Artikel top billede

(Foto: Microsoft PR)

Sløje tal: Kun en ud af 500 maskiner kører med det nye Windows 11

Windows har slet ikke fået fodfæste i virksomheder eller organisationer, viser nye tal.

Microsofts helt store software-satsning, Windows 11, hænger gevaldigt i bremsen, når det gælder udbredelse i virksomheder og organisationer.

Det fremgår at en ny opgørelse, som it-administrationsværktøjet Lansweeper har udarbejdet. Det skriver netmediet The Register.

Ud af de godt 10 millioner pc’er som selskabets software administrerer, er det kun lidt over en ud af 500 maskiner, som er blevet opgraderet til Windows 11.

Det svarer til blot 0,21 procent af systemerne med Lansweeper ombord.

Værktøjets natur gør, at det fortrinvis anvendes i organisationer og virksomheder. Hos den bredere forbruger synes Windows 11 at være mere udbredt.

Her viser tal fra annonce-netværket AdDuplex, at omkring fem procent af de omkring 60.000 maskiner i selskabets netværk kørte med Windows 11 ved udgangen af oktober måned.

Langt, langt efter

De sløje tal står i kontrast til, at hele 3,6 procent af Lansweeper-systemerne fortsat kører med forhistoriske Windows XP, som officielt blev lagt i graven af Microsoft i foråret 2014.

Selv udskældte Windows Vista fra 2006 nyder af en bredere udbredelse end Windows 11 gør godt halvanden måned efter styresystemets debut.

Med til Lansweeper undersøgelsen hører, at selskabet sidste måned fastslog, at næsten halvdelen af Windows-maskinparken slet ikke er i stand til at køre Windows 11, på grund af det nye styresystems skærpede hardware-krav.