Artikel top billede

(Foto: Foto: Rasmus Ferdinand Petersen)

Danske cBrain lander sin største ordre nogensinde: Kan være op mod en kvart milliard kroner værd

Danske cBrain lander sin største ordre til dato, som over en årrække kan blive op mod en kvart milliard kroner værd. “Et kæmpeskridt i relation til selskabets internationale vækststrategi,” lyder det fra direktør Per Tejs Knudsen.

Det danske software-selskab cBrain har efter en længere proces underskrevet den største enkeltstående ordre, siden selskabet blev grundlagt i 2002.

Ordren kan ende med at kunne generere en samlet omsætning på en kvart milliard kroner, såfremt den udnyttes maksimalt af kunden, som er en række tyske myndigheder.

De har nemlig indgået en fire-årig rammeaftale med cBrain om brug af mellem 5.000 og 10.000 brugerlicenser til cBrain-systemet F2.

Hertil kommer anvendelse af en række ekstra moduler af F2 samt forskellige former for vedligeholdelse af systemet.

“Aftalen er den største enkeltstående ordre i cBrains historie, både i relation til antal brugere og omsætning. cBrain ser derfor ordren som et kæmpeskridt i relation til selskabets internationale vækststrategi og eksport,” meddeler selskabets direktør og grundlægger, Per Tejs Knudsen.

Selskabet har allerede en række kunder i især den offentlige sektor i Tyskland. De fleste har dog ikke indkøbt brugerlicenser hos cBrain, men implementeringer af F2.

CBrains omsætning er vokset støt gennem en årrækk. Selskabet omsatte i 2020 for godt 120 millioner kroner. Det svarer til en stigning på godt 67 procent på fem år.

Selskabet har hele tiden haft overskud på både drift og på bundlinien, hvor det i fjor landede et overskud på 15,5 millioner kroner.