Artikel top billede

Energistyrelsen bliver bombarderet med henvendelser men forbliver tavs efter afblæsning af kæmpe dansk frekvensauktion

"Vi har fået så mange henvendelser," lyder det fra Energistyrelsen, der mandag udsatte den store frekvensauktion på ubestemt tid. Selvom styrelsen bombarderes med henvendelser, er der stadig ikke nogen melding om, hvornår auktionen skal gennemføres, eller hvorfor den blev udskudt.

Energistyrelsen ønsker fortsat ikke at bidrage med yderligere oplysninger, efter styrelsen mandag udsatte auktionerne for de kommende mobilfrekvenser på ubestemt tid.

Det skete dagen før, at auktionerne om adgangen til frekvensbåndene på 700 MHz, 900 MHz og 2.300 MHz skulle åbne.

Energistyrelsen ønsker stadig ikke at uddybe, hvorfor auktionen er udsat eller, hvornår den er udsat til.

Energistyrelsen slår fast, at styrelsen vil komme med en udmelding på et senere tidspunkt.

Udsigterne til den udmelding vil Energistyrelsen dog ikke oplyse.

"Jeg har ikke noget nyt," lyder det fra Ture Falbe-Hansen, pressechef i Energistyrelsen, til Computerworld.

Hvornår bliver årsagen til udsættelsen meldt ud?

"Vi har fået så mange henvendelser, så når vi kan sige noget om, hvad der skal ske i forhold til udbuddet, så vil det være naturligt, at vi melder noget ud. Jeg har ikke selv fået nogen melding på, om vi taler uger eller dage."

Læs også: Energistyrelsen afblæser pludselig stor dansk frekvensauktion i allersidste øjeblik: Men vil ikke fortælle hvorfor

Socialdemokratiet efterspørger svar fra ministeren

Nogenlunde samme ordlyd kom fra Energistyrelsen, da styrelsen mandag oplyste, at udbuddet var udsat.

"Energistyrelsen har besluttet at udskyde den planlagte auktion for de tre frekvensbånd 700 MHz, 900 MHz og 2.300 MHz indtil videre,” lød det på daværende tidspunkt i meddelelsen fra Energistyrelsen, der fortsatte:

"Udskydelsen skyldes uforudsete forhold, som Energistyrelsen ikke kan kommentere yderligere på nuværende tidspunkt."

Sagen er også blevet bemærket på Christiansborg, hvor Socialdemokratiets teleordfører Karin Gaardsted har efterlyst en forklaring fra energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V).

Ministeren dukkede dog ikke op til tirsdagens møde i teleforligskredsen.

I stedet har Karin Gaardsted nu skrevet til Lars Christian Lilleholt.

Her har hun efterspurgt muligheden for, at foligskredsen kan få en fortrolig forklaring af ministeren.

Tre mobilselskaber godkendt til auktion

Når frekvensauktionen på et tidspunkt skal afvikles, kommer kampen om at vinde frekvenserne til at stå mellem 3-ejer Hi3G, TDC samt Telenor/Telia-samarbejdet TT-Netværket.

Fælles for de tre bejlere er, at alle tre selskaber råder over eget mobilnet.

Man må gå udfra, at de mobilselskaberne særligt vil vise interesse for 700Mhz-frekvensbåndet, da det ifølge Energistyrelsen er særligt anvendeligt til bredbåndsdækning i tyndt befolkede områder - og samtidig skal anvendes til de kommende 5G-løsninger.