Artikel top billede

Respawn har valgt at bruge skuespilleren Cameron Monaghan som hovedrollen i det nye eventyr, og trods at trailerne endnu ikke har vist meget af historien, kan man håbe på at skuespillerens store talent får lov til at skinne igennem.
Foto: Electronic Arts.

Flere store spiloplevelser på vej: Årets E3-messe havde noget for de fleste spilfans

Microsoft, Nintendo, Electronic Arts, Ubisoft, Bethesda og de fleste af spilbranchens andre mastodonter afslørede ved årets største spilmesse masser af nye stortitler.

Forventningerne til årets E3-messe var store, ligesom de altid er til årets største spilmesse. Godt nok havde Sony varslet at de ikke ville være til stede i år, og netop den mulighed benyttede Microsoft til at præsentere intet mindre end 60 forskellige spil til deres show.

Giganten snakkede dog forbavsende lidt om deres kommende streaming-service, og bekræftede også mest af alt hvad de fleste havde forventet om deres kommende konsol. Således er den baseret på AMD (Zen 2 og Navi) teknologi og vil gøre brug af en SSD – altså mere eller mindre de eksakt samme detaljer som Sony har bekræftet om deres kommende konsol. Udgivelsen skulle finde sted næste år til jul, men detaljerne kommer vi nok til at vente med at høre, indtil Sony også løfter lidt mere for sløret.

Nyhederne var mange og eksempelvist blev det bekræftet, at From Software (Dark Souls-serien) arbejder sammen med George R. R. Martin (Game of Thrones) på et nyt spilprojekt der har fået navnet Elden Ring.

Bethesda var også til stede med en masse nyt om det kommende Doom Eternal (udkommer den 22. november), der endnu engang så ud til at inkludere og udbygge alle de gode takter som gjorde Doom (2016) så specielt. Større nyhedsværdi var der dog i at Bethesda også viste det nye projekt fra Arkane Studio, som så lækkert ud og også rygtes at blive bygget omkring nogle af alle de gode ideer som gjorde Dishonored-serien så forfriskende.

Til trods for at de gjorde brug af den samme opsætning som de sidste par år, og som altså ikke inkluderer et fysisk show som del af messen, havde Nintendo også lækre nyheder med i posen. Super Smash Bros’ i forvejen enorme og diverse karaktergalleri bliver udvidet med selveste Banjo-Kazooie. Mest overraskende var det dog at en teaser-trailer bekræftede at arbejdet er begyndt på et en efterfølger til Zelda: Breath of the Wild, og det så mageløst ud.

Særligt tre spil løb dog alligevel med megen af opmærksomheden ved årets show, og en af dem var endda en overraskelse.

Star Wars Jedi: Fallen Order

Da det blev gjort officielt at Respawn Entertainment ville få lov til at prøve kræfter med Star Wars-universet i spilregi, ville begejstringen nærmest ingen ende tage. Med de roste Titanfall-spil på samvittigheden, som storsuccessen Apex Legends byggede forventningerne så hurtigt enorme.

Årets E3-messe var første gang vi fik tredjepersons-actionspillet at se, men trods alt medvinden og alle de gode historier, så det aldeles middelmådigt ud. En længere video fokuserede mest af alt på hæderligere actionsekvenser, men spilmagien var svær at få øje på.

Det var dog lige indtil større dele af pressen begyndte selv at få fingrene i den tidlige kode, samtidigt med at der blev lokket flere detaljer ud af udvikleren. Således lyder det færdige spil langt mere ambitiøst end det der blev vist, med et kampsystem der låner fra Dark Souls-serien og en tilgang hvor man selv bestemmer vejen gennem eventyret.

Watchdogs: Legion

Af den ene eller anden grund levede det første afsnit af Ubisoft massivt-hypede Watchdogs-serie ikke op til forventningerne, mens efterfølgeren der hævede kvaliteten massivt, aldrig rigtigt fangede publikummets opmærksomhed.

Alle de forhenværende problemer ser dog ud til at være fortid, for med Legion ser seriens mest originale, kreative og sjove afsnit ud til at være på vej. Sat i nær-fremtidens London hvor Brexit er blevet til en realitet, er ideen denne gang at man har mulighed for at rekruttere alle og enhver til den modstandsstyrke der kæmper for at tilbagekæmpe den frihed.

Voldsomt originalt lyder det måske ikke, men Ubisoft ser ud til at have fundet mange forskellige måder at udnytte de vidt forskellige personligheder og deres kompetencer, således at opgaverne vil kunne løses på flere forskellige måder.

Det bedste eksempel var da en bedstemor blev rekrutteret, som godt nok havde lidt vanskeligheder med gåtøjet, men som pensioneret agent stadig kunne huske hvordan en pistol skulle bruges.

Cyberpunk 2077

Polske CD Projekt Red havde allerede sidste år taget E3-messen med storm, da de fremviste den førte trailer fra deres kommende Cyberpunk 2077, og alligevel overgik de sig selv i år med et spil der så endnu mere imponerende ud end sidst.

En uhørt flot grafik er blot den skinnende overflade på et spil der efter alle beretninger, lyder til i endnu højere grad at integrere spillerens egne valg i oplevelsen, end det gjorde sig gældende med det allerede imponerede Witcher 3 – udviklerens sidste spil.

Charmeangrebet var dog komplet, da det blev afsløret at Keanu Reeves som Johnny Silverhand, vil fungere som spillerens guide gennem historien. Da skuespilleren med sin ubesværede charme og karisma senere trådte på scenen, forvandlede E3-messen sig ganske retfærdigt, til noget der mindede om en Justin Bieber koncert foran et særligt passioneret teenage-publikum.

Cyperpunk 2077 fik samtidigt bekræftet sin udgivelsesdato, og nedtællingen til den 16. april, 2020 er allerede begyndt.