Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Twitters omsætning ramt af corona - mens brugerne flokkes til / Salget af 3D-printere i stærk global vækst / Apple har opdateret Siri: Spørg om du har corona-virus

Twitters omsætning ramt af corona - men brugere flokkes til. Salget af 3D-printere i stærk global vækst. Apple har opdateret Siri: Spørg om du har corona-virus. Storbritannien beder Amazon om hjælp i corona-kamp. Gruppevideochat på Facebook stiger med 70 procent.

Godmorgen og velkommen til tirsdagens udgave af Computerworlds morgen-briefing.

I dag skal vi forbi en række amerikanske tech-giganter, der begynder at mærke effekten af den globale corona-pandemi på både godt og ondt.

Senere denne formiddag lander Columbus' årsregnskab for 2019, hvilket du kan læse mere om her på Computerworld om få timer.

Rigtig god læselyst.

Twitters omsætning ramt af corona - mens brugere flokkes til

Twitters omsætning forventes hårdt ramt af corona-virussen, samtidig eksploderer antallet af aktive brugere.

Det sociale medie, der ejers af Jack Dorsey, har netop suspenderet selskabets forventede omsætning for årets tre første måneder.

Det skriver nyhedsbureaut Reuters.

"Covid-19 ramte Asien i begyndelsen, senere har den udviklet sig til en global pandemi, der har indvirkning på Twitters reklameomsætning globalt, og det er blevet mere signifikant de sidste par uger," fortæller Twitters finansdirektør Ned Segal til nyhedsbureauet.

Men samtidig er antallet af Twitters daglige, aktive brugere steget med 23 procent til 164 millioner fra begyndelsen af året til i dag.

Det sker med afsæt i et stigende antal samtaler på mediet omhandlede corona-virussen, fremgår det.

Salget af 3D-printere i stærk global vækst

3D-print er efterhånden blevet en produktionsmetode, der ikke kun bruges til nicheprodukter.

En ny rapport fra amerikanske Wohlers Report for 2020 konkluderer, at mainstream-fremstilling tager teknologien til sig.

Det globale salg af maskiner og services til 3D-print steg med 21 procent til en omsætning på omtrent 12 milliarder dollar i 2019, viser rapporten.

Det skriver Teknologisk Institut i en pressemeddelelse.

I løbet af sidste år blev der solgt 22.115 indsutrielle maskiner, hvilket er en vækst på 14,7 procent i forhold til 2018.

"Tallene fra Wohlers Report understreger, at der er en fortsat bevægelse mod mere industriel brug af teknologien. Dog kan vi også se, at salget af de billigere 3D-printere ligeledes er gået op efter at have stagneret i 2018," siger Jeppe Byskov, souschef på Teknologisk Institut, som råder over Danmarks eneste Center for Industriel 3D-print, ifølge pressemeddelelsen.

Apple har opdateret Siri: Spørg om du har corona-virus

Nu kan du spørge Siri, om du er blevet smittet med corona-virussen.

Apple har nemlig opdateret stemmetjenesten, så utrygge brugere kan blive vejledt gennem et spørgeskema for at finde ud af, om eventuelle symptomer skulle pege på corona-smitte.

Det skriver CNBC.

Siri vil blandt andet spørge, om brugeren skulle have symptomer som feber, tør hoste og åndedrætsbesvær. Dernæst vil stemmetjenesten rådgive folk, der udviser svære symptomer til at ringe til alarmtjenesten.

Hvis brugeren ikke udviser svære symptomer, så vil Siri instruere personen til at blive hjemme og undgå kontakt med andre personer.

Indtil videre er den opdaterede udgave af Siri kun tilgængelig på amerikansk, og det er uvist, om opdateringen vil udrulles til andre sprog og lande, skriver mediet.

Storbritannien beder Amazon om hjælp i corona-kamp

Storbritannien har bedt e-handelskæmpen Amazon om en hjælpende hånd.

Ligesom de fleste corona-ramte lande har Storbitannien vanskeligheder med at skaffe de fornødne remedier til at teste for virussen.

Derfor har landet bedt Amazon og tilsvarende selskaber om at bruge deres muskler til at sætte fart på leveringen af testudstyr, som sundhedspersonalet står akut og mangler.

Det skriver Reuters.

Nyhedsbureauet skriver, at virksomheder med etablerede leveringsnetværk kan være med til at levere testkits direkte til sundhedspersonalet og til befolkningen på et senere stadie.

Gruppevideochat på Facebook stiger med 70 procent

Millioner af mennesker verden over finder nye måder at socialisere på disse dage. Og det har Facebook også bemærket.

Antallet af gruppevideochat via Facebook Messenger er steget med 70 procent på blot en uge.

Det skriver Cnet.

Antallet af minutter, som brugerne i grupperne benytter på videochat, er ligeledes fordoblet på globalt plan.

Facebook ejer også beskedtjenesten WhatsApp, og her beretter verdens største sociale medie, at antallet af tale- og videoopkald over tjenesten i de corona-ramte lande er fordoblet i forhold til samme periode sidste år.

På den hjemlige front har teleselskabet 3 ligeledes været ude og fortælle, at danskernes forbrug af videotjenesten FaceTime er fordoblet under corona-krisen.