Artikel top billede

Norsk tv-station køber sig adgang til mobildata på 140.000 norske mobiler for bare 35.000 kroner: Datatilsyn går ind i sagen

Norske NRK har købt sig adgang til mobildata på 140.000 norske mobiler for bare 35.000 norske kroner. Dermed har NRK kunnet opspore flere truede personer, herunder flere norske soldater, på det norske militærs lokationer. Det norske datatilsyn er nu gået ind i sagen.

Det norske public servicemedie NRK har brugt 35.000 norske kroner - svarende til 24.000 kroner - på at købe sig adgang til en database med mobildata hos London-virksomheden Tamoco.

Udfra de købte oplysninger er det lykkes for Norges svar på DR at afsløre bevægelsesdata fra 140.000 norske mobiler og tablets.

Det har medført, at NRK har kunnet afsløre flere soldater og officerers færden samt 8.700 mobiler, som har befundet sig på norske hospitaler og krisecentre.

NRK har blandt andet fundet frem til en soldat, der har opholdt sig på området for Forsvarets elitesoldater og en person, der har opholdt sig på en af efterretnings­tjenestens stationer i det nordlige Norge.

Mediet har kunnet kortlægge soldatens bevægelsesmønstre ved at sammenholde mobildata med de norske sikkerheds­myndigheders kort over såkaldte forbudszoner i Norge.

Forbudszoner dækker over områder, hvor det ikke er tilladt at flyve over eller fotografere.

Læs også: Politiet reagerede alt for sent på Telenors ulovlige udlevering af kundernes data

Datatilsynet går ind i sagen

Den omfattende afsløring har fået det norske datatilsyn til straks at gå ind i sagen.

"Vi vælger at tage den her sag op, for den er meget alvorlig. Det, der er sket her, er meget groft og krænkende for dem, det drejer sig om," siger Tobias Judin, der er sektionschef i Datatilsynet, til NRK.

Han fortæller ligeledes, at det norske datatilsyn tidligere har haft mistanke om, at en lignende praksis er foregået, men man har ikke kunnet bevise det.

Tamoco har afvist at udtale sig til det norske medie.

Du kan læse hele fortællingen fra NRK her.