Dommen over Apple Watch 4: Markedets bedste smartwatch - men priserne svinger mellem det høje og det urimelige

Apple Watch kan alt det et smartwatch skal kunne, og meget mere til. Det har dog to store svagheder.

Apples bud på et smartwatch, ganske enkelt kaldet ’Watch’, lever et relativt stille liv, og langt fra alle har derfor bemærket, at det har gået sig en stille sejrsgang i urindustrien.

Selvom uret ikke er at spotte på alles håndled, har Apple overhalet samtlige urproducenter derude i omsætning. Og det er til trods for, at Apple ikke har pillet synderligt ved udseendet siden debuten i 2015.

Vi er nu nået til femte inkarnation af uret, selv om det hedder Watch series 4, og et redesign var på sin plads.

Den får vi så i år.

Se også: Mød det helt nye Apple Watch Series 4: Får større skærm og banebrydende ny hjertemåler

Vokseværk om håndleddet
Siden det første Apple Watch så dagens lys, har udseendet ikke ændret sig.

Det har det dog i år, men det er ikke til at spotte, medmindre du er fortrolig med dimensionerne på Apples ure.

Skærmarealet har i år fået lov til at vokse med 30 procent, hvilket har gjort urkasserne et par millimeter større. Apple Watch er dog fortsat lige så kantet, som det altid har været.

De nye dimensioner vil givetvis både henrykke og skuffe.

Var du vild med 38mm versionens kompakte dimensioner, vil 40mm varianten virke en smule større – er du til de større størrelser byder 44mm versionen nu på masser af skærmareal at arbejde med.

Fælles for begge ure er, at de bliver enklere at betjene, for de større skærme gør det væsentligt nemmere at ramme knapper og ikoner i interfacet.

Det nye design betyder heldigvis ikke, at du skal ud og købe nye remme. 38mm remme passer med 40mm modellen, mens 42mm remme sidder som de skal på 44mm modellen.

I brug vil Watch Series 4 også opleves lidt anderledes, da kronen nu afgiver et fysisk feedback, der efterligner et mekanisk urs klikkende tandhjul på overbevisende vis.

Se også: En slags nekrolog: Den fikse, kompakte smartphone er endegyldigt død

Mange modeller i spil
Apple Watch Series 4 fås i intet mindre end 36 standardmodeller, dertil kommer fire særudgaver med Nike-sportsbranding og to Hermes-versioner. Ydermere kommer et utal af kombinationer af farver og remme.

De er dog skabt over en fælles skabelon.

Urene kommer i enten aluminiums eller stål finish, hvor skærmglasset på den sidstnævnte er af safirkrystal, som er særlig modstandsdygtigt overfor ridser. Dertil kommer tre farve-varianter: sølv, guld eller sort.

Til sidst skal der vælges mellem en model med eller uden LTE-forbindelse. Ståludgaverne fås dog udelukkende med 4G-antennen ombord.

Selve LTE-forbindelsen virker en tand overflødig set med danske briller, for kravet til eSIM-kort gør, at kun en operatør understøtter uret (teleselskabet 3).

Samtidig fungerer forbindelsen slet ikke i udlandet, hvorfor du alligevel skal have mobilen med dig for at udnytte uret under rejsen.

Fælles for alle modeller er, at de fortsat er nydeligt skruet sammen og vandtætte ned til 50 meter.

Tallet skal nu fortsat tages med et gran salt, for Apple fraråder alle former for SCUBA-dyk med uret. En svømmetur kan den til gengæld sagtens klare.

Bedre display, nye kræfter og irriterende batteri
Det større displays må siges at være en kærkommen opgradering. Særligt fordi jeg længe har haft en vis fidus til Apples mindre 38mm variant, men med den ulempe, at apps og knapper har været for små til, at de kunne rammes præcist.

Det kan man nu med den større model.

Samtidig er skærmen mere lysstærk end nogensinde, hvilket gør det til en fornøjelse at bruge uret både inde som ude.

Særligt fordi den automatiske op- og nedjustering af lysstyrken er en disciplin som Apple mestrer.

Samtidig har Apple Watch fået sig en mærkbar opgradering i maskinrummet. Her tikker en S4-processor – den første 64-bit processor nogensinde i et smartwatch.

Apple lover selv, at den er op til dobbelt så hurtigt som forgængeren. Det er jeg tilbøjelig til at give dem ret i, for alt starter lynhurtigt op her.

Den nye processor ændrer dog ikke ved, at driftstiden er for kort. Det rækker til en, måske to, dage hvilket tvinger en som bruger til nærmest konstant at have opladerkablet med.

Og det skal i øvrigt være Apples udleverede, for Apple Watch insisterer på ikke at være kompatibel med udbredte trådlsøe opladningsstandarder.

Heldigvis foregår opladningen ikke længere med sneglefart.

Software, masser af software
Vi er nu oppe i femte version af styresystemet til Watch og selvom det teknisk set er et af de nyeste styresystemer til smartwatches, er det hurtigt blevet et af de mest avancerede.

Uret er fortsat oplag til at fungere som notifikationsforlænger, hvor mobilens notifikationer lynhurtigt kan ses og reageres på.

Watch OS’ tendens til at være overlæsset med features lever dog fortsat videre her.

Det er som om, at Apple ikke har indset, at en enhed, som er så kompakt, ikke kan - og bør - fungere som en digital schweizer-kniv. Det har man mobilen til.

Der er derfor stadig en del features, som ikke huer mig i Apples WatchOS.

En app som fotos virker fortsat åndet – selvom skærmen er blevet større, er der ingen normale mennesker, der vil se billeder på deres ur.

Nye features som ’Walkie-Talkie’ er ligesom meditationsfunktionerne mere kuriøse end egentlig brugbare. Har man behov for at ringe fra uret (hvem har i øvrigt det?) er LTE-versionen en mulighed - men der kommer med sit eget sæt af begrænsninger, som beskrevet herunder:

Nu kan du omsider få det ’rigtige’ Apple Watch 3 – så meget betyder mobilforbindelsen for et smart-ur

Havde man i det mindste kunnet fjerne appsene fra oversigten, ville det være til at overse, men den mulighed foreligger stadig ikke.

Jeg er også stadig ked af, at udvalget af urskiver ikke er større, eller i det mindste at det kan brugertilpasses yderligere. Har man fundet et look, man kan lide, er tilpasningsmulighederne relativt få.

Apples nyeste udvalg inden for urskiver er heller ikke særlig opløftende.

Enten bydes der på en masse effekter, som man hurtigt bliver træt af eller også overlæsses interfacet med farver og informationer.

Less is more, Apple.

Fokus på motion
De mest interessante software-nyheder finder man på motionsfronten, hvor du nu kan duellere med din venner på træningsudfordringer, få uret til at fungere som træningscoach og monitorere din træningspas.

Watch går endda automatisk i gang med at registrere, når du træner.

Funktionen er dog ikke altid lige pålidelig. Min 4,5 kilometers løbetur på løbebåndet blev registreret som 5,5 kilometer. Flatterende, men altså ikke særligt nøjagtigt.

Det fungerer heldigvis bedre, når du er udendørs, hvor urets GPS-chip rent faktisk kan måle, hvor langt der løbes, svømmes eller cykles.

Her kan træningspasset endda krydres med live-opdateringer om ikke bare distance og tilbagelagt distance, men også med split-tider, intervaler og pace-udfordringer.

Den nye pulsmåler ombord synes omsider at være nøjagtig nok til, at den kan benytte til decideret pulstræning. For mit vedkommende er det her, at den håndledsmonterede pulsmåler fungerer til formålet.

En hjertesag
Under uret vil Watch-kendere spotte, at pulsmåleren ser anderledes ud end nogen anden pulsmåler på et smartwatch.

Ud over at fungere som pulsmåler, bijobber sensoren her også som hjertekardiogram-maskine, hvor den måler dit hjertes EKG.

Selve funktionen er godkendt til medicinalbrug af den amerikanske myndighed på området. Her er i klasse 2 ud af 3, hvor øverste trin er forbeholdt kritisk medicinaludstyr som pacemakere.

Med denne ombord er Apple Watch i stand til at registrere unormale hjertefrekvenser og give brugeren en advarsel, hvis uret kan genskabe målingen fire gange.

Funktionen er dog ikke udrullet endnu i hjemlandet USA, og der vil sandsynligvis gå flere år, før den kommer til vores breddegrader.

Skulle du desuden være ude for et uheldigt fald, hvor man ikke lige rejser sig op igen, kan uret opsættes til at tage kontakt til din nærmeste eller alarmcentralen.

Det bedste smartwatch er blevet bedre
Apple Watch 4 er det bedste smartwatch, du kan få i dag. Men det er stadig ikke nok til at udløse en uforbeholden anbefaling.

Hardwaren er i særklasse. Konstruktionen er upåklagelig, displayet er stort og spillevende, ydelsen er i top, og der bydes samtidig på masser af dedikerede apps samt unikke motions- og helbreds-features.

Jeg er dog stadig ikke helt overbevist.

Den korte driftstid dikterer, at du skal huske at have endnu en oplader med dig, når du rejser, softwaren er unødigt indviklet, og prisen svinger mellem det høje og det urimelige alt efter hvilken version, du vælger.

Der er altså stadig god plads til forbedring.



Ytringer på debatten er afsenders eget ansvar - læs debatreglerne
Indlæser debat...

Premium
Midt i spionage-rygter og mediestorm: Computerworld besøger Huawei i Kina - tag med på besøg hos det måske mest omstridte tech-firma lige nu
Reportage, Shenzhen: “Exacting, rigorous, tests drive learning, all for real battles.” Computerworld er taget på besøg i det gigantiske hovedkvarter for verdens måske mest omtalte tech-selskab lige nu
Computerworld
Nvidias nyeste GTX 1660 kort beviser, at det igen er blevet interessant at købe grafikkort
Nvidia giver gamere i mainstream-segmentet et stærkt kort til en rimelig pris.
CIO
Tech fra Toppen: Det har CIO Mads Madsbjerg Hansen fra FLSmidth lært af flere års global it-konsolidering
Tech fra Toppen: Flere års arbejde har betydet en reduktion i antallet af it-systemer hos FLSmidth. Men processen har ikke været uden overraskelser. Hør hvad CIO Mads Madsbjerg Hansen har lært af den omfattende og globale proces.
Job & Karriere
Efter blodrødt regnskab: Nu fyrer Atea 20 medarbejdere i Danmark
Atea fyrer nu 20 medarbejdere. Det sker som en direkte konsekvens af, at den danske forretning er under pres, oplyser selskabets direktør.
White paper
Lav din egen robot på få minutter med Fable
Tilbage i 2011 startede Shape Robotics udviklingen af Fable, et robotsystem bygget enkelt op på moduler. Det gør at studerende kan bygge deres egen robot på få minutter ved brug af interaktive blokke eller Python API. I denne video fortæller Moises Pacheco, CTO i Shape Robotics om processen med at skabe en intuitiv app sammen med Ciklum, og et partnerskab med Microsoft.