Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Michael Seifert fylder 50: Bruger tiden på at spille AC/DC / Nyt Google-opkøb skærper cloud-krigen mod Amazon / Egmont klar til at investere i webshops / LG dropper ny trend: Ingen foldbare skærme

Michael Seiftert fylder 50: Bruger tiden på at spille AC/DC. Nyt Google-opkøb skærper cloudkrigen mod Amazon. Egmont klar til at investere i webshops. LG melder pas til ny trend – vælger 5G fremfor foldbare skærme. Det danske it-firma Conferize indgår investeringsaftale på 75 millioner kroner og så fordobler en svensk netbutik omsætningen i Danmark.

Godmorgen.

Her kommer dagens morgen-briefing fra Computerworld. Vi starter dagen med at ønske tillykke med fødselsdagen til den danske it-iværksætter Michael Seifert, som i dag fylder 50 år.

Michael Seiftert fylder 50: Bruger tiden på at spille AC/DC

Sitecore-stifteren Michael Seifert fylder i dag 50 år.

Den danske tech-iværksætter tjente i 2016 over 700 millioner kroner på at sælge Sitecore til den svenske kapitalfond EQT. Knap et år efter salget valgte han at trække sig som administrerende direktør for selskabet.

Ifølge erhvervsmediet Finans har han dog ikke kastet sig over nye it-projekter.

I stedet bruger han nu sine hverdage på at spille AC/DC og Led Zeppelin på sin guitar hjemme i huset i Charlottenlund, mens børnene er i skole.

”Jeg har søgt tilbage til mine rødder. Jeg har fundet tilbage til det, der var sjovt, da jeg var ung. Så jeg er begyndt at spille guitar igen. Jeg spiller en time hver dag, men rigtigt god bliver jeg nok aldrig,” siger han til Finans i et interview, der bliver bragt i anledning af hans fødselsdag.

Michael Seifert stiftede i 2001 Sitecore sammen med Thomas Albert, Lars Fløe Nielsen, Ole Thrane og Peter Christensen.

Nyt Google-opkøb skærper cloudkrigen mod Amazon

Google er på vej til at opkøbe datamigreringsplatformen Alooma. Det oplyser den amerikanske søgegigant på sin blog.

Opkøbet sker efter alt at dømme som led i den cloudkrig, som Google i disse år udkæmper med Amazon Web Services (AWS) og Microsoft.

Her sidder Google ifølge Reuters blot på 8,5 procent af det globale cloudmarked, mens Microsoft sidder på 16,8 procent og AWS sidder på 31,7 procent.

Handlen vil ikke i første omgang få nogen betydning for Aloomas eksisterende kunder, men i fremtiden vil selskabet ikke modtage nye kunder, som ønsker at migrere til Googles konkurrenter. Med andre ord vil nye Alooma-kunder udelukkende kunne bruge platformen til at migrere til Google Cloud Platform.

Egmont klar til at investere i webshops

Egmont Publishing forbereder sig på at foretage en række investeringer i e-handelsvirksomheder, og selskabet har særligt kig på nordiske virksomheder med en omsætning på mere end 75 millioner kroner. Det skriver Børsen.

”Vi ser en udvikling i alle de segmenter, vi er i, hvor de fysiske detailhandler har problemer. Overgangen til online er lidt forskellig fra segment til segment, men ganske nødvendig og omfattende. Og det betyder, at mange af de fysiske butikker vil lukke. Nogle vil nå at komme med på online- bølgen, mens andre ikke vil. Og for os giver det jo selvfølgelig yderligere muligheder," siger Torsten Bjerre Rasmussen, administrerende direktør i Egmont Publishing til Børsen.

Egmont har allerede foretaget flere investeringer i i e-handelsvirksomheder. Her i blandt i selskaberne Nicehair, Jollyroom og Outnorth.

LG melder pas til ny trend – vælger 5G fremfor foldbare skærme

Telefoner med foldbare skærme ser ud til at de blive en af de helt store trends de kommende år.

Men ifølge avisen The Korea Times vil den koreanske elektronikgigant ikke følge i fodsporene på rivalerne Samsung og Huawei, der begge ventes at introducere telefoner med foldbare skærme i år.

I stedet vil LG ifølge den koreanske avis fokusere på telefoner, der understøtter de nye 5G-netværk.

Det danske it-firma Conferize indgår investeringsaftale på 75 millioner kroner

Det børsnoterede danske it-firma Conferize, har indgået en investeringsaftale med fonden GEM, Global Emerging Markets. Det oplyser Conferize i en pressemeddelelse.

Aftalen betyder, at fonden forpligtiger sig til at tegne nye aktier for op til 75 millioner kroner.

"Vi er meget tilfredse med, at vi nu har sikret os finansiering i denne størrelsesorden. Aftalen med GEM betyder, at Conferize i bedste fald vil være fuldt finansieret indtil slutningen af 2021, hvor vi forventer et positivt cashflow," siger Martin Ferro-Thomsen, der er administrerende direktør i Conferize ifølge pressemeddelelsen.

Conferize der blev stiftet i 2012 har udviklet en platform, der bruges til at organisere events.

Svensk netbutik fordobler omsætningen i Danmark

Den svenske netbutik Jollyroom, der sælger legetøj på internettet, har næsten fordoblet sin omsætning på det danske marked. Det skriver Børsen.

Selskabets omsætningen steg således i 2018 fra 84 til 164 millioner, og selskabets direktør Ole Sauar oplyser til Børsen, at han ser stort potentiale TopToys konkurs, der har efterladt et hul i markedet.

Senere i dag på Computerworld

Følg i øvrigt med på Computerworld senere i dag, hvor vi blandt andet holder øje med Simcorps årsregnskab, der bliver præsenteret klokken 08.

I løbet af dagen vil du desuden kunne læse mere om et kontroversielt dansk it-sikkerheds-udbud.