Artikel top billede

YouTube: Masser af uofficielle, flotte og gratis historier fra en galakse langt, langt væk

Star Wars-fans producerer i stigende grad uautoriserede og ofte relativt korte film, hvoraf mange er af imponerende høj kvalitet og rummer rigtig gode historier.

”No. I am your father!”

Den første Star Wars-film, A New Hope, grundlagde en af filmhistoriens mest succesfulde franchises, der siden 1977 har indtjent i omegnen af ti milliarder US-dollar.

Det er dog den endnu mere ambitiøse – og dystre – efterfølger The Empire Strikes Back, som har en større den del af æren for, at vi stadig beskæftiger os med en galakse langt, langt væk. Med citatet ovenfor udstyrede den tillige Luke Skywalker med et af populærkulturens mere sejlivede faderkomplekser.

Siden har talrige film og serier holdt Star Wars-universet i live, herunder senest den fremragende The Mandalorian, som vi skrev om her.

For nogle fans er det imidlertid ikke nok. Derfor producerer de selv uautoriserede og ofte relativt korte film, hvoraf flere er af imponerende kvalitet og med rigtig gode historier.

Modsat de officielle film kræver det ikke andet end adgang til YouTube at se de mange fanfilm.

I øvrigt tjener det til franchiseejeren Disneys ære, at man ikke har sendt en hel eskadrille advokater efter fanproduktionerne for at lukke dem ned. Måske nok fordi man – og formentlig med rette – frygter, at koncernen ellers lynhurtigt ville pådrage sig millioner af fans vrede.

En af de mest sete fanproduktioner er Vader Episode 1 og 2, der som antydet handler om seriens yndlingsskurk. Man kommer heller ikke uden om de to dele af The Last Padawan, hvoraf den seneste blev frigivet for under en måned siden.

En af de mest anerkendte fanfilm er Star Wars Origins, der ud over millioner af afspilninger også har høstet et hav af priser – ikke mindst for sine fantasifulde og originale nik til Indiana Jones.

Men det er også på sin plads at fremhæve den knap 20 minutter lange Kenobi, hvor Obi-Wan beskytter en helt ung Luke mod de lede imperialistiske tropper. Samtidig har hovedpersonen en ret imponerende lighed med Obi-Wan, som vi kender ham.

En anden af de bedre titler er Bucketheads, hvor man finder ud af, hvad Stormtroopers taler om, når de ikke har travlt med at ramme ved siden af.

Endelig er Odessey i en klasse for sig, da den i virkeligheden mest er en krigsfilm, der blot foregår i Star Wars-universet. I Rebel Scum følger vi derimod en pilot, der efterlades i fjendeland efter kampene på isplaneten Hoth.

Men der er meget, meget mere at tage af. Se selv mere på YouTube, and may the Force be with you – always.