Artikel top billede

Hvorfor data IKKE er det nye olie - men kan blive det

Klumme: Store virksomheder samler rigtig meget data sammen i deres forskellige siloer, men oftest formår de ikke at udbytte denne råvare. Her har du fem overordnede forhold, der skal være på plads for at en virksomhed kan få en god start på sin rejse mod at blive datadreven.

Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for skribentens synspunkter.

Siden 1990'erne og frem til et godt stykke ind i 2010’erne handlede det om at opbygge digitale platforme.

Man skulle have de bedste digitale platforme til at håndtere de forskellige dele af forretningen.

I dag generes så meget data fra disse platforme, at fokus i høj grad flyttes til at kunne håndtere denne data på en forsvarlig og sammenhængende måde samt få værdi ud af den.

Når man ser på olie som produkt, har man gennem store investeringer og forskning formået at opnå en situation, hvor 100 procent input af råolie i dag giver 107 produkt output af produkter så som benzin, diesel, jet brændstof og andre produkter.

Man får altså syv procent mere ud af produktet, end man putter ind.

Det er forbeholdt et mindre antal meget store selskaber at udbytte denne kapacitet grundet de store investeringer.

Kun 0,5 procent af data

Når man ser på data som produkt, så analyserer de store globale virksomheder stadig kun 0,5 procent af al den data, som de har til rådighed ifølge en IDC rapport.

Dette til trods for viden om at i hvert fald 33 procent af denne data bringer værdi til selskaberne.

Det er til dels et resultat af forventningen om krav til store investeringer i infrastruktur og komplicerede forløb i forbindelse med indsamling og samkøring af data – lidt på samme måde som den historiske viden omkring olie.

Situationen er dog den, at den konstante stigning i kapacitet i skyen, sammenholdt med nye og forbedrede værktøjer, vil sætte langt flere virksomheder i stand til at udnytte den data, som de har til rådighed, uden store indledende investeringer.

Man kan i høj grad benytte agile metoder til at afgrænse sit arbejde med at blive datadrevet og løbende udvide sin indsats med nye kilder og nye resultater til følge.

Udfordringen og det store potentiale

Store virksomheder samler rigtig meget data sammen i deres forskellige siloer, men oftest formår de ikke at udbytte denne råvare.

Det kan i mange henseender føre til eksempelvis vigende salg, dårlige kunderejser, problemer med at allokere ressourcer til det mest meningsfulde aktivitet, forfejlede produkt lanceringer, mindre nøjagtig forecasting og planlægning samt mindre præcis markedsføring.

I nogle tilfælde har virksomheder endda måtte se deres markeder erodere, på grund af manglende evne til at reagere på de forandringer som sker stadig hurtigere.

Hertil kommer så samfundsudfordringen ved at få store tech giganter skaber og udvikler infrastrukturen i monopol lignende positioner.

Derfor er det vigtigt med nye typer platforme og løsninger, som store mere traditionelle virksomheder kan bruge til at udnytte deres data mere systematisk for at ”leveling the playing field”, så de store giganter ikke ”takes it all”.

Vi har samlet fem overordnede forhold, der skal være på plads for at en virksomhed kan få en god start på sin rejse mod at blive datadreven.

Vi kommer efterfølgende ind på, hvorfor det er nemmere sagt end gjort, men også hvordan nye løsninger og tilgange giver lys for enden af tunnelen.

  1. Byg løsninger, som nemt forbinder til hinanden uden at være afhængige af hinanden.
  2. Gør data tilgængelig for alle i virksomheden som måtte ønske det - på en forsvarlig måde.
  3. Vær i stand til løbende at måle og rapportere på kvaliteten af data.
  4. Skab et sammenhængende overblik og ikke kun enkeltstående punkter.
  5. Vær drevet af målbare resultater.
Efterspørgslen er stor, men der er tung legacy og sti-afhængighed
I de fleste virksomheder er bevidstheden om værdien af data til stede, men oftest forankret hos enkelte personer med en speciel interesse i emnet.

De store strategiske beslutninger om at sætte data i spil er hæmmet af manglende indsigt hos ledelsen eller store investeringer fra fortiden og sunk cost, som forhindrer opstarten af nye projekter.

Stiafhængigheden har ført til komplicerede ETL-processer, som kun i begrænset omfang har sat data i spil i virksomheden, men som har krævet store ressourcer at få til at virke tilstrækkeligt.

Derudover har der tidligere været et behov for at afholde store dele af udgifterne til disse projekter som indledende anlægsudgifter, hvor indkøb af hardware og software skulle afholdes inden man kunne realisere nogen form for værdi.

I dag har man mulighed for at starte mindre pilotprojekter op i skyen, hvor man kun betaler for den begrænsede kapacitet man benytter og hurtigt kan skalere op eller ned efter behov.

Det skaber en helt ny form for fleksibilitet, hvor det er nemmere og hurtigere at teste en lang række ideer af og derved finde de use cases som virkelig skaber værdi i dagligdagen.

Man kan således bedre forsøge at imødekomme efterspørgslen og skabe en succes som kan benyttes til at få formuleret en egentlig datastrategi i ledelsen – i sidste ende er det ledelsen som skal købe ind på ideen om at gøre virksomheden data drevet.

Mod et nyt teknologisk paradigme

De værktøjer, som i dag skaber den bedste historie for udnyttelse af data, er dem, som kan sættes ind i et eksisterende miljø og nemt integrere til eksisterende investeringer – data hubs.

De bliver ikke opfattet som en konkurrent til det arbejde, der er lavet igennem årene, og de kan samtidig understøtte ønsket om en mere fleksibel adgang til data.

Mange vil nok sige, at det er en mellemting mellem et data warehouse og en data lake, og det er heller ikke helt forkert.

Ifølge Gartner vil virksomheder i 2020 få 30 procent mere værdi ud af deres data ved at have en sammenhængende strategi,som inkluderer både data lake, data hub og data warehouse. Det er komplementerende teknologier, som udfylder hver deres rolle i en data drevet organisation.

En data hub skal være i stand til at gøre data tilgængelig på en renset, normaliseret og beskyttet vis gennem streams, API’er og Graf.

Da data kan stamme fra mange forskellige kilder, herunder også den ustrukturerede data lake, er det vigtigt at data bliver sammenstillet på en måde, som understøtter høj fleksibilitet, men samtidig også gør data operationel i forhold til forespørgsler.

Her er grafen et oplagt valg, da den kan sammensætte data og relationer, uden at man skal kende til den underliggende struktur af data.

Samtidig belastes systemet kun af de data, som ønskes gennem forespørgslerne og vil således ikke kræve ressourcer ud over de præcise data som kræves.

Det kræver data-tilgængelighed at skabe en data-kultur

I sidste ende skaber man kun en data-drevet kultur, ved at give alle medarbejdere adgang til alle relevante data – hvis det tager måneder at få adgang til forskellige datapunkter, vil man automatisk hæmme lysten til at skabe de værdifulde indsigter som data kan tilbyde.

Dermed bliver de nødvendige feedback loops og iterationer mellem virksomhedens behov, use cases, eksperimenter og ideer ikke skabt og kulturen, knowhow og tankegangen ikke etableret ude i virksomhedens afdelinger.

Foruden tilgængelighed af data skal den enkelte virksomhed også være i stand til at forvalte data på en sikker og forsvarlig måde.

Man skal kunne dokumentere hvilke data man håndterer, hvor de oprinder fra og hvor de bliver benyttet. Særligt hvis man håndterer data, hvis anvendelse er reguleret af eksempelvis GDPR eller finansielle regulativer, er det vigtigt at man i sin strategi har indarbejdet værktøjer som understøtter dette.

Her er en data hub igen det oplagte sted, da den sammenstiller data fra relevante kilder og deler dem videre til analyseværktøjer eller data warehouses.

Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.

Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?

Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.