Artikel top billede

Gartner klar med frisk analyse: Lenovo er på toppen - Apple, Acer og Asus får tæsk

Det globale pc-marked har ifølge analysevirksomheden Gartner udfordringer med væksten. Men tallene dækker også over klare vindere og tabere.

Det er ikke kun aktiemarkedet der har det hårdt for tiden. Også det globale pc-marked har udfordringer med væksten, som ifølge analysevirksomheden Gartner er på sølle 0,1 procent i tredje kvartal 2018.

Det svarer til 67,2 millioner enheder og tæller stationære pc'ere, bærbare og 2-i-1 modeller som Microsoft Surface. iPads og Chromebooks indgår ikke i statistikken.

Ifølge Gartner gemmer tallene dog på en række interessante bevægelser.

For mens antallet af enheder solgt i Europa, Afrika, Mellemøsten og Asien voksede, så gik salget tilbage i USA og Sydamerika. For Sydamerikas vedkommende var tilbagegangen på hele 8,5 procent, mens den i USA var på 0,4 procent.

Ifølge Gartner analytiker Mikako Kitagawa er den eksisterende pc-efterspørgsel primært drevet af organisationer og virksomheders skift til Windows 10, som ofte benyttes til også at opgradere hardwaren.

Mikako Kitagawa fremhæver dog også den Windows 10-drevne efterspørgsel i især Vesteuropa forventes at stilne af i den nære fremtid.

Lenovo på toppen – Apple, Acer og Asus får tæsk

Også blandt de enkelte producenter dækker tallene over nogle skift. Således er Lenovo fortsat verdens største leverandør af pc´ere med en markedsandel på 21,4 procent – forfulgt af HP, hvis vækst ikke helt kan matche Lenovos.

Gartner fremhæver dog især Dell, som i USA har oplevet uafbrudt vækst i 10 kvartaler og som resten af verden, undtagen Sydamerika, også ser ud til at levere en stabil vækst.

Der er dog stadig et stykke vej op til Lenovo og HP når det kommer til markedsandele, hvor HP står for hele 30,7 procent af det amerikanske pc-marked.

Værst ser det imidlertid ud for de tre A´er: Apple, Acer og Asus.

Ifølge Gartner vurdering faldt Apples salg således med 8,5 procent i tredje kvartal 2018, Acers med 5,7 procent og Asus´s med hele 15,9 procent.