Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Eksperter forudser faldende iPhone-salg / Mærsk i fuld gang med digitaliseringen: Næsten alt salg sker nu på nettet / Mobilepay får ny topchef / Uber taber én milliard dollar på tre måneder / Coolshop klar med ny betalingsløsning

Eksperter forudser faldende iPhone-salg. Mærsk i fuld gang med digitaliseringen: Næsten alt salg sker nu på nettet. Mobilepay får ny topchef. Uber taber én milliard dollar på tre måneder og danske Coolshop er nu klar klar med ny betalingsløsning.

Godmorgen. Her kommer torsdagens morgen-briefing fra Computerworld.

Vi starter i USA hos verdens mest værdifulde selskab, Apple.

Det er blot få måneder siden, at Apple rundende en markant børs-milepæl, da selskabet som det første i verden ramte en markedsværdi på én billion dollar.

Nu er selskabet dog allerede tilbage bag milepælen, og har i skrivende stund en markedsværdi på 886,4 milliarder dollar.

Det sker efter, at aktiemarkederne er begyndt at tvivle på Apples evne til at fastholde den tårnhøje iPhone-indtjening:

Aktie-eksperter forudser faldende iPhone-salg

Den schweiziske storbank UBS har nedjusteret sine kursmål for Apple-aktien fra 240 dollar til 225 dollar.

Det skyldes ifølge den amerikanske tv-station CNBC, at banken forventer at en stigende dollarkurs kan få negativ indflydelse på Apples salg udenfor USA.

Ifølge tv-stationen har investeringsvirksomheden Guggenheim Partners ligeledes nedjusteret sine købsanbefalinger af aktien fra ”køb” til ”neutral”.

Det skyldes, at Guggenheim Partners forudser, at Apple til næste år vil sælge fem procent færre iPhones. Et fald der er så stort, at selv en stigende gennemsnitlig salgspris for iPhonen ikke vil kunne kompensere for det, vurderer banken

Apples aktiekurs er gennem de seneste dage raslet ned fra kurs 204 i mandags til kurs 186,80 onsdag aften.

Faldet startede, da en af Apples leverandører Lumentum Holdings i mandags nedjusterede sine forventninger til den fremtidige indtjening. En nedjustering der blev begrundet med færre ordre fra en stor kunde, der ifølge iagttagere kun kan være Apple.

Mærsk har fuld damp på den digitale omstilling: Næsten alt salg sker på nettet

Næsten alle kunderelationer i Mærsks såkaldte ocean-forretning er nu blevet digitaliseret.

Det fortæller Mærsks topchef Søren Skou til Børsen.

"Mere end 90 procent af vores kunder får nu deres priser ved at gå online, og næsten 100 procent laver deres booking og papirarbejde online. Det vil sige, at kunderne er blevet selvbetjenende," siger Søren Skou til Børsen.

Mærsk afviser overfor Børsen, at den øgede digitalisering vil føre til nedskæringer i kundeserviceafdelingen.

Mobilepay får ny dansk topchef

Torben Gamst er blevet udnævnt som ny topchef for MobilePay Danmark. Det skriver Finanswatch.

Den nye direktør kommer fra en stilling som chef for rådgivning og forretningssupport i Danske Bank.

Hidtil var det Mark Wraa-Hansen der indtog rollen som topchef i Mobilepay Danmark. Det skete samtidig med at han også var administrerende direktør for MobilePay A/S. Men nu afgiver han altså rollen som chef for det danske datterselskab, men forbliver administrerende direktør for MobilePay A/S.

Uber styrtbløder stadig: Tabte en milliard dollar i seneste kvartal

I det seneste kvartal tabte Uber 1,07 milliarder dollar. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Tabet i det seneste kvartal er 20 procent højere end forrige kvartal, men dog 27 procent mindre end i samme kvartal sidste år.

Samtidig viser kvartalsregnskabet også, at væksten i antallet af bestillinger begynder at flade ud for Uber.

I det seneste kvartal steg antallet af bestillinger med seks procent, hvilket betyder, at Uber nu i tre kvartaler i træk blot har haft én-cifrede væksttal. Det står i kontrast til sidste år, hvor Uber i hvert kvartal kunne fremvise tocifrede væksttal.

Som Computeworld tidligere har beskrevet, så tyder meget på, at Uber planlægger en børsnotering i løbet af 2019.

Coolshop lancerer ny betalingsløsning

Den danske webshop Coolshop lancerer nu sine egen betalings-gateway, Coolpay, for webshops.

Coolpay understøtter betalinger med alt fra Dankort og Visa til Apple, Pay Mobile Pay og Paypal.

Den nye betalingsløsninger tilbyder tre forskellige abonnements-modeller.

Coolpay startup er et abonnement, der henvender sig til virksomheder med mindre end 300 transaktioner om året, Coolpay pro henvender sig til virksomheder med mere end 3000 transaktioner og Coolpay Enterprise henvender sig til virksomheder med mere end 120.000 transaktioner

Jacob Risgaard der er stifter af Coolshop hævder i et indlæg på LinkedIn, at det er ”Danmarks billigst betalingsløsning”.

Danske Zendesk indgår aftale med Amazon Web Services

Den dansk-amerikanske it-virksomhed Zendesk har indgået en aftale med Amazon Web Services, der skal understøtte infrastrukturen i Zendesks helt nye CRM-platform, Zendesk Sunshine. Det oplyser Zendeks i en pressemeddelelse.

”Ved at samarbejde med AWS kan Zendesk give virksomhederne mulighed for at integrere og forbinde data fra mange forskellige kilder for bedre at forstå deres kunder og personliggøre deres oplevelse med virksomheden,” siger Adrian McDermott, der er produkt-direktør hos Zendesk, ifølge en pressemeddelelse.

Zendesk beskriver selv den nye CRM-platform som en åben og fleksibel platform, der ifølge Zendesk adskiller sig fra traditionelle crm-platforme ved ikke at tvinge virksomheder ud i proprietære teknologier.

Tech-hovedstad indfører højtlønnet bæ-patrulje

Tech-metropolen San Francisco lægger fortove til nogle af verdens mest højtlønnede it-folk, men samtidig er byen kendt for sine notoriske beskidte og direkte ulækre fortove.

Derfor har byen ifølge indført en såkaldt poop-patrol. Det man på godt dansk vil oversætte til en bæ-patrule, der skal stå for rengøring - og ja… indsamling af afføring - fra byens fortove.

Det skriver Ekstra Bladet med henvisning til en tre måneder gammel artikel i San Francisco Cronicle.

Bystyret får ifølge den amerikanske avis i gennemsnit 65 daglige henvendelse fra borgere, der klager over afføring på fortovene.

Det kunne lyde som en utaknemmelig opgave, men medlemmerne af den nye bæpatrulje får en overraskende god betaling for arbejdet.

Ifølge San Francisco Chronicle får de ansatte i patruljen en grundløn på 71.000 dollar (469.000 kroner), mens lønnnen inklusive bonusser og diverse tillæg kan løbe op i 184.000 dollar (1,2 millioner kroner med den aktuelle løn).

Det betyder i så fald, at de ansatte i patruljen får en løn, der er nogenlunde sammenlignelig med lønnen hos medarbejderne hos de store tech-virksomheder.

Ifølge tech-mediet Recode lyder median-lønnen hos Facebook på 240.000 dollar, mens Alphabet og Twitter har en medianløn på henholdsvis 197.000 dollar og 162.000 dollar.