Artikel top billede

(Foto: Dan Jensen)

Trustpilot har tabt over en milliard kroner siden 2007: "Hvis vi ser bort fra det og udelukkende på kerneforretningen, er virksomheden profitabel"

Siden danskstiftede Trustpilot blev stiftet, har selskabet tabt over en milliard kroner. Det er udtryk for en vækstrejse, som har kostet penge, for ellers er kerneforretning profitabel, lyder det fra selskabets direktør.

Danskstiftede Trustpilot, der står bag en af verdens største anmelderportaler, har år for år kunne fremvise tocifrede vækstrater.

Men endnu har selskabet til gode at tjene penge.

Over de seneste 13 år har Trustpilot tabt over en milliard kroner.

Det skriver Finans.

Ifølge Trustpilots stifter og direktør, Peter Holten Mühlmann, har selskabet investeret i produktet og nye kunder. Og virksomheden er profitabel, lyder beskeden.

"Pengene bliver brugt både på at udvikle produktet, men også at tilknytte nye kunder. Hvis vi ser bort fra det og udelukkende på kerneforretningen, er virksomheden profitabel," lyder det fra Peter Holten Mühlmann til Finans.

Fyrede 80 medarbejdere

Trustpilot kunne forleden fortælle, at 80 ansatte var blevet fyret i foråret, hvilket var den største fyringsrunde i selskabets historie.

Det skete samtidig med, at årets regnskab blev præsenteret, der bød på et underskud på 146,5 millioner kroner.

Læs mere om det her: Trustpilot fyrede 80 medarbejdere: Sætter vækstplan på pause

Trods coronakrise og de store tab er der dog nok med penge på kontoen.

Trustpilots ejerkreds, der inkluderer danske og internationale venturefonde, lagde i marts omkring 364 millioner ind i selskabet.

Til Finans pointerer Peter Holten Mühlmann, at Trustpilot "overhovedet ikke kommer i pengeproblemer."

Som følge af coronasituationen har Trustpilot dog justeret forventningerne ned.

Peter Holten Mühlmann fortalte over for Børsen, at selskabet nu forventer en vækst på et par procent frem for op til 35 procent, inden hele coronapandemien brød ud.

Trustpilot har i dag lidt over 700 medarbejdere fordelt på kontorer i København, New York, Denver, London, Vilnius, Berlin og Melbourne.

Læs også: Danske Trustpilot er godt på vej til at blive helt serverless: Vil udløse kæmpe besparelser