Artikel top billede

(Foto: Photo by Mitchell Luo on Unsplash)

Sag mod Google afslører: Så mange milliarder betaler søgegiganten for at få trafik fra Apple

Interne dokumenter afslører, at milliardaftalen med Apple skaber så meget søgetrafik, at det vil være et decideret skrækscenarie, hvis aftalen falder på gulvet.

En gigantisk aftale mellem Apple og Google er kommet i de amerikanske myndigheders søgelys i forbindelse med den aktuelle monopolsag mod søgegiganten.

Det skriver Bloomberg.

Her har myndigheder især vist interessen for aftalen, hvor Google ifølge det amerikanske justitsministeriums estimat hvert år betaler mellem 50 og 75 milliarder kroner til Apple for at være standard-søgemaskinen på Apple-enheder.

Det betyder i praksis, at når du foretager en søgning i Safari, der er den indbyggede browser på iPhones, iPads og Mac-computere, eller via den digitale assistent Siri, så vil det ske via Google.

Læs også: Google bliver sagsøgt af den amerikanske stat

Et skrækscenarie

Det vurderes, at cirka halvdelen af Googles søgetrafik kommer fra Apple-enheder.

Derfor bliver det ifølge interne dokument fra Google, som det amerikanske justitsministerium har haft adgang til, beskrevet som et decideret skrækscenarie for Google, hvis aftalen med Apple falder til jorden.

Apple-brugerne har mulighed for at installere en anden browser, og de har også mulighed for at gøre eksempelvis Bing, DuckDuckGo eller Yahoo til fast søgemaskine i Safari.

Men ifølge Bloomberg er det de færreste brugere, der anvender den sidstnævnte funktion.

Aftale skaber interessefællesskab

Det amerikanske justitsministerium argumenterer for, at Google ved at give Apple del udbyttet fra søgninger på Apple-enheder har sikret sig, at de to giganter har de samme økonomiske incitamenter, og samtidig bliver prisniveauet for adgangen til søgninger via Apple-enheder sat ekstremt højt.

Ifølge Bloomberg forklarede Apples juridiske topchef Kyle Andeer til en høring i den amerikanske i 2019, at valget af Google i sidste ende handler om, at selskabets kunder altid har foretrukket at benytte Google som søgemaskine.

Læs også: Historisk monopol-tiltag kan være på vej: Google kan blive tvunget til at frasælge Chrome-browseren