Artikel top billede

DSB's kontrolcenter. Foto: Christoffer Regild. (Foto: Christoffer Regild)

Rift om billige rejsepas belaster DSB's systemer

Salget af 50.000 rejsepas til 299 kroner har skabt voldsom belastning på DSB's hjemmeside og it-systemer.

Klokken 06:00 tirsdag morgen åbnede DSB for salget af 50.000 danske rejsepas, der giver adgang til ubegrænset brug af offentlig transport i Danmark i otte valgfri dage fra 27. juni til 9. august for 299 kroner.

Og de billige rejsepas har skabt voldsomme belastninger på DSB's hjemmeside, men systemerne holder stand.

I løbet af formiddagen har der været gentagne kødannelser på DSB's hjemmeside, som har holdt stand ved at bruge Queue-its køsystem.

Antallet af solgte rejsepas har været stødt stigende dagen igennem, og kort efter frokost oplyste DSB til Computerworld, at der nu var solgt omkring 24.000 rejsepas.

På omkring seks timer har DSB altså solgt næsten halvdelen af alle rejsepas.

Siden middagstid tyder meget på, at spidsbelastningen er af aftagende karakter, da køsystemet ikke længere anvendes på hjemmesiden.

Læs også: DSB-CIO's avancerede regnemaskine skal sikre danskerne billigere togbilletter: Har fordoblet antallet af Orange-billetter til 120.000 med machine learning på et år

Rejsepas del af Folketingets sommerpakke

De billige rejsepas er del af Folketingets sommerpakke til 700 millioner kroner, der er vedtaget med henblik på at sætte gang i forbruget i Danmark.

Udover de billige rejsepas omfatter sommerpakken blandt andet også en million Orange-billetter over Storebælt i skolernes sommerferie til 99 kroner, inklusive pladsbillet, gratis indenrigsfærger i juli for gående og cyklister, halv pris på en række kulturbegivenheder samt gratis tilbud om lokale aktiviteter til ældre over 65 år og gratis handicaptransport i sommerferien.

Læs også: Michael Moesgaard bygger splinternyt it-landskab i mægtige DSB: To kæmpeudbud spiller central rolle