Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Kunstig intelligens skal nu også bruges til at bekæmpe skimmelsvamp / Corona påvirker offentlige digitale løsninger / Mobildata bruges i coronakampen i både Italien, Tyskland og Østrig

Morgen-briefing: Kunstig intelligens skal nu også bruges til at bekæmpe skimmelsvamp / Corona påvirker offentlige digitale løsninger / Mobildata bruges i coronakampen i både Italien, Tyskland og Østrig / Test af selvkørende biler sat på corona-pause / Amazon skifter fokus og satser langt mere på nødvendige varer i en coronatid

Godmorgen, og velkommen til torsdagens udgave af det hurtige it-nyhedsoverblik, som det så ud fra Amager. Niels Veileborg var ved tasterne, og vi begynder et helt andet sted end corona.

Kunstig intelligens skal nu også bruges til at bekæmpe skimmelsvamp

Normalt er det en langsommelig og temmelig dyr affære at få konstateret, om der er skimmelsvamp i et byggeri. Men nu tror Teknologisk Institut på, at brug af kunstig intelligens og deep learning kan gøre den proces både hurtigere og billigere.

Instituttet har udført foreløbige test, som viser lovende resultater. Man forestiller sig, at skimmelsvamp på længere sigt kan påvises på stedet med den nye metode i stedet for tidskrævende mikoroskopering i et laboratorium og dyrkning af svampesporer fra bygningsdele.

Corona påvirker offentlige digitale løsninger

Corona har vendt op og ned på mange ting. Masser af offentlige myndigheder og institutioner er lukket midlertidigt, og derfor har Digitaliseringsstyrelsen udsendt en vejledning om, hvor borgerne kan få hjælp til de offentlige digitale løsninger.

Styrelsen regner ikke med nogen for for ustabilitet i løsningerne, men man advarer om, at kriminelle prøver at udnytte situationen.

“Blandt andet har vi set, at flere borgere har modtaget falske e-mails og sms-beskeder om, at fx Sundhedsstyrelsen har sendt dem ny post” lyder det.

Du kan finde den nye vejledning her.

Mobildata bruges i coronakampen i både Italien, Tyskland og Østrig

Mobildata bruges i variende grad i coronabekæmpelse rundt om i verden. Forleden kom det frem, at Israel tracker enkelte personers mobilbrug. Det samme gælder i Kina, Taiwan og Sydkorea.

Nu viser det sig, at mobildata oghså indgår i coronabekæmpelse i Italien, Tyskland og Østrig. Det skriver Reuters.

Der er dog tale om anonymiserede og aggregerede data, som mobiloperatørerne leverer til myndighederne. På den måde kan man registrere antallet af mobilkunder og deres bevægelser i områder, som er corona-ramt. Og hvis myndighederne har indført restriktioner i området, vil det fremgå, om folk rent faktisk efterlever påbuddet.

Kritikere peger på, at folk bare vil efterlade deres telefoner hjemme, når det går op for dem, at den slags overvågning foregår.

Test af selvkørende biler sat på corona-pause

Selskaber som det Google-ejede Waymo samt Cruise, Uber og flere andre har sat test af selvkørende biler i USA på pause, skriver Reuters.

Det sker under indtryk af corona-pandemien. Bilerne udfører taxiservice, men i hver bil er der også en backup-chauffør af kød og blod.

Amazon skifter fokus og satser langt mere på nødvendige varer i en coronatid

Amazon vil stadig sælge varer som mobilcovers og andre knap så livsnødvendige varer, Men fremover kan leveringstiden på den slags blive noget længere, skriver Reuters.

Amazon har i stedet besluttet at prioritere den type varer, som almindelige husholdninger især har brug for under corona-pandemien, og som kan være svære at få fat på. Varer som håndsprit, bleer og tolitepapir er nok et godt gæt her.