Artikel top billede

Saudi Arabien beskyldes for at hacke Jeff Bezos telefon gennem WhatsApp

Amazon-stifteren Jeff Bezos fik angiveligt hacket sin mobiltelefon gennem et inficeret link sendt fra Saudi Arabiens kronprins. Oplysningerne skaber igen spekulationer om drabet på Washington Post-journalisten Jamal Khashoggi. Saudi Arabien afviser anklagerne.

Det er umuligt at sikre sig helt mod hackerangreb. Endda hvis du er en af verdens allerrigste personer.

Amazon-milliardæren Jeff Bezos fik angiveligt hacket sin telefon efter at have modtaget en WhatsApp-besked fra Saudi Arabiens kronprins Mohammed bin Salman i 2018.

Det skriver den britiske avis The Guardian, der har talt med en anonym kilde med kendskab til sagen.

Beskeden fra den saudiske kronprins indeholdt nemlig en malware, der angiveligt havde til formål at stjæle informationer fra Bezos' mobiltelefon. Avisen har dog ikke kendskab til, hvilke informationer der blev stjålet fra telefonen, eller hvad de blev brugt til.

Læs mere her: Se opsigtsvækkende post fra Jeff Bezos: Amerikansk avis har afpresset mig med nøgenbilleder og intime sms'er

Hackerangrebet skulle dog have fundet sted få måneder, inden Jeff Bezos offentligt fortalte, at han var blevet afpresset af det amerikanske tabloidmedie National Enquirer.

Mediet var nemlig kommet i besiddelse af nøgenbilleder og private beskeder fra Amazon-miliadæren.

National Enquirer støtter den amerikanske Præsident Donald Trump, mens Bezos ejer avisen Washington Post, som Trump flere gange har kritisere i hårde vendinger og udråbt som 'fake news'.

Kan spænde ben for nye investeringer i Saudi Arabien

Jeff Bezos har løbende haft kontakt med kronprinsen gennem WhatsApp, før Amazon-stifterens telefon 1. maj 2018 blev ramt af hackerangrebet.

Angrebet skete dermed bare fem måneder før drabet på Washington Post-journalisten Jamal Khasoggi.

Den saudiske kronprins har afvist, at landet skulle have nogen forbindelse til mordet på journalisten.

Den saudiske domstol dømte efterfølgende otte personer for drabet, men den hemmelige dom er blevet kritiseret af flere eksperter inden for menneskerettgigheder.

Læs også: Brutalt saudisk styre har tætte forbindelser til verdens førende tech-firmaer: Derfor kan selv et opsigtsvækkende parteringsmord ikke ændre på det

Derfor kan oplysningerne få betydning for Saudi Arabiens planer om at tiltrække endnu flere store amerikanske it-selskaber til landet, skriver den britiske avis.

Gennem de seneste år har det saudiske regime og den saudiske kronprins Mohammed bin Salman investeret milliarder af dollar i tech-virksomheder fra Silicon Valley.

Planen er, at saudierne frem mod 2030 skal investere intet mindre end 12 billioner kroner teknologi- og energisektoren.

Saudi Arabien afviser anklager

I Saudi Arabien afviser man dog blankt alle anklager om, at landet skulle stå bag et hackerangreb på den amerikanske milliardær.

"De seneste medieomtaler, der antyder at kongeriget står bag et hackerangreb på hr. Jeff Bezos' telefon er absurde. Vi kræver en efterforskning af anklagerne så vi kan få alle fakta fremlagt," skriver den saudiarabiske ambasade i USA på Twitter.

Amazon har endnu ikke reageret på historien om, at Saudi Arabien skulle stå bag hackernangrebet på stifteren.