Artikel top billede

Dødsfald: Tidligere CEO for IDG/Computerworld, Preben Engell, er død

Nekrolog: Den mangeårige CEO for og grundlægger af Computerworld/IDG Danmark, Preben Engell, er død. Tidligere chefredaktør Jens Michael Damm skriver nekrolog.

IDG Danmarks tidligere administrerende direktør, Preben Engell, er død lørdag 29. september i en alder af 78 år.

Meddelelsen om Prebens alt for tidlige død kommer som et chok for de mange, der har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med Preben.

For kedeligt var det ikke, og lige nu mindes vi alle timerne, dagene og de rejser vi sammen havde med en virkelig ener i dansk presse.

Preben forstod bedre end nogen anden at give os den frihed, der fik os til at yde vores allerbedste uden skelen til arbejdstid.

Han formåede at skabe en fantastisk pionerånd, der gjorde, at vi – alle m/k’er - knoklede fra tidlig morgen og til sen aftenen. Ja, Computerworld var vores. Og vi var stolte af vores arbejdsplads.

CW begyndte som et 14-dages blad, blev til ugeblad og dagblad på 1980’ernes store edb-messer.

Påskønnede altid indsatsen

Vi knopskød med både CAD/CAM World og Tech World. Lidt af samme udvikling gennemgik IDGs magasiner med PC World i front.

Preben forstod at påskønne vores indsats. Lige fra de årlige lønforhøjelser til en god flaske rødvin, når vi havde produceret en avis på 104 sider for straks efter at gå i krig med næste uges 72 sider.

Blev det sent, kunne vi naturligvis – på firmaets regning - gå over på det nærliggende pizzeria.

Havde vi personlige udfordringer, kunne vi altid gå til Preben og få hjælp eller et godt råd. Han interesserede sig ikke blot for medarbejderne, men også for vores familier.

Som for enhver administrerende direktør var det naturligvis økonomien, der var i centrum, men Preben forstod værdien og nødvendigheden af at have vandtætte skotter mellem de kommercielle afdelinger og redaktionen.

De ofte meget kritiske artikler ramte helt naturligt tryksværte - også selvom det betød, at annoncører i kortere eller længere tid lagde CW på is.

Preben var vidende, utraditionel og ofte uforudseelig, men altid velforberedt.

Det gav han gang på gang prøver på, når han deltog i IDG koncernens managementmøder rundt om i verden. De internationale kolleger satte pris på Preben, og det førte til livslange venskaber med både ejer og topmanagement.

Populær samtalepartner

I Danmark satte Preben også sit aftryk på it-branchen.

Han vidste, hvad der rørte sig og var en populær samtalepartner. Han tog blandt andet initiativ til et samarbejde med Dansk Dataforening og med brancheforeningen og indstiftede IDG's IT-pris.

Med Prebens død er vi mange, der har mistet en rigtig ven.

Personligt har jeg fældet en tåre, for nu kan jeg ikke længere glæde mig til Prebens årlige besøg i forbindelse med Ringriderfesten i Sønderborg. Et arrangement som han gik op i med liv og sjæl, og med klar røst sang med på alle herrefrokostens sange, hvor hans favorit var Gigolo, som vi naturligvis også sang, da han fyldte 70.

I en stund som denne går vores tanker specielt til sønnen Claus og hustruen Birte. De har, som vi, mistet et helt usædvanligt menneske, om hvem det er naturligt at anvende alle ordbogens superlativer.

Det største træ i skoven er væltet.

Preben Engell bisættes lørdag 6. oktober kl. 10.30 fra Helligåndskirken i København.

Jens Michael Damm var chefredaktør på Computerworld 1983-1991 og er i dag ejer af Damm Kommunikation, Sønderborg.