Artikel top billede

Medie: USA giver virksomheder lov til at samarbejde med Huawei om 5G

Efter at have udelukket alle amerikanske virksomheder at samarbejde med kinesiske Huawei bløder USA nu op på restriktionerne over for den kinesiske teleproducent.

USA vil nu ændre forbuddet mod, at amerikanske virksomheder kan samarbejde med Huawei om 5G.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters, der har talt med kilder tæt på processen.

Der bliver dog kun åbnet en dør på klem for det kinesiske firma, da det fortsat kun bliver tilladt for amerikanske virksomheder at samarbejde med Huawei om standard indstillinger for det kommende 5G-netværk.

Den amerikanske præsident Donald Trump sagde ellers allerede i maj måned, at USA ville forlænge forbuddet mod Huawei et år mere.

Læs også: Huawei har igen og igen afvist at have bånd til den kinesiske stat, men har selskabet netop leveret en tilståelse på gråt papir?

Årsagen er, at præsidenten mener det kinesiske telekommunikationsselskab udgør ’en trussel mod landets sikkerhed’.

Hverken det amerikanske handelsministerium eller Huawei havde umiddelbart nogen kommentarer til historien over for Reuters.

Ifølge nyhedsbureauet skal opblødningen over for Huawei ikke nødvendigvis ses som et direkte tegn på, at forbuddet bliver lempet. Der er efter al sandsynlighed tale om, at amerikanske virksomheder får mulighed for at udvikle udstyr, der kan fungerer med Huaweis produkter.

Flere amerikanske giganter har været ramt af handelsforbuddet med Huawei siden det trådte i kraft 15. maj 2019.

Det gælder blandt andet Google og mobilchip-producenten ARM.

Læs også: Huawei frygter for overlevelse: Amerikansk udelukkelse kan få alvorlige konsekvenser for telenetværk i hele verden