Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Globalconnect pønser på at udrulle fiber til private / Gigantisk havn bliver partner på Mærsk og IBM’s blockchain-platform / Danske eksperter: Virksomheder skal indføre dateetisk mærkningsordning / Martin Thorborg raser over ny boligskat

Globalconnect pønser på at levere fiber til private. Gigantisk havn bliver partner på Mærsk og IBM’s blockchain-platform. Danske eksperter: Virksomheder skal indføre dateetisk mærkningsordning. Martin Thorborg raser over ulogisk boligskat. Google klar med ny fakenews-politik før stort EU-valg og så har Danmark vundet EM i digitale lægeaftaler.

Godmorgen.

Her kommer ugens sidste morgenbriefing fra Computerworld.

Vi starter med en fiberrig nyhed fra den danske tele- og hostingbranche.

Her overvejer Globalconnect, der efter fusionen med Broadnet har den tidligere TDC Operations-chef Martin Lippert i spidsen, at gå ind på fibermarkedet for private:

Globalconnect pønser på at levere fiber til private

Danske Globalconnect, der i september fusionerede med den norske fibergigant Broadnet, pønser på at gå ind på fiber-markedet for private og dermed udfordre TDC. Det skriver Finans.

”Vi har endnu ikke afgjort, om vi vil gå ind på det danske privatmarked. Vi sidder stadig og analyserer markedet. Men jeg vil da sige, at det er oplagt. Det kan blive et godt supplement til vores hovedforretning, som fortsat vil være B2B-markedet,” siger Martin Lippert, administrerende direktør i norske Broadnet og kommende topchef i det nye selskab til Finans.

En udrulning af fiber til private husstande vil dog ifølge Finans kræve, at det ny-fusionerede selskab kan indgå en samarbejdsaftale med en dansk tv- og bredbånds-leverandør som eksempelvis Stofa, Boxer eller Waoo.

Gigantisk havn bliver partner på Mærsk og IBM’s blockchain-platform

Verdens næststørste havn, Marine and Port Authority of Singapore, melder sig nu som samarbejdspartner på Mærsk og IBM’s meget omtalte blockchain-platform, Tradelens. Det skriver Børsen.

Ifølge Claus Hemmingsen, viceadministrerende direktør i Mærsk, har det stor betydning for projektet, at en så stor international havn nu giver det sin velsignelse.

"Når vi laver digitalisering, er vi afhængige af, at myndighederne er villige til at gå ind og samarbejde med os for at optimere tingene. Singapore har en evne til at bruge landet som en forretning, hvor regeringen er aktivt involveret. Det betyder også, at når Singapores toldmyndigheder vil samarbejde, så er løsningerne nemmere at brede ud til resten af verden, fordi man kan se, at det rent faktisk virker," siger han til Børsen.

Mærsk og IBM’s blockchain-platform kommer til at fungere som en transaktionsliste, hvor aktører i verdenshandlen kan udveksle informationer med hinanden på en hurtig og effektiv måde.

Arbejdet med platformen startede i 2016, men detaljer om platformen blev først offentliggjort i starten af 2018.

Danske eksperter: Virksomheder skal indføre dateetisk mærkningsordning

Du kender ø-mærket og svanemærket, men hvis det står til regeringens dateetiske ekspertgruppe, skal der også indføres en dateetisk mærkningsordning.

Det fremgår af ekspertgruppens anbefalinger, der blev offentliggjort torsdag.

En mærkningsordning kan ifølge eksperterne hjælpe forbrugere med at genkende digitale produkter, som behandler deres data etisk forsvarligt.

Den dataetiske ekspertgruppe anbefaler ligeledes, at det offentlige skal gå foran og udelukkende købe digitale løsninger, der er udviklet dateetisk.

Læs alle ekspertgruppens ni anbefalinger her

Martin Thorborg raser over ulogisk boligskat

Den danske it-iværksætter Martin Thorborg er utilfreds med det nye danske boligskattesystem.

Det fortæller han i et interview med Berlingske.

Martin Thorborg, der i 2016 solgte it-virksomheden Dinero for et tre-cifret millionbeløb og efterfølgende købte fodboldstjernen Brian Laudrups tidligere hus på Strandvejen, understreger over for Berlingske, at han ikke lider nogen nød og man ikke skal have ondt ham.

I stedet ønsker han ifølge artiklen at påpege, at den nye danske boliggskat er ulogisk skruet sammen.

For næste år skal han betale 94.957,72 i grundskyld. Det er 10.000 kroner mere end året før, men det beløb kan Martin Thorborg ikke få lov at betale nu. I stedet tvinges han til at låne beløbet af kommunen og først betale det, når han på et tidspunkt sælger sit hus.

“Jeg har bekendte, som lever i sus og dus, fordi de på et tidspunkt har købt en lejlighed på Nørrebro til 500.000 kroner og solgt den for tre millioner kroner. De har i det tilfælde stukket 2,5 millioner kroner skattefrit ned i lommen uden at bidrage med en knappenål til det danske samfund. Når nu alting skal være så relativt retfærdigt, så synes jeg faktisk, at boligskat er et af de steder, der er fuldstændig bimlende skævt,” siger han i artiklen.

Google klar med ny fakenews-politik før stort EU-valg

Google er på vej med nye retningslinjer for valgannoncer i Europa. Det skriver det amerikanske erhvervsmedie Bloomberg.

De nye retningslinjer kommer op til EU-Parlamentsvalget i maj 2016, og er et forsøg på at dæmme op for eventuel fake news i forbindelse med valget.

Ifølge Bloomberg skal de nye retningslinjer skabe mere transparens, om hvem der indrykker annoncerne.

Reglerne kommer i kølvandet på flere sager om internettjenesters rolle i forbindelse med spredning af fake news og misinformation under valgkampe.

Eksempelvis viste det sig, at Rusland brugte sociale medier som Facebook og Twitter til at sprede misinformation under det amerikanske præsidentvalg i 2016.

Her i Danmark bliver parlamentsvalget afviklet søndag den 26. maj 2019.

Danmark vinder EM i digitale læge-aftaler

I 2016 bookede 49 procent af danskerne deres aftaler med sundhedsvæsenet digitalt.

Det er ifølge en ny opgørelse europæiske rekord, oplyser Sundhedsdatastyrelsen i en pressemeddelelse.

På andenplads kommer Finland med 35 procent og Spanien med 30 procent.

“Det er en fin placering, som alle statslige, regionale, kommunale og private parter i det danske sundhedsvæsen kan være glade for. Men vi vil ikke bare læne os tilbage og fejre det. Vi vil gøre det nemmere for danskerne at blive endnu bedre – både til at lave aftaler med sundhedsvæsenet og have overblik over dem, siger Lisbeth Nielsen, direktør for Sundhedsdatastyrelsen, i pressemeddelelsen.