Artikel top billede

(Foto: Dan Jensen)

Pengene lugter ikke: Her er mine gode råd til at få landet et nyt job

Klumme: Det er egentlig ikke så svært at finde nyt arbejde. Men du skal forberede dig på at skulle genopfinde dig selv. Og du skal forberede dig på, at du sandsynligvis ikke får et job, der er magen til det, som du mistede.

Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.

Til alle mine kære kollegaer i it-branchen.

Covid-19 krisen har ramt mange virksomheder hårdt. Og særligt her i it-branchen, er mange af de globale virksomheder ekstra hårdt ramt, da mange lande ikke har håndteret Covid-19 krisen lige så godt, som de danske myndigheder.

Derfor er mange virksomheder nødsaget til at lave organisationstilpasninger, der matcher de globale markedsvilkår. Og mange medarbejdere er derfor nødt til at finde et nyt arbejde.

Er det så en regulær katastrofe? Eller er det meget svært at få et nyt arbejde i it-branchen?

Egentlig ikke, men du skal forberede dig på at skulle genopfinde dig selv. Og du skal forberede dig på, at du sandsynligvis ikke får et job, der er magen til det, du mistede.

Netop derfor vil jeg gerne dele denne historie med dig, der leder efter nyt arbejde. Og jeg vil gerne på forhånd sige undskyld, hvis den giver dig dårlige minder – eller ligefrem traumer – fra oldtidskundskabsundervisningen i gymnasiet.

I mit barndomshjem (og senere fra min erhvervsretslærer) brugte vi ofte begrebet ”Pecuniam Non Olet”, som på latin betyder noget i retning af ”Pengene lugter ikke”.

Begrebet baserer sig på historien om kejser Vespasian, der i antikkens Rom skulle rette op på en fejlslagen økonomi. Kejser Vespasian opførte blandt andet de første pissoirer i Rom, og disse kunne kun benyttes mod betaling.

Da Vespasians søn, Titus, anklagende påpegede dette forhold, så svarede Vespasian ”Pecuniam Non Olet!” (Pengene Lugter Ikke!).

Man gør, hvad man skal

Sagt med andre ord, så gør man, hvad man er nødt til, når der skal smør på brødet.

Det var i øvrigt kejser Vespasian, der startede opførslen af Colosseum og hans søn – den senere kejser Titus - der fuldførte dette. Men det er en helt anden historie.

Og det bringer mig tilbage til alle menneskers grundlæggende prioriteter:

- At overleve.

- At sprede sit DNA og dermed tilsikre artens overlevelse.

Så glem alle prioriteter om selvrealisering. Vi mennesker er slet ikke så nuancerede, som vi går og tror.

Historien om, at pengene ikke lugter har sat sig fast i min erindring pga. én bestemt hændelse. Engang i 1980’erne fik min far job på Diakonissestiftelsen, der dengang fungerede som hospital på Frederiksberg.

Jeg skulle have fat på ham og ringede på hans personsøger, men uden held.

Da han ringede tilbage, fortalte han, at han ikke lige kunne tage den, da han var ved at lave en rektoskopi. Da jeg – inkvisitorisk – spurgte ham, om det virkelig var nødvendigt med syv år på universitetet for at ende med at lave kikkertundersøgelser af folks endetarme, så fik jeg serveret historien om kejser Vespasian.

Og siden den dag har jeg ikke glemt betydningen af ordene ”Pecuniam Non Olet”.

Mine gode råd og erfaringer

Jeg har nedenfor samlet nogle af de gode råd og personlige erfaringer, som jeg selv har erhvervet mig i denne – lidt udfordrende – tid:

- Undervurder aldrig den psykiske og fysiologiske effekt af dagslys, frisk luft og motion. En eller flere daglige gåture kan gøre underværker for din mentale tilstand og din fysik.

- Blot fordi du er arbejdssøgende, så er det ingen undskyldning for at lave om på sine gode vaner. Så ikke noget med at slække på søvnen, motionen, den gode ernæring, oprydningen etc.

- Brug dit netværk og vær ikke bange for at række ud. Langt de fleste vil meget gerne være din reference og hjælpe dig godt videre. Husk, at det med stor sandsynlighed er dit netværk, der hjælper dig videre i din karriere.

- Sørg for, at din LinkedIn profil og dit CV står skarpt. Husk på, at al inspiration begynder med tyveri, og der er således intet i vejen for at lade sig ”inspirere”.

- Husk på, at Danmark har et brandvarmt it-jobmarked, og der er udtalt mangel på kyndige it-ressourcer. Ergo, har det aldrig været et spørgsmål OM, der er brug for dine kompetencer. Det er kun et spørgsmål om, HVOR der er brug for dine evner.

- Vær klar til en personlig ”re-engineering”. It-verdenen er i konstant opbrud og forandring og har været det altid. Derfor skal du være klar til at tilegne dig nye færdigheder.

- Alle du møder kan noget, du ikke selv kan og ved noget, du ikke selv ved. Og på samme måde, så kan og ved du også noget, som dem, du møder, ikke selv kan eller ikke selv ved. Dét, som jeg prøver at sige er, at der findes ikke nogen kommercielle eller teknologiske enmandshære. Vi er alle afhængige af samarbejde.

- Forbered dig mentalt på en hel del afslag. Der er rigtig mange gode kandidater derude, og arbejdsgiverne har ikke noget imod dig personligt. De er blot interesserede i den kandidat, de tror på er mest velegnet til jobbet. Det er således helt normalt af få en masse afslag, men det er ikke ensbetydende med, at der ikke er et job til dig. Jeg bruger tit analogien med en kirurg på et hospital. For hvem ville du helst have til at operere dig? Den kirurg, der lige er startet i faget eller den kirurg, der har 30 års erfaring?

- Og husk frem for alt, at pengene ikke lugter.

Således har jeg eks-kollegaer, som jeg selv troede var arketypen på en it-branche profil, der i dag laver noget helt andet. Vel at mærke noget helt andet, der er så ”off base” i forhold til it. Præmien går til en af mine tidligere kolleger, der skiftede fra at være specialist i storformat-print, til nu at være ejendomsfunktionær i Randers.

Og på samme måde er de sociale medier fyldt med gode og endog meget kreative eksempler på mennesker, der i dag laver noget helt andet end tidligere. Min tidligere kollega har i øvrigt aldrig været gladere.

Så husk, at du nok skal finde din plads i it-universet igen. Eller et andet univers.

God fornøjelse med jobsøgningen.

Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.

Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?

Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.