Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Nordeas mobilbank og netbank får klø af kunderne / 3 ser frem til at blive trediestørst / Netflix fik 8,7 millioner nye kunder i butikken i fjerde kvartal

Morgen-briefing: Nordeas mobilbank og netbank får klø af kunderne. 3 ser frem til at blive trediestørst. Netflix fik 8,7 millioner nye kunder i butikken i fjerde kvartal. Facebook masseansætter i London. Seneste kvartalsregnskab fra Logitech viser solid vækst. Sket i dag: Jumbojet i rutefart for første gang for 50 år siden.

Mornings. Så blev det onsdag, og her får du det hurtige it-nyhedsoverblik fra Computerworld serveret af Niels Veileborg.

Nordeas mobilbank og netbank får klø af kunderne

Nordeas mobilbank og netbank scorer dumpekarakter hos kunderne i forhold til de andre storbanker. Det viser en ny undersøgelse fra Voxmeter ifølge Børsen.

"Tallene viser, at Nordeas digitale platform har udfordringer i forhold til konkurrenterne. Det bemærkelsesværdige for Nordea er, at for fem år siden var de i en helt anden situation, hvor de virkelig havde en meget høj kundetilfredshed og havde rigtigt mange kunder, der syntes, at banken var attraktiv at skifte over til," siger Christian Stjer, administrerende direktør i Voxmeter til Børsen.

3 ser frem til at blive trediestørst

Teleselskabet 3 ser store perspektiver i at blive den trediestørste mobiludbyder i Danmark. Ifølge Berlingske Business sker det formentlig i løbet af januar, hvor 3 ventes at overhale Telia.

“Det vil betyde rigtigt meget for 3 som erhvervsudbyder, når vi bliver nummer tre. Det er altid nemmere at blive inviteret med til ballet, når man ligger i top tre frem for top fire, for virksomhederne beder typisk om tilbud fra tre. Jeg tror, at vi vil blive inviteret med til meget mere,” siger Sigurd Leth, erhvervskundedirektør hos 3 til Berlingske Business.

3 offentliggør her til morgen resultaterne af fjerde kvartal 2019.

Netflix fik 8,7 millioner nye kunder i butikken i fjerde kvartal

Streaminggiganten Netflix fik svimlende 8,76 millioner nye kunder i butikken i løbet af fjerde kvartal 2019 godt hjulpet af seermagneter som “The Irishman” og “The Crown”.

Det skriver Reuters.

Analytikerne havde forventet 7,63 millioner kunder. Til gengæld regne Netflix kun med 7 millioner nye kunder i første kvartal i år, og det er mindre end ventet.

Facebook masseansætter i London

Facebook satser stort på at opbygge det største udviklingscenter uden for USA i London. I løbet af 2020 vil selskabet ansætte 1.000 nye medarbejdere, så centeret i alt vil beskæftige 4.000 ansatte. Det skriver Reuters.

Halvdelen af de nyansatte skal beskæftige sig med softwareudvikling og data science. Andre skal arbejde med software, som registrerer og fjerner skadeligt indhold fra Facebooks platforme.

Seneste kvartalsregnskab fra Logitech viser solid vækst

Det seneste kvartalsregnskab fra Logitech, der blandt andet producerer tastaturer og computer-mus, viser solid vækst, skriver Reuters.

Omsætningen voksede med fire procent til godt 900 millioner dollars. Det gav et overskud på driften på godt 150 millioner dollars, og det er bedre end ventet af analytikerne.

På bundlinjen blev det til 117,5 milloner dollars. Selskabet venter at opnå et driftsresultat på omkring 380 millioner dollars for hele årsregnskabet.

Sket i dag: Jumbojet i rutefart for første gang for 50 år siden

Boeing 747 fløj sin første tur i rutefart fra USA til England i dag for 50 år siden

Jomfruturen afgik fra John F. Kennedy-lufthavnen i New York. Boeing har i alt leveret 1.552 eksemplarer af flyet siden 1969. Flyet med tilnavnet jumbojet er stadig det næststørste passagerfly i brug kun overgået af Airbus A-380.