Artikel top billede

(Foto: @Christos_Dogas / CHRISTOS DOGAS)

Helle Thornings råd vil granske Mark Zuckerbergs tophemmelige algoritme

Med tiden vil Facebooks tilsynsråd, hvor Helle Thorning-Schmidt er et højtplaceret medlem, kræve at få adgang til at se selskabets tophemmelige algoritme, lyder det fra et af rådets medlemmer.

Facebooks særlige tilsynsråd, hvor den tidligere danske statsminister Helle Thorning-Schmidt er såkaldt co-chair, ønsker at granske Facebooks tophemmelige algoritmer.

Det skriver den britiske avis The Guardian på baggrund af en høring i det britiske overhus.

Her talte Alan Rusbridger, tidligere chefredaktør for The Guardian og medlem af Tilsynsrådet, til overhusets komite for kommunikation og digitalisering.

Læs også: Martin Thorborg frygter, at vi knækker internettets rygrad i klapjagten på Facebook: “Det er måske mere relevant at kigge på, hvordan vi får nogle skattekroner ud af de røvhuller“

Skal tage stilling til appelsager

Det er meningen, at rådet skal fungere som en instans, der kan tage stilling til appeller fra brugere, der mener at have fået fjernet deres opslag uretmæssigt.

På baggrund af afgørelserne i appel-sagerne kan rådet komme med anbefalinger til Facebook om ændringer i selskabets brugerpolitik.

I en artikel i The New Yorker blev det for nylig forklaret, at Zuckerberg med etableringen af rådet ønsker at adskille de moralske spørgsmål fra teknologien og produktudviklingen.

Læs også: Helle Thorning-Schmidt sagde ja til magtfuld Facebook-post efter møde med Mark Zuckerberg: Ville have garanti fra Zuckerberg personligt

Vil se algoritmen

Men nu arbejder Tilsynsrådet ifølge Rusbridger også på at få grønt lys fra Facebook til at kigge ned i det teknologiske maksinrum, hvor selskabets tophemmelige underliggende machine learning-modeller ligger.

Det er dem, der er med til at afgøre hvilke opslag, der får størst eksponering på platformen.

”Vi er allerede en smule frustrerede over, at vi kun kan sige 'tag det ned' eller lad det blive oppe,” sagde den tidligere chefredaktør til overhuset.

Her forklarede han, at adgangen til algoritmerne var et af flere spørgsmål, som Tilsynsrådet vil fremføre i den kommende tid.

Andre spørgsmål handler om muligheden for at begrænse viraliteten på opslag samt muligheden for at give folk en slags betinget frakendelse af deres adgang til Facebook.

”Det er altså samme noget, som vi muligvis vil spørge Facebook om på et senere tidspunkt, men nu skal vi først bevise, at vi er stand til at gøre de ting, som vi ønsker. På et tidspunkt vil vi spørge om at få adgang til algoritmen, det føler jeg mig sikker på. Men om vi vil forstå den, når vi ser den, er så et andet spørgsmål,” siger han.

Læs også: Sådan arbejder Helle Thornings højtlønnede Facebook-udvalg, der snart skal tage stilling til sin største sag nogensinde

Vil have flere tech-folk i rådet

Det er planen, at antallet medlemmer af rådet med tiden skal udvides. I dag er der 20 medlemmer, men med tiden skal det tal op på 40 personer.

Rekrutteringen af de næste 40 personer sker ifølge The Guardian uden Facebooks direkte indblanding, og ifølge Rusbridger er det nødvendigt at få flere teknologikyndige medlemmer ombord.

”Jeg mener, at vi har behov for flere tech-folk i rådet. De vil kunne hjælpe os med at få rådgivning, der er uafhængig af den, som vi får fra Facebook. Det er vigtigt, fordi det vil blive svært for os at forstå, hvordan den kunstige intelligens fungerer,” siger han.

Eksempelvis nævner han, at mange folk antager, at Facebooks algoritmer er konstrueret sådan, at de giver en fordel til følelsesladet indhold, der skaber splittelse i befolknigen.

Den antagelse vil han dog gerne have dokumentation for.

”Jeg ved ikke, om det er rigtigt eller forkert, når folk siger det. Det er nogle af de ting, som vi gerne vil blive klogere på. Også selvom det kræver, at vi bruger mange timer sammen med programmører, der forklarer det meget langsomt, så vi kan forstå det. Jeg tror, vi har behov for at vide, hvordan de her maskiner fungerer,” siger han ifølge den britiske avis.

Læs også: Helle Thornings magtfulde råd får Facebook til at ændre kurs: Vil nu tillade mere nøgenhed