Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for skribenternes synspunkter.
Der er udbrudt, hvad der ligner en krig mellem konkurrencemyndighederne og Big Tech.
Selv om krigen udkæmpes på en hightech slagmark og mest involver jura og retorik, trækker den tråde 100 år tilbage og omfatter en rigtig krig, en politisk massakre, to tidligere og en måske kommende amerikansk præsident, en flittig jurastuderende.
Og så har den mediebranchen som en aktiv, men skjult, part. Kort sagt opskriften på en kommende Netflix-miniserie.
Google, Amazon, Facebook og Apple er ikke blot succesfulde amerikanske it-giganter, men ifølge kritikere også digitale gangstere, der stjæler folks privatliv og trækker et spor af ødelæggelse igennem økonomien.
Hvor akronymet GAFA oprindeligt stod for første bogstav i de fire virksomheders navne, læses det nu som 'Gang of Four' - en ukærlig reference til øgenavnet for fire kommunistiske ledere, angiveligt ansvarlige for vanvidet og ødelæggelsen af det kinesiske samfund, under kulturrevolutionen 1966-1976.
Hvor det amerikanske senat aktuelt gennemfører høringer, er EU gået mere håndfast til værks med egentlig undersøgelser af Amazon og Apple og bøder til Google på indtil videre 8,25 milliarder euro.
Der er nuancer i beskyldningerne, men grundsubstansen er forskellige former for selvbegunstigelse og urimelig adfærd uforeneligt med konkurrencereglerne.
Sagerne mod GAFA hviler på en 100 år gammel lov
Regler om illoyal konkurrence har været kendt siden antikken.
Med vedtagelsen af Sherman Act i 1890 fik verden dog en moderne konkurrencelov, der forbød både konkurrencebegrænsende aftaler og monopolisering af markeder.
Sherman Act var en amerikansk lov, men genopbygningen af Tyskland efter WWII omfattede også en amerikansk inspireret konkurrencelov, der senere gled ind i det, som vi i dag kender som EU.
Hverken Sherman Act eller EU’s parallelle bestemmelser var dog særlig konkrete i forhold til, hvad de forbød.
I USA havde dette medført en betoning af fairness og en håndhævelse rettet mod at beskytte små lokale virksomheder, imod større konkurrenter, også selv disse var bedre og billigere.
Det var tanker, der også kan spores i EU’s konkurrenceregler og ikke uventet affødte en del kritik fra akademikere grundet fraværet af en rød tråd i håndhævelsen og fra politikere, fordi det fremstod ulogisk (og uamerikansk) at straffe succesfulde virksomheder og beskytte de udygtige på bekostning af forbrugerne.
Reagan-årene medførte nytænkning af konkurrencepolitikken
Navnlig en række økonomer med tilknytning til Universitet i Chicago førte an i kritikken og opstillede forbrugervelfærden som styrende princip: Alene aftaler og adfærd, der medførte et tab heri, skulle forbydes.
Adoptering af en forbrugervelfærdsstandard ville skabe forudsigelighed for virksomhederne og bedre prioritering hos myndighederne samt reducere risikoen for politisk motiveret indblanding. Det sidste da forbrugervelfærden i princippet kunne beregnes, og derved efterprøves ved domstolene.
Yderligere medvind kom, da Robert Bork, der var juraprofessor ved prestige-universitetet Yale, udsendte sin bog the Antitrust Paradox i 1978, der blev hvis ikke mest betydningsfulde konkurrencebog så i hvert fald den i USA mest citerede.
Udover at påpege en praksis, der på ingen måde hang sammen, fremførte Bork, at politikerne havde tænkt på forbrugervelfærd, da de vedtog Sherman Act i 1890, og at det derfor var en fejl, at inkorporering ikke allerede var sket.
Nogen fik nobelpriser, mens andre blev dommere
Mens økonomerne fra Chicago-skolen høstede Nobelpriser for deres nytænkning, blev Bork i 1982 føderal dommer og i 1987 nomineret til den amerikanske højesteret.
Kongressen blokerede dog for det sidste - ikke så meget grundet hans konkurrenceretlige synspunkter, men snarere på grund af hans rolle i Watergate et årti inden, da Bork som fungerende justitsminister i 1973 havde fyret den særlige anklager, der forsøgte at komme til bunds i skandalen.
Det var en handling, der i amerikansk politik omtales som Saturday Night Massakren og nok med rette blev set som et forsøg på at sløre Watergate.
En af dem, der førte kniven over Bork, var i øvrigt en senator ved navn Joe Biden, der anvendte høringerne til at skabe en platform i offentligheden - blandt andet som led i sit forsøg på at vinde nomineringen som præsidentkandidat for Det Demokratiske Parti ved 1988-valget.
Selv om Bork ikke blev højesterets dommer slog han lære igennem
Selv om Bork ikke endte i den amerikanske Højesteret, eller Joe Biden i det Hvide Hus i første forsøg, var der genhør for Bork og Chicago-økononernes anbefalinger i både USA og Europa.
Fokus for konkurrenceretten skulle ikke være et abstrakt fairness begreb, der inviteret til politisk motiveret beslutninger, men forbrugervelfærden. Kun såfremt denne blev skadet, helst vurderet på baggrund af egentlige beregninger, skulle der ske indgreb i den frie konkurrence.
Det var principper, der i løbet af 1990’erne også vandt indpas i Europa.
Opfattelsen var derfor, at debatten om konkurrencerettens formål var lukket. Konkurrencereglerne søgte en maksimering af forbrugervelfærden, typisk udtrykt ved lavere priser, og havde det ikke været for internettet, og det som blev til Big Tech, var det formentlig forblevet sådan.
Internettet skabte nye forretningsmodeller
En række kampe i it-branchen omkring den dominerende internet-browser og underliggende søgemaskine, blev udkæmpet i 1990’erne og 00’erne.
I første omgang vandt Microsofts Internet Explorer, men denne blev senere slået af Google og Google Chrome.
Konkurrencereglerne blev med blandet succes anvendt, primært over for Microsoft, og indikerede visse udfordringer ved forbrugervelfærdsstandarden, når produkter blev foræret væk.
Det skyldes blandt andet, at det er svært at gennemføre beregninger og vurdere, om priser ville stige eller falde, og derved om adfærden skadede forbrugervelfærden.
I overensstemmelse med Bork og Chicago-skolens lære dikterede dette tilbageholdenhed i håndhævelsen - både generelt og indenfor it-sektoren, hvilket næppe have påkaldt sig opmærksomhed uden for kredsen af konkurrence- og it-nørder, havde det ikke været for måden, hvorpå Google vandt.
Modsat Microsoft, der reelt hævede prisen på sit Windows-styreprogram for at finansiere Explorer, var Googles tjenester faktisk gratis.
I stedet tjente Google penge på reklamer rettet mod brugerne og havde derfor en strategisk interesse i at maksimere antallet af søgninger samt eventuelt at styre brugerne i retning af egne tjenester.
Det var en model, der også fandt anvendelse hos Facebook, men omvendt trak reklameomsætning væk fra de traditionelle kanaler, herunder ikke mindst aviserne.
Google har været under anklage siden 2009
Selv om Google og Facebook har været i bad standing i mediekredse siden 00’erne og genstand for lobby-aktiviteter herfra, var den bredere interesse for at gøre noget begrænset.
Allerede i 2009 blev Google indklaget i både USA og EU for at forvride konkurrencen - nærmere bestemt for selektivt at pushe egne tjenester og reklamer, når brugerne søgte på nettet samt hente, det vil sige stjæle, indholdet til søgninger fra blandt andet aviser.
De amerikanske konkurrencemyndigheder undersøgte klagerne, men mente ikke, at forbrugerne led nogen skade og lukkede derfor sagen i 2013.
Det samme forsøgte EU hele tre gange, men efter en ny konkurrence-sherif var tiltrådt i Bruxelles i form af Margrethe Vestager, syntes et mental skift at være indtrådt.
Hvor EU’s undersøgelse af Google reelt var død i 2014, blev den genoplivet i 2015, hvilket førte til bøder i 2017, 2018 og 2019.
Endvidere blev der i løbet af 2019 og 2020 indledt forundersøgelser af Apple og Amazon i EU og Google i USA, der formentlig vil medføre egentlige sager.
Både Google og Apple er tilmed blev sagsøgt i USA af selskabet bag Fortnite-spillet - Apple nærmest i primetime tv, da sagsøger parallelt med stævningen udsendte en reklamevideo, der ikke blot udstillesw Apple som en grådig monopolist, men også spillede på Apples egen kamp i 1984 mod IBM, datidens (grådige) gigant.
En jurastuderenes artikel om Amazon satte gang i debatten
Parallelt med den genoplivede konkurrencesag mod Google, og senere mod andre GAFA-medlemmer, havde en amerikansk jurastudende, i øvrigt også ved Yale, skrevet et svar til Bork.
I artiklen Amazon’s Antitrust Paradox fra 2017 påpegede den dengang 28-årige Lina Khan, at selv om Amazons lave priser ikke ramte forbrugernes kortsigtede interesser, skadede det deres langsigtede.
Det var derfor et problem, såfremt en rigid fastholdelse af forbrugervelfærds-standarden udelukkede åbningen af konkurrencesager mod i første omgang Amazon.
Det var et synspunkt, der fandt genklang - navnlig i medieverden, der var godt trætte af Google og Facebook, og hos forlæggere og detailhandlen, der nok med rette frygtede Amazon.
Hipster anti-trust, som det nye sort
Nogle kritikere, primært fra det progressive venstre, ønsker direkte at gå væk fra forbrugervelfærdsstandarden i USA og tilbage til inddragelsen af fairness og andre (politiske) hensy - en bevægelse omtalt som Hipster Anti-trust af dens kritikere.
Selv om det er usandsynligt, at USA eller EU helt opgiver forbrugervelfærden som styrende paradigme, havde eksempelvis alle demokratiske bejlere til præsidentposten bortset fra Joe Biden en reform af konkurrencereglerne på programmet.
Det amerikanske senat har også åbnet en stribe høringer om Big Tech og konkurrencepolitikken, der vil fortsætte ind i 2021, og formentlig føre til nye konkurrencesager.
I EU har Google modtaget en sand bøderegn, og der er åbnet en debat om nye regler for digitale platforme og aktører, der formentlig medfører egentlige bestemmelser.
Næste stop er domstolene, men burde være Netflix
Google har indbragt sine bøder for EU-Domstolen, og det samme vil de øvrige GAFA-virksomheder formentlig, når eller hvis sådanne udskrives.
Juridisk er det dog langt fra givet, at EU vinder, da det ikke er alle elementer i argumentationskæden, der tåler et kritisk eftersyn.
Mediemæssigt er dette dog irrelevant. Hele narrativet omkring GAFA og Big Tech har ændret sig i en entydig negativ retning og offentligheden har for længst afsagt sin dom.
Selv om næste kapitel i Big Tech-krigen vil blive udkæmpet ved domstolene og i de respektive parlamenter, såfremt konkurrencereglerne skal ændres, er hele historien formentlig mere velegnet til en Netflix-miniserie.
Alene persongalleriet lægger næsten op hertil med en historie, der har alt undtagen en happy ending. Det skyldes ikke, at GAFA-virksomhederne er uskyldige - navnlig Facebook har vist et noget lemfældigt forhold til at beskytte folks privatliv - men fordi en ændring af konkurrencereglerne til for eksempel en abstrakt og arbitrær fairness standard vil politisere håndhævelsen på bekostning af virksomheder og ultimativt forbrugerne.
Der er således langt mere på spil i Big Tech krigen end de fleste syntes at være opmærksom på og ikke alle stemmer varetager reelt forbrugernes interesser. Også selv om de hævder dette.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.