Artikel top billede

Mette Frederiksen fremrykker lovgivning der skal beskytte dansk teleinfrastruktur: Vi skal kunne stole på leverandører

Diskussionen om Danmarks kommende 5G-netværk handler i høj grad om sikkerhedspolitik. Det slår statsminister Mette Frederiksen (S) fast og vil nu fremrykke lovgivning, der skal sikre, at dansk teleinfrastruktur er beskyttet mod fremmede magter.

Regeringen med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen er klar med et større lovindgreb, der skal sikre det danske telenetværk mod andre stater.

Det slår hun fast over for Berlingske og understreger samtidig, at der er behov for at beskytte det kommende 5G-netværk mod fremmede landes interesser.

"Vi har ikke lagt os fast på, hvilke objektive kriterier, der skal være i lovgivningen (for at blive leverandør, red.). Men når vi betragter valg af leverandører som et sikkerhedspolitisk område, så er det selvfølgelig den sikkerhedspolitiske alliance, vi indgår i og har vores rødder i, som vi kigger på. Også i forhold til inspiration til lovgivningen," siger Mette Frederiksen til avisen.

Statsministeren løfter ikke meget af sløret for, hvilke lovtiltag hun vil gøre brug af. Hun forklarer dog, at man vil fremrykke den forrige regerings planer om investeringsscreening af udenlandske selskaber.

Læs også: Brevudveksling afslører: Huawei truede den danske statsminister i spil om 5G-netværk

Uden at nævne hverken Kina eller Huawei siger Mette Frederiksen dog lige ud, at Danmarks skal kunne sikre sig at 5G-leverandører ikke udgør en trussel mod Danmark.

Danmark har ikke mulighed for at fravælge Huawei

Diskussionen om Huawei som 5G-leverandør har for alvor blusset op i løbet af det seneste år, mens diskussionen om hvem der skal levere det danske 5G-netværk rasede.

TDC endte dog med at vælge svenske Ericsson, som leverandør, men daværende forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) slog fast over for Folketinget, at Danmark ikke havde mulighed for at udelukke Huawei fra at blive leverandør.

"At forbyde en virksomhed, det har vi ingen mulighed for. Men vi kan
stille krav til de tekniske specifikationer," sagde Claus Hjort Frederiksen på et samråd med Folketingets forsvarsudvalg sidste år.

Senest har Berlingske kunne afsløre, at Huawei har sendt breve til både Mette Frederiksen og tidligere statsminsiter Lars Løkke Rasmussen (V). I et enkelt brev har man endda truet med konsekvenser for Danmark, hvis man ikke valgte Huawei som 5G-leverandør.

Læs også: Claus Hjort Frederiksen: Danmark kan ikke udelukke Huawei fra at levere 5G-netværk