Artikel top billede

Mindeord: Tidligere Computerworld-direktør Brian Holmgaard er død

Mindeord: Tidligere administrerende direktør for Computerworld, Brian Holmgaard, er alt for tidligt blevet taget fra os.

Det var med stor beklagelse, at jeg søndag modtog beskeden om Computerworlds tidligere direktør, Brian Holmgaards, alt for tidlige død i en alder af 58 år.

Jeg lærte Brian Holmgaard at kende som kollega, da jeg var chefredaktør på PC World, og han var salgsdirektør for hele virksomheden.

Han vendte efter en flot karriere med kommercielle stillinger hos både Berlingske og eBay tilbage som min chef og administrerende direktør for Computerworld.

Brian fungerede som direktør for Computerworld frem til udgangen af 2020.

I mediebranchen er der typisk et skel - og af og til en direkte strid - mellem journalister og de kommercielt orienterede salgsfolk.

Sådan var det aldrig med Brian. Selv om Brian vendte tilbage til et Computerworld med underskud midt i en historisk svær omstilling til moderne digitale produkter, var han også direktøren, der insisterede på, at man skulle være stolt af det journalistiske indhold efter hver eneste arbejdsdag.

Brian kunne derfor også være en krævende chef, der som udgangspunkt forventede reelle resultater, før belønninger og fejringer kunne komme på tale.

Men hans kompromisløse kærlighed til Computerworld betød samtidig, at jeg som chefredaktør aldrig var tvivl om hans opbakning, når den kritiske journalistik af og til kolliderede med de kommercielle interesser.

Det er således også symptomatisk for Brians tro på, hvor stærk journalistik kan være, at han var den stærkeste fortaler for lanceringen af Computerworlds succesfulde digitale abonnementsløsning, Premium.

I hans verden var der slet ingen tvivl om, at hans Computerworld hver dag leverede indhold af en sådan kvalitet, at det var og er værd at betale for.

Med en sådan tillidserklæring og opbakning havde vi på redaktionen ikke andet valg end at træde frem og leve op til forventningerne.

Man fornemmede dog også hurtigt, at Brian ikke selv havde behov for rampelyset men foretrak en mere privat eksistens dedikeret til sin familie og sin store vennekreds.

Lærte man Brian at kende, var han dog ikke mere privat, end at hans store kærlighed til Betina og deres tre børn klart skinnede igennem. Her var det tydeligt, at Brian var ægtemand og far først og fremmest.

På trods af det fik vi på Computerworld lov at låne Brian. Det er vi taknemmelige for.

Æret være Brian Holmgaards minde.