Artikel top billede

(Foto: Jakob Schjoldager)

Nets anker dom der vil tvinge selskabet til at offentliggøre hemmelige kontraktdetaljer

Nets har anket en dom fra Sø- og Handelsretten, der betød, at Nets ville blive tvunget til at offentliggøre en række kundeoplysninger, som selskabet ellers ønsker at hemmeligholde.

En dom fra Sø- og Handelsretten fra maj betød, at Nets skal offentliggøre en række kundeoplysninger, som selskabet har ønsket at hemmeligholde.

Den dom har Nets nu valgt at anke til Højesteret.

Det skriver Børsen.

Dommen fra Sø- og Handelsretten afgjorde, at Nets skal offentliggøre navne på kunder samt en række hemmelige kontraktoplysninger i en sag om Nets-datterselskabet Tellers misbrug af dominerende stilling.

Der er tale om oplysninger som ulovlige kontraktvilkår og navne på kunder, som Teller har anvendt kontraktvilkårene over for, som skal offentliggøres.

Men Nets er uenig i den dom.

"Vi er uenige i Sø- og Handelsrettens afgørelse, da afgørelsen relateret til selve sagen rummer oplysninger af fortrolig og konkurrencefølsom karakter, som bør undtages for offentliggørelse. Derfor har vi valgt at anke afgørelsen til Højesteret," skriver Søren Winge, pressechef i Nets, i et skriftligt svar til Børsen.

Afgørelse fra Konkurrencerådet skal hemmeligholdes ifølge Nets

De omtalte oplysningerne findes i Konkurrencerådets afgørelse fra august 2018 om Tellers misbrug af dominerende stilling.

Teller var datterselskab i Nets-koncernen i perioden for misbruget.

I sagen er Teller, der i 2017 fusionerede med Nets, anklaget for at misbruge sin dominerende markedsposition. Her har Nets haft et ønske om, at en række detaljer fra afgørelsen bliver holdt hemmelige.

"Retten finder, at Nets A/S ikke har konkretiseret deres synspunkter om oplysningernes karakter af forretningshemmeligheder og væsentlig skadevirkning på en sådan måde, at der kan anses for at være tilvejebragt grundlag for at tilsidesætte Konkurrenceankenævnets afgørelse om offentliggørelse," lød det i dommen fra Sø- og Handelsretten.

Hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen mente vicedirektør Bitten Thorgaard, at dommen understregede, at der skal være gennemsigtighed i Konkurrencerådets afgørelser.

"Dommen bekræfter udgangspunktet om, at der skal være offentlighed om Konkurrencerådets afgørelser, så virksomheder kan varetage deres interesser, og så der er størst mulig offentlighed om lovens praksis" udtalte vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Bitten Thorgaard.

Disse oplysninger skal offentliggøres

Ifølge Sø- og Handelsretten skal følgende oplysninger offentliggøres:

- Identiteten på og antallet af virksomheder, som Tellers adfærd angik
- Tellers produktudbud
- Tellers priser og rabatter
- Uddrag og oplysninger fra Tellers kontrakter med kunder
- Nets/Tellers markedsposition
- Samlede købs og transaktionsbeløb for de virksomheder, som Tellers adfærd angik
- Tellers omkostninger
- Øvrige oplysninger, bl.a. om kundehenvendelse

Nets har også anket Konkurrencerådets afgørelse

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen forventer at offentliggøre både Konkurrencerådets afgørelse fra august 2018 og Konkurrenceankenævnets kendelse af 18. september 2019 med de oplysninger, som retten nu har afgjort ikke er fortrolige, når ankefristen er udløbet.

Det fremgår ikke af afgørelsen, hvornår ankefristen udløber.

Konkurrencerådets afgørelse om, hvorvidt Teller har misbrugt sin dominerende stilling, er også anket af Nets.