Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Apple-tiltag får Logitechs og Sonos' aktier til at falde / Amerikansk it-virksomhed placerer nordisk kontor i Danmark / Atos skal bygge Sveriges hurtigste supercomputer

Apple-tiltag får Logitechs og Sonos' aktier til at falde. Amerikansk it-virksomhed placerer nordisk kontor i Danmark. Atos skal bygge Sveriges hurtigste supercomputer. Coronakrisen øger behovet for smarte e-handelsløsninger. Veeam Software køber backup-firma.

Godmorgen.

Her kommer onsdagens morgen-briefing fra Computerworld.

Tirsdag aften modtog en række tech-journalister over hele verden en invitation til, hvad der formodes at være præsentationen af Apples næste iPhone. Det kan du læse mere om her.

Men det ventes også, at Apple har mere i ærmet til præsentationen, og det kan få konsekvenser for en række velrenommerede tech-virksomheder:

Apple-tiltag får Logitechs og Sonos' aktier til at falde

Den 13. oktober ventes det ikke alene, at Apple præsenterer en ny iPhone. Der går også rygter om, at Apple vil introducere nye hovedtelefoner og en ny mindre Homepod-højttaler.

Rygter som især fik næring, da Apple tirsdag fjernede alle højttalere og høretelefoner, som ikke er produceret af Apple selv fra sortimentet i sine butikker.

En nyhed som aktiemarkederne ifølge Reuters reagerede prompte på. Logitech, der også producerer højttalere og hovedtelefoner, måtte se sin aktie falde med 5,7 procent, mens højttalerproducenten Sonos' aktie faldt med 3,2 procent.

Amerikansk it-virksomhed placerer nordisk kontor i Danmark

Den amerikanske it-virksomhed Datto har valgt at placere sit nye ordiske kontor i København. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Datto betegner sig selv som verdens førende leverandør af løsninger inden for businesss continuity og disaster recovery.

Selskabet ser ifølge pressemeddelelsen åbningen af hovedkvarteret, som en mulighed for at komme ind på det voksende marked for managed service providers i Danmark, Norge, Sverige og Finland.

“Norden er det hurtigst voksende område i Europa, når man ser på anvendelse af cloud-løsninger – med særligt fokus på lagring af e-mails og filer. Brugen af cloud-teknologi vokser med rekordfart i Norden, hvor Danmark ligger på en tredjeplads efter Finland og Sverige. Med cloud-anvendelse følger det kritiske behov for at bekæmpe cybertrusler såsom ransomware og phishing-angreb, sikre dataene i SaaS-applikationerne samt håndtere udfordringerne med fortsat drift ved nedbrud i cloud-tjenesterne,” siger Scott Gower, nordisk salgsdirektør for Datto, ifølge pressemeddelelsen.

Atos skal bygge Sveriges hurtigste supercomputer

Den franske it-virsomhed Atos har indgået en aftale med Linköping Universitet i Sverige om at bygge den hurtigste super-computer i Sverige. Det oplyser Atos i en pressemeddelelse.

Konstruktionen og installationen af den nye supercomputer vil blive påbegyndt i starten af 2021, og den vil få navnet BerzaLius efter den svenske forsker Jacob Berzelius.

Supercomputeren vil ifølge pressemeddelelsen bestå af 60 Nvidia DGX A100 systemer kombineret med Nvidia Mellanox InfiniBand netværk og 1.5 petabytes lagerplads.

”Den nye supercomputer vil bringe kunstig intelligens-forskning i Sverige ind i en helt ny æra. Det vil blive centrum for investeringer, der ikke alene styrker Sverige position i kunstig intelligent-forskning, men også vil give hele det svenske erhvervsliv en konkurrencefordel. Det gælder eksempelvis for områder som telekommunikation samt medicinalindustrien og bilindustrien,” siger Jaap Zuiderveld, topchef for Nvidia i Europa, ifølge pressemeddelelsen.

Coronakrisen øger behovet for smarte e-handelsløsninger

Coronakrisen betyder, at flere og flere virksomheder i øjeblikket planlægger at opgradere kundeoplevelsen på deres e-handels-løsninger. Det skriver Finans.

Det er blandt andet oplevelsen hos den danske it-koncern Stibo Group.

”Der bliver flere og flere, der går online med deres køb, og hvis du vil vinde det game, skal du være den, der har den fedeste købsoplevelse,” siger Carsten Christensen, administrerende direktør i Stibo Group, til Finans.

Kim Boyter, der er administrerende direktør for toilet- og badeudstyrsproducenten Pressalit oplyser også til Finans, at fraværet af fysiske messer under coronakrisen har skabt et behov for at præsentere produkterne endnu flottere online.

Veeam Software køber backup-firma

Veeam Software, der er leverandør af backup og data management-løsninger, har smidt knap en milliard kroner på bordet og købt selskabet Kasten, der er specialister i backup-løsninger til Kubernetes. Det oplyser Veeam i en pressemeddelelse.

”Med Kasten som en del af Veeam placerer virksomheden sig i en god position for at imødekomme de fleste databeskyttelses- og gendannelsesbehov i miljøer med flere skyer,” siger Phil Goodwin, forskningsdirektør i analysehuset IDC, om handlen ifølge pressemeddelelsen fra Veeam.

Om dagen i dag: Patent på stregkoden

De amerikanske opfindere Norman Joseph Woodland og Bernand Silver får den 7. oktober 1952 patent på en opfindelse, der senere bliver kendt som stregkoden.

Norman Joseph Woodland var inspireret af morsekoder, og fik ifølge New York Times ideen til at lave en grafisk repræsentation af morsekoderne i form af maskinaflæselige striber under en strandtur i 40’ernes USA.

Stregkoden bliver først taget i kommerciel anvendelse i 1966, men får sit gennembrud i USA i løbet af 70’erne.

På det tidspunkt havde havde Woodland og Silver dog allerede solgt deres patent til Philco for den nette sum af 15.000 dollar.