Rammes den helt rigtigt, skal der nogle gange ikke mere end en enkelt udgivelse til for fuldstændigt at ændre en udviklers fremtid og profil, hvilket From Software i nyere tid er et af de bedste eksempler på.
Den japanske udvikler der førhen udgav et væld af forskellige action og rollespil, ramte noget helt særligt med Dark Souls-serien, der kombinerede dystre rollespilsverdner med et unikt kampsystem, helt egne spilleregler og en skyhøj sværhedsgrad. Succesen blev med tiden stor og siden har From Software videreudviklet genren med spil som Bloodborne og Sekiro: Shadows Die Twice.
Den slags succes har naturligvis også betydet at andre har forsøgt sig med deres fortolkning af genren, og det samme må siges at gøre sig gældende for Code Vein, der dog tager sig tiden til at tilsætte det hele nogle af dets egne ideer.
Udtrykket er som taget fra en japansk tegnefilm, og grafisk er både karaktergalleriet og verdenen man bevæger sig rundt i vækket til live via karikerede skikkelser fyldt til bristepunktet med dramatiske udtryk og teenage-smerte.
Den slags gøres endnu mere tydeligt gennem historien der omsvøber det hele, og trods at man konstant støder på snaksalige personligheder, er det som om ingen af dem rigtigt har noget at sige til trods for at de alle forsøger at male et billede af en verden hvor håb er en mangelvare og elendighed er billigt til salg.
Man skal med andre ord være en virkelig passioneret fan af lunkne anime-film for at få mest mulig ud af historien, for er man ikke det er det virkelig svært at finde bare en smule interesse i en historie der aldrig rigtigt synes at vide hvad det er den ønsker at fortælle.
Heldigvis står det bedre til andetsteds. Det basale kampsystem er således lånt fra From Software, hvilket betyder at det hele er opbygget omkring en blanding af tålmodighed, timing og udholdenhed, hvor angreb fra selv de mest gængse monstre kan betyde en hurtig genstart.
Code Vein frisker dog det hele op ved at introducere det såkaldte Blood Code-system. Disse optjenes løbende og giver alle adgang til nye karakter-klasser, med egne unikke evner og spillestil. Flere kan bruges på samme tid, og da man frit kan skifte mellem dem under kamp er det derfor muligt hele tiden at optimere sin figur i forhold til de fjender man står over for.
Endnu mere snedigt bliver det ved at man senere får mulighed for at kombinere de unikke evner fra flere forskellige Blood Codes, så man altså kan skræddersy sin egen opsætning af færdigheder. Fleksibiliteten i kampsystemet er en kærkommen fornyelse, der giver noget at kæmpe videre for selv når historien begynder at kede.
Nyt er også at man på alle tidspunkter har muligheden for at få sig en følgesvend – faktisk er det stærkt anbefalet. Derfor tager spillet sig af at give dig en slags bodyguard, som ikke kun er der som pynt, men som faktisk også gør en mærkbar forskel i de forskellige kampe.
Som det hele skrider frem, møder man flere og flere personligheder som kan rekrutteres som bodyguard, og da de hver besidder forskellige evner bør man overveje at sammenstykke sit lille hold ud fra hvilken rolle man selv ønsker at spille.
Desværre synes der ikke at være nogen af de mange personligheder som man rekruttere, der har husket at læse på lektierne, for intelligens-niveauet er aldeles svingende. Det betyder at man aldrig helt ved hvor man har dem, hvilket er særligt frustrerende under de mest udfordrende kampe hvor hjælpen ofte kan være afgørende.
Code Vein fortjener point for at forsøge sig med et par nye ideer, som særligt igennem kampsystemet gives det hele lidt personlighed. Desværre halter resten af pakken dog. Historien er lunken og fyldt med klicheer, mens det grafiske udtryk trods et par pæne detaljer fra tid til anden, virker til at være sammensat af et par lumre teenagere med et ganske uniformt og banalt syn på det kvindelig køn.
Her er ikke tale om en decideret ringe spiloplevelse, men i stedet blot en som man må spørge sig selv om virkelig at værd at smide penge efter, når der findes langt bedre alternativer.