Det har aldrig stået Nintendo fjernt at sende deres mest populære helte på nye eventyr, uanset hvor forskellige genrerne har været, så længe det har været den japanske gigant eller en af dens tætte samarbejdspartnere der har stået som afsendere på det hele.
Med lanceringen af Switch (og i mindre grad dens forgængere WiiU) har Mario-giganten for alvor åbnet op over for moderne tendenser i spiludvikling, hvilket har betydet en større satsning på samarbejde og endda en villighed til at låne dens persongalleri ud hvor det giver mening.
Den måske bedste demonstration af denne nye tilgang er Cadence of Hyrule: Crypt of the NecroDancer featuring The Legend of Zelda – et navn der må siges at være lidt af en mundfuld, men i kortere forstand dækker over en splejsning af det klassiske Zelda-eventyr og et af de største indie-hits fra 2015.
Crypt of the Necrodancer var således et friskt bud på den populære rogue-genre da det oprindeligt udkom på PC. Alle genrens faste grundpiller som at der ikke var nogen billig genstart når man døde, at de forskellige bonus-genstande blev uddelt ganske tilfældigt, og at det var en ny-sammensat verden man gik i flæsket på hver gang man genstartede, var bevaret.
Necrodancer tilsatte dog også det hele en spandfuld humor, samt noget så originalt som en rytmesans der gjorde eventyret helt til sit eget. Alle disse spilelementer er bevaret i Nintendo-tolkningen, men har fået Zelda-universet og alle dets regler trukket ned over sig. Det lyder lidt underligt, men det fungerer heldigvis fortrinligt.
Historien er lige så fjollet som man kunne forvente, og da det er musik og rytme der er omdrejningspunktet for det hele, hedder skurken naturligvis Octavo, mens opgaven består i at indsamle nogle magiske instrumenter som kan sætte en stopper for ham.
Med et meget sølle sværd og en lille livsbeholdning sendes man afsted, og selvom spillet gør sit bedste for at forklare de originale spilleregler, er her i høj grad tale om et eventyr man hurtigere lærer at forstå ved ganske simpelt at kaste sig ud i det.
Det hele ligner næsten sig selv, hvis man før har givet sig i kast med et eventyr som Zelda: A Link to the Past, men alligevel er det rart at se at den nye udvikler er blevet givet frihed til selv at tilføje deres personlighed til det hele – alt ser en smule mere manisk og skævt ud end hvad man er vant til fra Nintendo selv.
Lighederne er dog nok til at man umiddelbart fristes til at tilgå det hele som sædvanligt, og på den måde får man hurtigt en hård lektie at lære.
Læs også: Anmeldelse: Nintendo Labo
Cadence of Hyrule er således opbygget med et slags turbaseret system, hvor hele den omkringliggende verden først rykker sig når man selv har gjort det samme. Det gælder i særdeleshed alle de mange monstre, som alt efter type har unikke bevægelsesmønstre som skal læres, for bedst muligt at kunne gøre det af med dem.
Hver bevægelse skal altså overvejes i forhold til resten af den verden man bevæger sig i, men udfordringen højnes ved at det samtidigt også skal gøres rytmisk. For neden i billedet er der nemlig placeret en slags digital metronom, der visuelt viser hvornår man bør foretage en bevægelse i forhold til soundtracket. Holder man rytmen, vil man både finde bedre udstyr og gøre større skade.
Det er et virkelig sjovt koncept, og samarbejdet med Nintendo samt de erfaringer udvikleren gjorde med det tidligere spil, har tydeligt gjort at de med Zelda-varianten har været i stand til at forfine det yderligere.
Eksempelvis oplever man derfor nu at musikken, og dermed rytmen, hurtigt skifter bane for bane. Yderligere udfordringer med rytmeboksen tilføjes ved at man ved at betræde forskellige kontakter, kan komme til at påvirke musikken hvilket naturligvis gør det sværere at holde rytmen.
Hvis det alt sammen bliver for komplekst og man bliver træt at høre den lyd der indikerer at man ikke holder rytmen, vil man med typisk fine Nintendo-manere blive spurgt om man ønsker at tilgå det hele uden rytme-elementet. Trods at det frarøver oplevelsen et af dens mest originale elementer, siger det noget om spillets styrke at det stadig på denne facon er virkelig sjovt.
Skulle man være født med danseskoene på og den indre trommemaskine på autopilot, er det også muligt at bevæge sig på eventyr med en ven, og det siger nærmest sig selv at det ikke gør udfordringen mindre at man således pludseligt er to der skal holde takten. Alligevel er det virkelig sjovt og fungerer overraskende godt.
Cadence of Hyrule er lidt af en overraskelse, for det er den slags sammenblanding der sagtens kunne være endt som en sløset grafisk opdatering til et allerede succesfuldt indie-eventyr.
I stedet har den oprindelige udvikler i samarbejde med Nintendo, formået at kanalisere mange af de bedste elementer fra de klassiske Zelda-eventyr ned i en helt ny form, der er virkelig velfungerende og djævelsk fængende når det hele først begynder at klikke.
Hyrule har sjældent været mere løjerligt og fornøjeligt.