Artikel top billede

Foto: Christoffer Lund-Hansen. (Foto: Christoffer Lund-Hansen)

Atea har forbedret medarbejdernes sundhed: Nu er der færre syge og svært overvægtige i virksomheden

I 2017 var næsten halvdelen af de ansatte hos Atea overvægtige. Men en målrettet indsats hos Atea betyder, at man har reduceret antallet af svært overvægtige i virksomheden.

Hos Atea har man siden 2016 haft en HR-strategi med fokus på at forbedre medarbejdernes helbred, og det har haft en klar effekt. Det skriver Børsen.

Ifølge avisen har indsatsen betydet, at antallet af svært overvægtige Atea-ansatte i dag er faldet fra 18 procent til 13 procent, mens 45 procent synes de har fået bedre kostvaner og 29 procent har fået bedre søvnvaner.

Selskabets HR-chef Annette Otto fortæller desuden til Børsen, at antallet af langtidssyge også er faldet, men hun oplyser dog ikke hvor stort faldet er.

Vil komme fedme til livs

Hun forklarer til avisen, at indsatsen tager udgangspunkt i et ønske om at gøre noget ved den stigende overvægt, som ifølge hende findes i Atea såvel som i resten af samfundet.

”Det startede med, at jeg som mange andre kiggede på de sundhedsprofiler, som Sundhedsstyrelsen laver og måtte konstatere, at befolkningen bliver tykkere og tykkere, vi bevæger os smindre og bliver mere mentalt pressede. Vi kiggede på vores egen organisation og kunne se, at den er nogenlunde er på niveau med resten af samfundet. Det er jo ikke godt nok,” siger hun til Børsen.

Ikke en cool business-case

Annette Otto har også tidligere fortalt om indsatset i interview med Computerworld i 2017.

Her forklarede hun, at det var hendes forhåbning at indsatsen kunne skabe bedre trivsel og arbejdsglæde.

"Vi håber, at vi på den her måde kan få nogle medarbejdere, der trives bedre, får mere energi og vigtigst af alt, at Atea er et godt sted at være. Vi har ikke lavet det som en cool business case, men det optimale vil selvfølgelig være, at vi også på den lange bane kan se, at der er færre der får livsstilssygdomme eller der bliver langtidsygemeldt, men det vil kræve en længerevarende indsats," siger Annette Otto, HR-direktør hos Atea, til Computerworld.

Dengang forklarede hun, at 600 af selskabet 1500 ansatte havde gennemgået et sundhedstjek, som dengang viste, at halvdelen af Ateas mandlige ansatte var moderat eller svært overvægtige, mens det samme gjorde sig gældende for 40 procent af kvinderne.

Tjekket viste ligeledes, at 20 procent havde forhøjet blodtryk og halvdelen havde forhøjet kolesterol.

Læs også: Efter stort sundhedstjek: Halvdelen af Ateas ansatte er for tykke - virksomheden sætter ind med en række tilbud