Artikel top billede

Grafisk tager spillet sig absolut bedst ude når man deltager i natteløb, og har man maskineriet til at aktivere alle effekterne er detaljerne mange og flotte.
Foto: EA.

Anmeldelse: Need for Speed - Heat er gaderæs som det fungerede i starten af årtusindskiftet

Need for Speed serien kigger tilbage mod dens storhedstid for at finde vejen frem, men glemmer at holde øje med den nye konkurrent.

Stædigheden fejler øjensynligt intet hos Ghost Games og EA, for det er nu fjerde gang de i samarbejde sender et nye kapitel i Need for Speed-serien på markedet, trods at det endnu ikke er lykkedes dem at finde en succesfuld formel for hvordan det hele skal fungere.

Need for Speed-serien er en af de ældste hos EA, men selvom det hele egentligt startede helt tilbage i 1994, er det Need for Speed: Underground fra 2003 de fleste husker bedst. Her var der således dømt gaderæs, tuning af standardbiler, en skive fuld af nu-metal og nok neonlys til at kunne illuminere de fleste storbyer.

Havde man derfor taget et direkte spring fra Underground-serien til det nyeste kapitel, som denne gang har fået navnet Heat, kunne man forledes til at tro at serien tematisk havde stået fuldstændigt stille i de 16 år der er gået mellem de to spil.

Sådan forholder et sig naturligvis ikke i virkeligheden, men det er dog bemærkelsesværdigt at Ghost Games synes at have kastet håndklædet i ringen rent kreativt, og i stedet er vendt tilbage til hvordan det hele fungerede i seriens storhedstid.

Historien er som kan forvente og kunne sagtens have være en gang Fast and the Furious-fanfiction, da den nærmest i alle situationer gør sit bedste for at gøre den populære filmserie ”kunsten” efter. Her er problemer alle vegne, og uanset om det er venskaber der kommer i klemme, familiefejder der kommer til overfladen eller korrupte politibetjente der ønsker at gøre livet surt, løses alle problemerne ved at trykke speederen i bund, brænde gummi af og fyre op for stereoanlægget.

Heldigvis fungerer det hele bedre på vejene end det gør i historiesekvenserne. Her er dømt lettilgængeligt arkaderæs med nok dybde til at det kan betale sig at undersøge hvordan man bedst tuner det voksende udvalg af biler. Aktiv brug af håndbremsen er noget af det første man lærer, samtidigt med at der heller ikke går lang tid inden man finder ud af hvor drastisk en tank lattergas kan ændre et ræs.

Det fungerer alt sammen upåklageligt, selvom man bør væbne sig med en smule tålmodighed, da de første biler man får stillet til rådighed, hører til den kedelige slags. I takt med at garagen vokser og man får bedre styr på tuningsdelen, begynder det hele dog også at blive sjovere.

Her skal der også falde ros til udvikleren der til trods for at have satset på arkaderæs, stadig har inkluderet muligheden for at fintune et par af de finere detaljer omkring opsætningen af ens biler. Det er langt fra alle der vil gøre brug af det, men at systemet er fleksibelt nok til at håndtere det, er aldeles positivt.

Vejen frem er selvfølgelig ved at deltage i alle de ræs man kan komme i nærheden af, både mens dagslyset stadig gør det muligt at se, samt efter mørkets frembrud hvor det særligt er sjovt at stikke af fra den korrupte ordensmagt – faktisk byder begge scenarier på forskellige bonusser. Således tjener man i dagtimerne penge for at vinde ræs, mens man i nattens mulm og mørke i stedet indkasserer respekt fra konkurrerende kørere. Begge valutaer bruges til at åbne op for nye biler, udfordringer og opgraderinger.

Skiftet mellem dag og nat belyser dog en af spillets mere løjerlige udfordringer, for den grafiske repræsentering svinger kraftigt mellem de to tidsperioder. Frostbite-grafikmotoren som det hele er lavet med, kaster rundt med imponerede lyseffekter og masser af detaljer i natteløbene, mens det hele ser underligt kedeligt og udvasket ud i dagstimerne. Forskellen er så stor at det er svært ikke at bemærke, og derfor er det også ekstra underligt at udvikleren ikke har gjort mere for at udligne det hele.

Det største problem for Need for Speed Heat er dog ikke selvforskyldt, men består i stedet af en konkurrent at mastodontiske proportioner. I noget af den tid som Need for Speed-serien har brugt på at finde sig selv, har Playground Games nemlig gået fra styrke til styrke med deres Forza Horizon-serie og sammenligner man de to, er der kun få steder hvor Heat fortjener en anbefaling frem for Microsofts successerie.

Det betyder på ingen måde at Need for Speed Heat er et skidt spil, faktisk er det seriens mest underholdende kapitel i lang tid, men det betyder dog selvsagt at alle med hang til gaderæs, sjove udfordringer og speederen-i-bund-attitude bør overveje en ekstra gang hvor de bruger pengene.


Loading ikon