Artikel top billede

(Foto: Dan Jensen)

Vi står klar til at hjælpe: To nye nationale tech-samarbejder giver din virksomhed global konkurrencefordel

Klumme: Danmark har i 2020 fået to nye landsdækkende aktører inden for digital innovation, som kan fremme innovationskraften inden for fremtidens digitale teknologier og forretning.

Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter

Vi hører det igen og igen: Digital innovation og brugen af de absolut nyeste digitale teknologier er essentielle i virksomheder, når vi skal øge dansk konkurrenceevne ved at skabe fremtidssikrede produkter, øge produktivitet og effektivisere virksomheder.

Samtidig viser undersøgelser, at mange virksomheder stadig trykker på bremsen i stedet for speederen i den digitale fremdrift.

Vi vil gerne præsentere to nye tiltag, skal være med til at vende billedet og sætte endnu mere turbo på den digitale innovation i Danmark.

Danmark har nemlig i 2020 fået to nye landsdækkende aktører inden for digital innovation, som står parate til at hjælpe virksomhederne med at fremme innovationskraften inden for fremtidens digitale teknologier og forretning:

* Danmarks digitale klynge, DigitalLead, som er funderet i erhvervslivet og har cirka 600 medlemsvirksomheder

* Digital Research Center Denmark, DIREC, som er funderet i forskningen som et epicenter for den nyeste forskning i digitale teknologier.

De to organisationer er virksomheders og organisationers direkte adgang til vækst og udvikling inden for den digitale arena via adgang til til cutting-edge forskning og deltagelse i skræddersyede innovationssamarbejder.

Vores to organisationer med deres stærke fundamenter i henholdsvis erhvervslivet og forskningen arbejder begge for at koble forskning og erhverv tættere sammen.

Derfor er det også helt naturligt, at vi allerede fra start har et tæt samarbejde om udvikling af værdiskabende videns- og innovationstilbud til det danske erhvervsliv – for ligesom vores egne organisationer bygger på stærke samarbejder, ved vi også, at den mest succesfulde digitale innovation sker i samarbejdet mellem virksomheder og forskere.

Samtidig ved vi også, at der mentalt kan være langt fra en SMV i Vestjylland til lige netop dén forsker på DTU, som ligger inde med viden, der kan bringe virksomheden til ”the next level”.

DigitalLead og DIREC er eminente genveje, da begge er født landsdækkende og netop derfor er meget stærke innovationsplatforme for alle virksomheder i Danmark – digitale knudepunkter, der gør vejen fra virksomhed til forsker – og fra forskning til forretning – langt kortere.

I DigitalLead og DIREC glæder vi os meget til sammen – og hver for sig – at være med til at skabe endnu mere videnoverførsel fra forskning til virksomheder til gavn for virksomhederne, til gavn for forskningen og til gavn for Danmarks fortsatte globale styrkeposition som digitalt foregangsland.

Fire gange så innovative

Klyngen DigitalLead er et økosystem for virksomheder, viden- og uddannelsesmiljøer og offentlige aktører og er dermed en oplagt spilleplads for innovation, fornyelse og fremgang.

Undersøgelser viser netop, at virksomheder, der deltager i klyngeaktiviteter, har fire gange så høj sandsynlighed for at blive innovative end lignende virksomheder, der ikke deltager – og der er også gevinster at hente på såvel produktivitetsvækst som bundlinje.

Virksomheden Digital Revisor er det gode eksempel på denne type innovation.

Et innovationsprojekt med danske forskere resulterede i en maskinlæringsalgoritme, der sparer virksomheden for manuelt arbejde hver dag og samtidig giver kunderne en mere tidssvarende oplevelse.

DigitalLead har lige nu cirka 600 medlemsvirksomheder fra det digitale miljø, hvilket giver klyngen et stærkt udgangspunkt for at skabe aktiviteter, der kobler virksomhedernes behov med den viden, der findes på de danske universiteter, som er kernepartnere i klyngen.

Dette betyder, at der arbejdes aktivt for at inddrage forskere i stort set alle DigitalLeads aktiviteter – fra oplæg til events, facilitatorer af workshops, deltagere i innovationsprojekter, som sparringspartnere, medansøgere til funding og meget mere.

Mere digital forskning og uddannelse

Det nye nationale center for forskning i digitale teknologier, DIREC, styrker den danske forskning og uddannelse inden for digitale teknologier.

Centerets tre hovedformål er at skabe digital forskning i verdensklasse, sørge for flere af de it-specialister, som erhvervslivet mangler, og sikre brug af den nyeste forskning i private og offentlige virksomheder.

Aktiviteterne bliver skabt af samfundsmæssige behov, hvor forskning bliver omsat til værdiskabende løsninger og digital omstilling i erhvervslivet og den offentlige sektor.

DIREC vil fungere som et interessefællesskab, hvor erhvervslivet inviteres indenfor som aktive medspillere. Noget der bliver efterspurgt af de virksomheder, der skal bruge forskningen.

Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.

Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?

Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.