Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Parler dropper sag mod Amazon / Mærsk: Coronakrisen øger behovet for digitalisering / Coop øger tilstedeværelsen online

Parler dropper sag mod Amazon. Mærsk: Coronakrisen øger behovet for digitalisering. Coop øger tilstedeværelsen online. Digitalt coronapas er afgørende for Israels genåbning. Facebook genoptager politiske annoncer i USA i dag.

Godmorgen og velkommen til endnu en morgen-briefing her fra Computerworld.

Jakob Schjoldager sidder bag tasterne, og jeg skal give dig et indblik i dagens korte it-nyheder. Vi begynder i USA, hvor Amazon kan glæde sig over ikke at skulle en tur i retten.

Parler dropper sag mod Amazon

Det kontroversielle sociale medie Parler har valgt at droppe retssagen mod AWS.

Det skriver Reuters.

Parler blev kendt i den brede offentlighed efter Trump-tilhængernes angreb på den amerikanske kongres-bygning i januar, da platformen blev brugt af højrefløjs-aktivister med forbindelse til angrebet.

Platformen blev derfor lukket ned af AWS der hostede Parler, og det fik det sociale medie til at lægge sag mod cloud-giganten.

Sagen er nu dropper, skriver nyhedsbureauet, der ikke begrunder, hvorfor Parlar har fortrudt sit sagsanlæg.

Platformen blev etableret i 2018 som ‘free speech driven’ og har hævdet, at den har haft 12 millioner brugere.

Mærsk: Coronakrisen øger behovet for digitalisering

Det seneste år har vist, hvor afgørende stabile og gennemsigtige forsyningskæder er for danske virksomheder.

Sådan lyder det fra A. P. Møller Mærsks direktør for Ocean & Logistics, Vincent Clerc.

Derfor er behovet for digitale løsninger kun blevet endnu større, vurderer direktøren over for Børsen.

“Vi tror på, at vi kun kradser i overfladen af, hvad der er muligt, når vi kombinerer potentialet i ny teknologi med vores integrerede operationelle evner,” forklarede Vincent Clerc.

Direktøren har tidligere fortalt til Computerworld, at man hos Mærsk kommer til at ansætte 500 it-medarbejdere i løbet af 2021.03.03

Læs mere her: Mærsk skal ansætte 500 it-specialister i det kommende år: Det skal de nye medarbejdere lave

Coop øger tilstedeværelsen online

Supermarkedskæden Coop er klar til at sætte farten op på sin digitale forretning.

Under coronakrisen begyndte koncernen at levere dagligvare hjem til kunderne gennem tjenesten Coop Mad. Den ordning skal nu kombineres med en abbonomentsløsning, der skal give kunderne mulighed for at få dagligvare leveret fast.

Det skriver Finans.

”Mange af vores kunder køber de samme varer igen og igen, og derfor er der et kundebehov for en abonnementsordning. Helt lavpraktisk gemmer kunderne deres ordre som abonnement, hvilket gør det nemmere for dem at bestille det samme igen og igen. For os at se er behovet der lige fra børnefamilien til den erhvervsdrivende, som bestiller det samme uge efter uge, og ordningen er selvfølgelig også en fordel for os, fordi den er med til at sikre, at kunden handler hos os igen,” siger Lars Rasmussen, kommerciel direktør i Coop.dk Mad, til mediet.

Digitalt coronapas er afgørende for Israels genåbning

Israel er godt i gang med at vaccinere en stor del af befolkningen, og derfor spiller landets digitale coronapas nu en afgørende rolle.

Det skriver Børsen.

Vaccinepasset blev lanceret som en app 21. februar, og betyder, at en rækker private virksomheder igen kan holde åbent.

“Som erhvervsdrivende skal jeg være “grøn”, hvis jeg vil holde åbent, og så kan jeg kun have gæster med det grønne vaccinepas. Det var en meget nem beslutning. Vi vil være åbne,” siger Naama Elia Shviki, der er marketing manager hos The Spot Hostel i Tel Aviv ifølge avisen.

Finansminister Nicolai Wammen (S) kunne onsdag fortælle, at det danske coronapas forventes at være klar til maj.

Facebook genoptager politiske annoncer i USA i dag

4. marts kan amerikanske politikere igen købe annoncer på verdens største sociale medie Facebook.

Platformen har lukket helt for amerikanske politikeres mulighed for at annoncere på platformen op mod præsidentvalget 3. november. Målet var at undgå misinformation, men nu er Facebook altså igen klar til at annoncere for politikere.

Det skriver Reuters.

Google har nedlagt et lignende forbud på sin egen søgetjeneste. I forrige uge valgte it-giganten igen at tage imod annoncer fra amerikanske politikere.