TDC har vundet en landsretssag over Morgenavisen Jyllands-Posten, der i en lederartikel fra december 2002 kaldte selskabet "en hælercentral" for piratkopieret materiale.
Lederen var kulminationen på en række artikler, der handlede om, at der i stor stil blev udvekslet ulovlige filer på en række TDC-nyhedsgrupper. De er siden blevet lukket.
Jyllands-Posten ankede en tidligere dom til landsretten, men også her blev avisen underkendt og skal betale sagens omkostninger samt offentliggøre kendelsen i avisen.
- Vi anlagde sagen, fordi der er grænser for, hvilke beskyldninger, vi vil finde os i. Jyllands-Posten er gået langt, langt over stregen. Ikke mindst af hensyn til vores medarbejdere har det været afgørende for os at få slået dette fast, udtaler TDC's koncernchef Henning Dyremose. (rst)