Artikel top billede

(Foto: Stefan Steinn owns all rights to this image. / Stefan_Steinn)

IT Relation sætter omsætningsrekord og køber nyt selskab

Outsourcing-selskabet IT Relation kommer ud af 2019 med en omsætning, der stiger med godt 60 millioner kroner. Samtidig falder bundlinjen. Se nøgletallene her.

I 2019 landede IT Relation den højeste omsætning nogensinde.

Det viser selskabets regnskab for 2019, som IT Relation netop har offentliggjort.

IT Relation, der leverer it-outsourcing til små og mellemstore virksomheder, hævede omsætningen med 11 procent fra 555 millioner kroner i 2018 til 614 millioner kroner i 2019.

Samtidig med offentliggørelsen af regnskabet løfter IT Relation sløret for selskabets seneste opkøb, skriver ITWatch.

Det drejer sig om virksomheden Hostingkompagniet, som IT Relation nu overtager. Den forretning skal lægges sammen med Sotea, der er koncernen managed services-forretning.

"Hostingkompagniet passer spot on til Sotea, som primært er tilstede i Vestdanmark. Nu får vi en afdeling på Sjælland med egen salgsstyrke og organisation. De to virksomheder tilsammen bliver 25 medarbejdere og vil trække rigtig meget på resten af koncernen i forhold til datacentre, sikkerhed og compliance," fortæller Henrik Kastbjerg til ITWatch.

Køber nyt selskab

Overskuddet efter skat faldt fra 50,3 millioner kroner i 2018 til 44,6 millioner kroner i 2019. Det er et faldt på godt 13 procent.

Selskabet skriver i pressemeddelelsen, at betydelige investeringer i udvidelsen af koncernen var med til at påvirke driftsresultatet negativt.

Her viser der sig et fald i EBITDA fra 94 millioner kroner i 2018 til 88 i 2019.

"Vi investerer løbende i at udvide og styrke IT Relation-familien for at kunne tilbyde vores kunder én samlet løsning og fastholde vores kompromisløse tilgang til service på tværs af vores selskaber og de tre strategiske hovedområder inden for cloud services, professionelle services og digitalisering," skriver Henrik Kastbjerg, administrerende direktør i IT Relation, og fortsætter:

"I 2020 har vi budt velkommen til Scott/Tiger og C2IT Infrastructure, som vi arbejder på at integrere i Miracle42 og Mentor IT, og vi er fortsat på udkig efter attraktive muligheder for at udvide yderligere og styrke vores tilbud til kunderne."

De oplyste regnskabstal inkluderer ikke IT Relation-selskaberne Miracle 42, Scott/Tiger, Mentor IT, Sotea og C2IT.

I løbet af sidste år udvidedede IT Relation medarbejderskaren fra 412 til 464 ansatte.