med allernyeste version af Android 9 Pie.

Mobilen med 128GB lager kostede tæt ved det tredobbelte ved salgsstart, men er nu kommet så langt ned i pris, at kameraet er stadigt et af de mest intelligente på markedet, processoren er fortsat hurtig og mobilen er en af de mest kompakte blandt Android-telefoner.

Læs også: Test af Huawei P20 og P20 Lite: De er nærmest identiske, men den ene er ikke pengene værd