Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Stor offentlig it-konference skal afvikles virtuelt / Danmarks femtestørste kommune vælger EG-løsning / Jorden vakler under kæmpe Tesla-fabrik

Stor offentlig it-konference skal afvikles virtuelt. Danmarks femtestørste kommune vælger EG-løsning. Ford udskyder lancering af selvkørende taxaer. Spotify har nu 283 millioner aktive brugere. Devoteam-chef stopper som bestyrelsesformand. Jorden vakler under kæmpe Tesla-fabrik.

Godmorgen, og velkommen til torsdagens udgave af Computerworlds morgen-briefing.

Her får du det hurtige it-nyhedsoverblik, som det ser ud fra Østerbro i København på aprils sidste dag, inden vi går ind i maj.

Alexander Haslund er ved tasterne.

Stor offentlig it-konference skal afvikles virtuelt

Den store danske konference om offentlig digitalisering, OffDig 2020, bliver som følge af coronakrisen afviklet virtuelt.

Konferencen kommer til at ramme landets computerskærme fra 24. til 30. august 2020.

Det er interesseorganisationen Dansk IT, der sammen med en række samarbejdspartnere, står bag OffDig.

"Vi har tårnhøje ambitioner for OffDig Week 2020. Vi har gentænkt hele OffDig-konceptet til den digitale tidsalder, og det er lykkes os at udtænke og designe det helt rigtige koncept, der vil kunne løfte OffDig til nye højder – også selvom vi befinder os i en svær tid," skriver Dansk IT på sin hjemmeside.

Dansk IT er blandt andet gået sammen med produktionsselskabet, Make Sense Film, for at skabe det virtuelle event og en digital læringsplatform, der skal kunne anvendes i tiden efter konferencen.

1.600 deltagere forventes at deltage i løbet af ugen, der vil sætte fokus på offentlig digitalisering.

Danmarks femtestørste kommune vælger EG-løsning

Esbjerg Kommune, Danmarks femtestørste kommune med 12.000 medarbejdere, vælger løn- og vagtplansystem fra it-leverandøren EG.

Det skriver EG i en meddelelse.

Det er tredje gang, at Esbjerg Kommune vælger løn- og vagtplansystem fra EG.

"Efter at have afsøgt markedet grundigt, er vi nået frem til, at løsningen med SD Løn og EG Optima modsvarer vores behov bedst," lyder det fra personale- og udviklingschef hos Esbjerg Kommune, Birgitte Stenderup.

Aftalen mellem Esbjerg Kommune og EG er indgået som en direkte tildeling på SKI-rammeaftale 02.19 efter en markedsdialog og udbudsproces.

Kontrakten løber fra 1. januar 2021 og har en varighed på seks år med mulighed for forlængelse i op til fire år.

Ford udskyder lancering af selvkørende taxaer

Ford skubber lanceringen af ​​sin kommende robot-taxi og autonome leveringstjenester fra 2021 til 2022.

Det sker på grund af de økonomiske konsekvenser, coronakrisen har haft for Ford, skriver The Verge.

"På grund af udfordringerne i det nuværende forretningsmiljø og behovet for at evaluere den langsigtede virkning af COVID-19 på kundeadfærd, tog Ford beslutningen om at flytte lanceringen af ​​sine selvkørende tjenester til 2022," lyder det fra selskabet til The Verge.

Beskeden om at udsætte de selvkørende taxaer sker samtidig med, at Ford i første kvartal af 2020 kan rapportere om et minus på næsten to milliarder dollar.

Spotify har nu 283 millioner aktive brugere

Trods coronakrise har Svenske Spotify fin succes med at tjene penge.

Spotify har netop offentliggjort resultatet for første kvartal af 2020, og kan melde om vækst i antallet af brugere på omkring 30 procent og 283 millioner aktive brugere hver måned.

Det skriver Tech Chrunch.

Omsætningen for første kvartal lyder på omkring de to milliarder dollar svarende til knap 14 milliarder kroner, mens bundlinjen lander på cirka en million dollar.

Alt i alt et solidt regnskab, mener Spotifys ledelse.

"På trods af den globale usikkerhed omkring COVID-19 i første kvartal opfyldte eller overgik vores forretning vores forventning for alle større forretningsmål," skriver selskabet til sine aktionærer.

Devoteam-chef stopper som bestyrelsesformand

Søren Nielsen, administrerende partner hos Devoteam, stopper som bestyrelsesformand for Managementrådgiverne i DI - en post han har haft i de seneste fire år.

I stedet fortsætter Søren Nielsen som bestyrelsesmedlem.

Der skriver Søren Nielsen på Linkedin.

Managementrådgiverne er en del af branchefællesskabet DI Rådgiverne, der er talerør og mødested for alle DI’s rådgivningsvirksomheder.

I stedet bliver det Implement Consulting Group-partner, Henrik Horn Andersen, der overtager rollen som formand for foreningen.

"Jeg er rigtig glad for at Henrik Horn Andersen overtager rollen som formand for vores forening. Stort til lykke, Henrik," skriver Søren Nielsen.

Jorden vakler under kæmpe Tesla-fabrik

Vi slutter torsdagens morgen-briefing i den tyske delstat Brandenburg lidt uden for Berlin, hvor Teslas fjerde kæmpe såkaldt gigafactory på størrelse med 200 fodboldbaner er på gyngende grund.

Den sandholdige jord på grunden viser sig simpelthen ikke at kunne bære fabrikken, og byggetegningerne skal nu laves om.

Det skriver Frankfurter Allgemeine Zeitung og Die Zeit ifølge Finans.

Tesla og Elon Musk købte i 2019 den 300 hektar store grund til fabrikken.

Undervejs har Tesla dog måtte sætte projektet på pause, da området først har skulle ryddes for militære efterladenskaber fra Anden Verdenskrig, og så har Tesla også lige skulle håndtere borgere og miljøorganisationers bekymringer i forbindelse med fældning af skov.

Fabrikken skal stå færdig i midten af 2021, og Tesla holder trods udfordringerne stadig fast på, at det kan lade sig gøre.

Planen er, at tusindvis af stålpæle skal bankes ned i sandet, hvorefter der kan støbes et fundament med tilstrækkelig bæreevne.

Tesla-fabrikken skal producere 500.000 elbiler årligt og beskæftige op mod 12.000 ansatte.