Artikel top billede

(Foto: Computerworld.dk)

Ericsson skal overtage drift af TDC's netværk om allerede to uger: Huawei færdig som hovedleverandør et år før kontraktudløb

Med Ericsson vender TDC tilbage til en velkendt, skandinavisk leverandør af infrastruktur efter seks års omdiskuteret parløb med kinesiske Huawei.

TDC vender tilbage til sin velkendte leverandør, svenske Ericsson, efter seks år med kinesiske Huawei som leverandør af netværks-infrastruktur efter en periode med hektisk debat om den mulige risiko ved at anvende udstyr fra den kinesiske kæmpe-leverandør.

TDC meddelte nemlig mandag aften, at Ericsson bliver leverandør af TDC’s kommende infrastruktur til 5G i Danmark.

Det kan du læse mere om her: TDC dropper Huawei og vælger Ericsson til at drive 5G-netværk: 100 folk flyttes, pilottest parat til sommer og 4G opgraderes.

Ericsson var også TDC’s hovedleverandør af netværks-infrastruktur før TDC indgik aftale med Huawei om levering af 4G-udstyr i 2014 i en aftale til fire milliarder kroner.

Det kan du læse mere om her: TDC indgår milliardkontrakt med omstridt it-firma

Aftalen med Ericsson betyder også, at svenskerne fremover skal drifte, vedligeholde og udbygge TDC’s nuværende 4G-mobilnet, som Huawei altså har leveret.

Huaweis kontrakt løber egentlig til udgangen af marts næste år. Men ifølge pressemeddelelsen overtager Ericsson altså driften af netværket allerede 1. april, altså om to uger.

Her vil Ericsson overtage 'driften af TDC’s net inkl. driftscenter, installation (field service), kundeoplevelser (customer experience management), planlægning og optimering af nettet," meddeler TDC her.

Stort fokus på Huawei

TDC’s valg af Huawei kommer efter en lang periode med intensivt fokus på Huaweis rolle som netværksleverandør.

Selskabet er i flere år af ikke mindst USA blevet beskyldt for at være forlænget arm for den kinesiske regering, som amerikanerne mener har mulighed for at skaffe sig adgang til Huaweis netværk.

Samtidig er med sine 180.000 medarbejdere og en omsætning i omegnen af 100 milliarder dollar Kinas første (og største) globale udfordrer i tech-markedet.

Selv om der aldrig er blevet fundet endegyldigt bevis for spionagen, har beskyldningerne vakt bekymring og uro i mange kredse i ikke mindst Europa, ligesom USA i den seneste tid har lagt voldsomt pres på de europæiske lande for at fravælge Huawei.

Det kan du læse mere om her: USA truer Tyskland med at hemmeligholde oplysninger hvis landet ikke udelukker Huawei

Debatten har også været med til at påvirke TDC’s beslutning.

“Naturligvis er vi ikke blinde for politikeres og myndigheders bekymring i debatten om Huawei, for vi har altid haft en tæt dialog med myndighederne, da TDC driver kritisk, national infrastruktur,” siger TDC’s topchef, Allison Kirkby, således til Berlingske.

Hun siger også til avisen, at prisen har været ‘en nøglefaktor.’

Det betyder med andre ord, at Ericsson har budt en lavere kontraktpris end de øvrige bydere på opgaven.

“Ericsson har været meget opsat på at få TDC som skandinavisk partner,” siger hun til avisen.

TDC meddeler, at selskabet 'har arbejdet med Ericsson siden 1990’erne, og det nye strategiske partnerskab konsoliderer det tætte og engagerede samarbejde mellem TDC og Ericsson, der allerede leverer udstyr til de centrale dele af TDC’s mobilnet.'

Teleminister Lars Chr. Lilleholt meddeler her, at han 'er glad' for, at TDC nu har fundet en 5G-leverandør, så der 'kan komme gang i udrulningen af 5G i Danmark.'

Regeringen lancerede fornylig sin 5G-handlingsplan, som du kan læse mere om her: Regeringen klar med 5G-handlingsplan: Se den her

Læs også:

Huawei-topchef vil have indført fælles standarder for it-sikkerhed og verifikation efter massiv kritik: "Det vil gøre verden til et bedre sted"

Justitsministeren vil stoppe udenlandske opkøb af bestemt kritisk infrastruktur: Uklart om Huaweis rolle hos TDC vil være omfattet

Huawei gør brug af ulovlig arbejdskraft men leverer udstyr til dansk politi og forsvar

Claus Hjort Frederiksen: Danmark kan ikke udelukke Huawei fra at levere 5G-netværk

USA advarer andre lande mod at bruge Huawei-produkter