Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Byggeriet går digitalt under coronakrisen / Nordjysk robotvirksomhed slår igennem i USA efter corona / Musk og Bezos bliver rigere mens millioner mister jobbet

Byggeriet går digitalt under coronakrisen. Nordjysk robotvirksomhed slår igennem i USA efter corona. Musk og Bezos bliver rigere mens millioner mister jobbet. Valtech ansætter ny strategidirektør i Danmark.

Velkommen indenfor til ugens sidste morgen-briefingen, inden vi alle går på en velfortjent weekend.

Igen i dag er det Jakob Schjoldager bag tasterne.

Byggeriet går digitalt under coronakrisen

Mange brancher har måtte erkende, at man er nødt til at satse på den digitale verden, hvis man skal klare sig igennem coronakrisen.

Det samme gælder byggebranchen, der nu forcerer brugen af digitale værktøjer.

Det skriver Børsen.

En undersøgelse fra Byggeriets Videnscenter peger på, at 79 af byggerivirksomhederne hurtigere har taget digitale værktøjer i brug under coronakrisen.

“Under coronakrisen har vi sikret os, at hver faggruppe var alene på byggepladsen. Hvis maleren er der, så går han der alene, og hvis flisemureren er der, så går han der alene. Det har vi brugt digitalisering til – vi bruger et system, der hedder Lets Build,” siger Morten Chrone, der er driftsdirektør i Huscompagniet til avisen.

Samtidig ser det ud til at fortsætte. 92 procent af virksomhederne i byggebranchen svarer nemlig, at resultaterne af at bruge de nye digitale redskaber er så gode, at de vil fortsætte efter krisen.

Nordjysk robotvirksomhed slår igennem i USA efter corona

Og vi bliver ved gevinsterne af den ellers dystre coronakrise. Mange steder giver den nemlig vind i sejlene hos it-virksomheder.

Den Nordjyske robotvirksomhed Life Science Robotics har nemlig fået hul igennem til det amerikanske marked med robotten Robert, skriver Børsen.

“Corona har hjulpet os til at få solgt de første robotter i USA. Dels er der pres på personalet, som robotten kan hjælpe med at lette. Dels er der kommet meget mere fokus på smitterisikoen, som nedsættes, når behandleren ikke som traditionelt er meget tæt på patienten i lang tid – og i nogle tilfælde nærmest ligger hen over patienten,” siger administrerende direktør Keld Thorsen til avisen.

Thorsens' virksomhed har allerede solgt fire robotter til USA og har seks ordre mere på vej. Selvom det ikke lyder af mange, så er prisen for en robot omkring 750.000 kroner.

Musk og Bezos bliver rigere mens millioner mister jobbet

Mens mere end 22 millioner amerikanere har meldt sig arbejdsløse under coronakrisen, går det langt bedre for de rigeste it-folk.

Amerikanske milliarderes rigdom er steget med omkring 10 procent under coronakrisen, viser en ny rapport ifølge det amerikanske nyhedsbureau Reuters. Det gælder også for it-milliardærerne Elon Musk og Jeff Bezos.

"Det her er en fortælling om to pandemier, med meget ulige ofre, siger Cuck Collins, der står bag rapporten.

Siden 1. januar er de 34 rigeste personer i USA's formue steget med et tocifret millionbeløb, skriver Reuters.

35 lokalbutikker går sammen i fælles webshop

I Aabenraa har 35 lokale butikker i byen valgt at gå sammen på den samme webshop. Det sker mens coronavirussen har lagt mange danske gågader øde.

Derfor vil de lokale butikker nu hjælpe borgerne i Aabenraa med at handle lokalt hjemmefra.

Det skriver Jydske Vestkysten.

"Det er fantastisk at se, hvordan geografien pludselig bliver underordnet. Der er butikker med, som vi ikke kender fra gadebilledet og aldrig har set før, og det er meget positivt. Den store variation gør shoppen interessant," siger Helle Malene Kjølsen Olsen, der er direktør i Business Aabenraa.

Siden hedder www.aabenraashop.dk og her kan brugerne betale med mobilepay og få leveret varerne fra de lokale butikker lige til døren.

Valtech ansætter ny strategidirektør i Danmark

Konsulenthuset Valtech har været på jagt efter en ny strategidirektør. Det er blevet Tina Dejan, der netop er tiltrådt stillingen.

”Tina har den nødvendige hands-on erfaring fra de utallige projekter hun har været med til at scope og levere på den digitale scene. Hun har en unik forståelse for at opbygge de rigtige teams og en solid ledelseserfaring. Og så deler hun vores vision om forretnings transformation både hos Valtech og hos vores kunder, som er helt essentielt for Tinas rolle," lyder det fra Michael Krogh Schlichter, administrerende direktør for Valtech Danmark, i en pressemeddelelse.

Den administrerende direktør gik middelbart efter sin egen ansættelse sidste år i gang med at samle et nyt ledelsesteam. Det hold er nu sat med Tina Dejan som ny strategidirektør, lyder det fra selskabet.