Artikel top billede

Energistyrelsen afblæser pludselig stor dansk frekvensauktion i allersidste øjeblik: Men vil ikke fortælle hvorfor

Energistyrelsen udskyder pludseligt den store auktion til kommende mobilfrekvenser - men vil intet sige om hvorfor. "Jeg kan ikke engang fortælle dig, hvorfor jeg ikke kan fortælle det," lyder det fra styrelsen til Computerworld.

I allersidste øjeblik har Energistyrelsen besluttet at sparke de store auktioner over de kommende mobilfrekvenser til hjørne.

Auktionerne om adgang til frekvensbåndene på 700 MHz, 900 MHz og 2.300 MHz var planlagt til at åbne i morgen 25. september.

Men det kommer ikke til at ske alligevel.

“Energistyrelsen har besluttet at udskyde den planlagte auktion for de tre frekvensbånd 700 MHz, 900 MHz og 2.300 MHz indtil videre,” lyder det i en kortfattet meddelelse fra Energistyrelsen.

Styrelsen vil ikke fortælle om grunden til denne pludselige udskydelse af den store auktion.

“Udskydelsen skyldes uforudsete forhold, som Energistyrelsen ikke kan kommentere yderligere på nuværende tidspunkt,” lyder det fra styrelsen.

Energistyrelsen vil heller ikke fortælle Computerworld noget om grunden til hemmelighedskræmmeriet.

"Jeg kan ikke sige noget. Det er jeg ked af. Men jeg kan desværre ikke fortælle, hvorfor vi udskyder auktionen," siger styrelsens pressechef, Ture Falbe-Hansen, i telefonen til Computerworld.

Hvorfor vil du ikke fortælle, hvorfor I udskyder auktionen?

"Jamen altså, jeg kan ikke engang fortælle dig, hvorfor jeg ikke kan fortælle det. Jeg kan bare sige, at vi ikke har yderligere kommentarer i øjeblikket," siger pressechefen.

På Twitter undrer Jakob Willer, direktør i brancheorganisationen Telekommunikationsindustrien, sig en del.

"Det var da noget af en nyhed. Mvh en, der ligner et meget stort ?," skriver han.

Alle tre godkendt

Alle de tre mobilselskaber med eget net blev fornylig godkendt til at kunne deltage i auktionen, nemlig 3-ejer Hi3G, TDC samt Telenor/Telia-samarbejdet TT-Netværket.

Især 700Mhz-frekvensbåndet er interessant, da det ifølge Energistyrelsen er særligt anvendeligt til bredbåndsdækning i tyndt befolkede områder - og samtidig skal anvendes til de kommende 5G-løsninger.

"Der er ikke andre ledige frekvenser med de samme tekniske egenskaber, som kan forbedre dækningen i disse områder," har Energistyrelsen tidligere meddelt.

Center for Tele under Energistyrelsen oplyste i foråret til Computerworld, at det er forventningen, at kommende 5G-tjenester vil bliver introduceret på et af disse bånd.

“Det er forventningen på baggrund af internationale drøftelser, at 700 MHz- 3,5 GHz- og 26 GHz-frekvensbåndene vil være de frekvensbånd, hvor de nye 5G-tjenester introduceres, idet det på EU-Niveau og på globalt niveau i ITU er besluttet, at frekvenserne skal bruges til samme formål,” meddelte centeret til os i foråret.

Det kan du læse mere om her: Kæmpe forventninger til 5G i Danmark: Her er planerne for auktionen over 5G-licenserne

Energistyrelsens fremlagde i december i fjor en frekvensstrategi, hvor man også kan læse mere om planerne med 700 MHz-frekvensbåndet. Se strategien her.

Læs også: Her er de gyldne forretningsmuligheder med 5G: Det er nu, du skal investere dine penge