Artikel top billede

(Foto: CGI/Bjarne R.Mikkelsen)

CGI genvinder trecifret million-kontrakt med Toldstyrelsen

Toldstyrelsen har igen valgt CGI til at stå for driften af flere centrale it-systemer. Kontrakten lyder samlet på 360 millioner kroner.

Det bliver fortsat CGI, der skal stå for driften af flere kritiske it-systemer hos Toldstyrelsen.

Selskabet har nemlig genvundet kontrakten en tidsubegrænset kontrakt med Toldstyrelsen og at drive centrale toldsystemer til en værdi på 360 millioner kroner.

Dermed skal CGI stå for driften i fremtiden, ligesom man har gjort de seneste seks år.

"Vi har haft et tæt og godt partnerskab med begge styrelser gennem adskillige år, som vi ser frem til at fortsætte. Og vi er stolte over fortsat at skulle løfte opgaven med at drive og udvikle disse samfundskritiske it-systemer yderligere," lyder det fra Administrerende direktør for CGI Danmark, Michael Hermansen, i en pressemeddelelse.

Læs også: CGI’s skandinaviske topchef trækker sig: Her er hans afløser

Aftalen betyde, at CGI får det fulde ansvar for systemerne. Det vil sige, at selskabet skal stå for alt fra hosting og drift til support.

"Managed it-services er et strategisk fokusområde i vores forretning, og den nye aftale er et af eksemplerne på de kompetencer og den styrke, CGI står for som en pålidelig udbyder af managed it-services," siger direktøren i meddelelsen.

Et godt år for CGI Danmark

Aftalen er endnu en fjer i hatten til CGI's danske forretning, der tidligere på året kunne fremvise et regnskab, hvor man fordoblede resultatet.

Selvom omsætningen tog et dyk, så kunne selskabet alligevel præstere en fordobling af bundlinjen, der endte på 62,8 millioner kroner.

“Jeg er meget tilfreds med, at vores skarpe fokus på indtjeningen har båret frugt. Selvfølgelig havde jeg gerne set, at vores omsætning også var vokset. Men jeg hæfter mig især ved, at vi så en fornuftig, organisk omsætningsvækst i anden halvdel af regnskabsåret," sagde Michael Hermansen til Computerworld i forbindelse med regnskabet.

Læs mere her: CGI Danmark mere end fordobler indtjeningen selv om omsætningen falder: "Skarp fokus på indtjeningen har båret frugt"