Artikel top billede

Mange kameraer ombord. En lækket Nokia-prototype indikerer, at selskabet vil forsøge sig med en mindre sværm af kameraer.

Ugen i tech: Mærkelig Nokia-mobil med femdobbelt kamera, nye produkter fra Google og Microsoft, IKEA går i kødet på Tesla

Intet mindre end fem kameraer er ombord på nyhed fra Nokia. Microsoft og Google forbereder deres respektive efterårskollektioner, mens IKEA arbejder på en konkurrent til Teslas Powerwall.

Et nyt våbenkapløb kan nu være i gang blandt mobilproducenterne.

Bagkameraet, som på mange måder er et af de vigtigste elementer i en mobiltelefon, skal der ikke længere bare være en eller to af på en telefon. I stedet skal en mindre sværm af optikker pryde bagsiden af telefonerne.

I dag er det maksimale antal kameramoduler på en smartphone tre, som eksempelvis hos Huaweis P20 Pro. Her assisterer to sensorer hinanden til blandt andet fokuseffekter og lavtlysoptagelser, mens et tredje giver tre gange optisk zoom.

Den kommende Nokia topmobil, sandsynligvis Nokia 9 eller 10, vil satse på langt flere optikker. Ifølge lækkede billeder er fem kameramoduler i spil sammen med en blåstempling fra optikspecialisterne fra tyske Zeiss. Det skriver GizmoChina.

Hvordan de mange kameramoduler skal spille sammen, detaljeres ikke, men der lægges op til at sammensætte flere heterogene moduler sammen for at kunne opnå fordele indenfor opløsning, dynamik, farvedybde, optisk zoom og simuleret skarphedsdybde.

Teknikkerne kan her læne sig op til det som kameraselskabet Light har kreeret med dets 16-modul stærke L16 kamera.

Nyt fra Google og Microsoft

Efteråret er højsæson for produklanceringer, hvilket hverken Google eller Microsoft agter at misse i år. Begge selskaber har i denne uge sendt invitationer til deres respektive lanceringsevents, hvor ny hardware skal præsenteres.

Først ud af stablen bliver Microsoft, som 2. oktober klokken 22.00 dansk tid vil løfte sløret for efterårets produktnyheder.

Hvad der vil præsenteres vides kun på rygtebasis, hvor der peges i retning af opdateringer til Surface Laptop, Surface Studio, Surface Pro samt en Surface Book 3.

Hos Google er nyhederne også opdateringer af eksisterende produktserier, der lægges op til, når selskabet inviterer til event 9. oktober.

Her bliver det selskabets Pixel-telefoner der skal opdateres med en ny Pixel 3 samt en Pixel 3 XL i plusformat.

Se også: Næste udgave af Windows 10 tager form: Microsoft giver den et navn og en udgivelsesmåned

Ikeas bud på et kæmpebatteri til hjemmet

Svenske Ikea har i denne uge indgået et partnerskab med britiske Solarcentury som leverandør til hjemmeløsninger der minder om Teslas Powerwall. Et batterisystem til hjemmet, som oplades via hjemmets solpaneler.

Ifølge Ikea bliver løsningen ikke bare bedre for miljøet, men den vil også blive gavnlig for brugernes pengepung.

Her loves besparelser på op til 50 procent på elregningen i forhold til et almindeligt el-forbrug, svarende til omkring 350 britiske pund per år, svarende til små tre tusinde kroner.

Investeringen vil løbe op i omkring tre eller fire tusinde pund, hvorfor der vil omtrent et årti, før investeringen er tjent hjem igen, noterer Business Insider.

Løsningen fungerer også som enkeltstående batteri til at virke i samspil med eksisterende energiløsninger.

I første omgang bliver Ikea-løsningen kun tilbudt i det britiske marked som en forsøgsordning.

Læs også: Udsigt til prisfald på streaminghøjttalere?: Ikea og Sonos i globalt samarbejde om at ‘demokratisere’ lyd i hjemmet